Det ville ikke være godt, hvis arbejdsgiverne fik lov at bestemme

”Jeg kan godt lide fællesskabet og at der er en struktur, hvor man sørger for, at tingene er reguleret på arbejdspladserne. Det synes jeg er vigtigt. Det ville ikke være godt, hvis arbejdsgiverne fik lov at bestemme og gøre, som de vil”.

Kenneth M. Samuelsen lyder frisk over telefonen fra Færøerne, selv om han nylig har været med til at binde sløjfe om en ny overenskomst for omkring 230 færøske medarbejdere i BankNordik, Trygd og Skyn. De får blandt andet en lønstigning på 3,3 procent over de næste to år og slipper for at bemande de lange torsdage, som der ellers har været tradition for.

”De sidste par overenskomster har ikke været så hårde, som de kunne være før i tiden, da der virkelig var maratonforhandlinger – jeg har prøvet at forhandle 96 timer i træk. Nu går man hjem efter, hvad der svarer til en normal arbejdsdag, kun den sidste forhandlingsdag trækker lidt ud”.

Han savner ikke at sidde så længe ved forhandlingsbordet, men han beklager baggrunden: det er umuligt at få forhandlet et bedre resultat hjem. Når Færøernes Arbejdsgiverforening har lagt niveauet med et par fagforeninger, så får alle andre samme ramme, det er ikke til at rokke ved resultatet.

”Det er ærgerligt, for vores virksomheder viser økonomiske resultater, som godt kunne berettige en endnu bedre overenskomst. Men kollegerne er nogenlunde tilfredse, for de ved, det ikke kan være anderledes. Jeg oplever en god opbakning til fagforeningen”.

Spurgt af chefen

Kenneth M. Samuelsen har adskillige titler: formand for personaleforeningen i BankNordik, næstformand i bankens samarbejdsudvalg, medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet Kreds Øst – og derudover it-medarbejder.

Det faglige arbejde blev en del af hans hverdag, da de finansansatte på Færøerne i 1992 følte sig smidt under bussen, da løn og arbejdsvilkår skulle reguleres. Beslutningen blev derfor, at der var behov for at være med i Finansforbundet i stedet for, som indtil da, alene at have en interesseforening for ansatte.

”Min chef mente dengang, at det med at være tillidsmand måtte være noget for mig, og det var jeg faktisk enig i. I 2007 blev jeg så formand for personaleforeningen og har været det lige siden. Sammen med de andre hverv indebærer det en del opgaver, og inden coronaen var jeg også i Danmark otte-ti gange om året”, siger formanden, der ikke har forladt Færøerne siden august.

”Måske kan nogle af turene fremadrettet spares, men jeg ser frem til at tingene bliver mere normaliseret. Det her situation, hvor selv generalforsamlinger er digitale, er ikke så spændende”.

Nyt blod

Efter næsten tredive år med fagligt arbejde har han noteret sig, at det bliver stadig sværere at få nye kræfter til at stille op som tillidsrepræsentanter, men glæder sig over, at der netop er kommet to nye til det i alt otte personer store korps.

”Ellers er vi en garvet flok. Vi har et rigtig godt sammenhold, men jeg synes, det er lidt sørgeligt, at det er så vanskeligt at få unge til at melde sig. Jeg tror, det også har noget med manglende tid at gøre. Rådgiverne især er meget pressede efterhånden”, konstaterer han.

Kenneth Samuelsen har oplevede en stribe skiftende direktører hen ad vejen, og samarbejdet har ikke altid været helt oppe at ringe.

”Vi er de eneste bankansatte i kongeriget der engang har strejket. Det gjorde min daværende direktør så vred, at han ikke talte til mig i halvandet år”.

Så meget i hårdknude er samarbejdet ikke gået siden, men det betyder ikke, at alt fungerer optimalt. Det er der et helt friskt eksempel på:

”Som en konsekvens af, at banken har valgt at sælge den danske del af forretningen, er der desværre en del afledt arbejde, der bortfalder. Vi har i øjeblikket ti medarbejdere, der er varslede opsagte, og selvom afbødningen er god, med blandt andet ubetinget fritstilling, ville jeg ønske, at personaleforeningen havde været mere inde over selve processen”.