Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Vi står klar, hvis du bliver opsagt

Er du blevet opsagt, er vi her til at hjælpe dig med juridisk afklaring, støtte og hjælp til at komme godt videre i dit arbejdsliv.

Hvis du bliver opsagt, står vi klar med specialiseret og målrettet hjælp i forhold til lige præcis din situation. Vi kan sammen med Finansforbundets A-kasse – en del af FTF-a hjælpe dig allerede i opsigelsesperioden.

Fordi vi kender sektoren og dine rettigheder, kan vi bl.a.:

  • Bistå dig lokalt via din tillidsrepræsentant eller kreds, der kan deltage som din støtte i svære samtaler.
  • Afklare juridiske spørgsmål om dine rettigheder i forhold til fx begrundelse, opsigelsesvarsel, godtgørelse, fritstilling mm. samt eventuelt tilbud om en fratrædelsesaftale.
  • Vurdere og føre din sag, hvis der er et juridisk grundlag. Der er en frist på fire uger til at reagere og eventuelt stille krav om godtgørelse – det gælder fra du har modtaget en opsigelse eller information om en væsentlig ændring af dit arbejde.
  • Støtte dig i at være i situationen og opnå en større trivsel via en trivselssamtale.
  • Afklare dine kompetencer og jobmuligheder via en individuel karrieresamtale med fokus på, hvordan du kommer videre til dit næste job.
  • Klæde dig på med råd, vejledning og feedback i forhold til, hvordan du skriver jobsøgning og CV.
  • Læse din ansættelseskontrakt igennem, når du lander dit nye job

Specialiseret hjælp ved omstrukturering, fusion ol.

Hvis du bliver opsagt pga. egne forhold som fx overtrædelse af forretningsgang, længerevarende sygdom eller manglende performance, kan vi fx tilbyde juridisk rådgivning, karriere- og trivselssamtaler samt informationsmøder om dine rettigheder og pligter i forbindelse med opsigelsen.

Er du ikke opsagt pga. egne forhold, men i stedet pga. virksomhedens forhold, fx ved omstruktureringer, fusion, eller som del af en større opsigelsesrunde, har vi et særligt beredskab, der kan rykke ud i virksomheden og tage hånd om alle opsagte medlemmer. Det sker bl.a. via fælles informationsmøder om jeres rettigheder og pligter i forbindelse med opsigelserne.

Vidste du, at...

Finansforbundet har sørget for, at medarbejdere, der bliver afskediget i virksomhedens forhold, har ret til:

  • Et opsigelsesvarsel og en godtgørelse ifølge Funktionærloven og overenskomsten.
  • Medarbejdere, der ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse fra virksomheden, ydes en godtgørelse på én månedsløn, hvis de ikke har fået job ved opsigelsesperiodens udløb.
  • Et outplacementprogram til en værdi på mindst 25.000 kr.
  • Frihed med løn i opsigelsesperioden til outplacementaktiviteter og kompetencegivende uddannelse.

Kontakt Jura

32 66 13 30

Ring til os mandag-torsdag kl. 8.30 - 16.00 eller fredag kl. 8.30 - 15.00.

Du kan også skrive til raadgivning@finansforbundet.dk