Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Krisen har også vist værdien af aftalerne mellem arbejdsmarkedets parter

2021 har – blandt meget andet – også været året, hvor den danske model
har vist, at den kan skabe løsninger, der holder i praksis. Midt i
pandemiens hærgen har arbejdsmarkedets parter formået at være
konstruktive og finde løsninger, og som tillidsvalgt har du haft en central
rolle i at omsætte dem til virkelighed

Af Kent Petersen, tidligere formand
kp@finansforbundet.dk

Restriktioner, hjemsendelser, tests og mundbind. De fleste af os er vist mildt sagt ved at være trætte af det hele. Jeg er i al fald. Men når jeg tænker tilbage over de seneste par år, synes jeg også, at de har vist, at arbejdsmarkedets parter midt i en pandemi har været i stand til at tale sig frem til konstruktive løsninger, når det var allermest nødvendigt.

Det er sket på mange niveauer. Både i rigtig mange trepartsforhandlinger med regeringen om de brede anliggender. I de sektorforhandlinger, vi har haft med arbejdsgiverne i vores sektor om en lang række aftaler om den situation, vi først troede var ekstraordinær, men som har bidt sig fast igen og igen. Og helt sikkert hver eneste dage ude i rigtig mange virksomheder, hvor I som tillidsvalgte har taget dialogen med ledelsen lige præcis jeres situation.

Vi er langt fra altid enige, men i de forhandlinger, Finansforbundet har haft med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) om, hvordan løsningerne skulle udmøntes i den finansielle sektor, har det været en fornøjelse at møde en arbejdsgiverforening, der også er indstillet på at få det til at lykkes.

Det har været en rigtig god oplevelse at mærke den gensidige tillid mellem Finansforbundet og FA i en svær tid. Derfor har vi kunnet sikre mulighed for fleksible arbejdsmodeller og sikret, at man har kunnet at arbejde fleksibelt fra distancen – eller hvor man nu engang arbejde fra - under fornuftige forhold.

Jeg er helt klar over, at aftalerne skal stå deres prøve i praksis. Jeg er også klar over, at nedlukningerne langt fra har været nemme for alle, men vi har arbejdet hårdt for, at en svær situation skulle blive så tålelig som mulig for flest muligt. Og som tillidsvalgt mærker du sikkert også lige nu, at det er sværere at have føling med, hvordan dine medlemmer trives, og at der er stor forskel på, hvad de trives med.

Tilliden og konstruktiviteten er et nødvendigt udgangspunkt, men hverdagen og praksis er naturligvis den afgørende prøve. Også når det kommer til de løsninger, der skal pege endnu længere ind i fremtiden. For en ting er sikkert: Corona har også understreget, at vi er forskellige som mennesker, og at vi som sektor ikke nødvendigvis have ét fælles behov i detaljen.

Det gør ikke vores arbejde mindre kompliceret, og der ligger mere af det foran os som faglig organisation. Og som tillidsvalgt. Til gengæld tror jeg på, at, at vi i sidste ende kommer gennem årene med corona med et bedre arbejdsliv med mere og med bedre fleksibilitet. Det kommer ikke gratis, og vi kan ikke reformere alt på en gang. Men der venter os spændende arbejde i det kommende år, og – midt i frustrationerne – tror jeg faktisk også, at vi har et godt afsæt til den videre rejse i 2022.