Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Kompetenceudvikling er vigtig – både for banken og den enkelte medarbejder

Finansforbundet i Danske Bank fortæller jævnligt, hvor vigtigt det er for dig at øge din værdi på arbejdsmarkedet ved hjælp af løbende kompetenceudvikling eller videreuddannelse.

Det gør vi, fordi vi ved, at løbende opkvalificering af kompetencer er væsentlig for dig fx for at holde dig up to date i dit nuværende job eller ønsker at erhverve dig nye kompetencer med henblik på nye opgaver eller en stilling med et anderledes jobindhold.

Men hvordan ser Danske Bank på kompetenceudvikling? Vi har spurgt HR Development Partner, Jytte Seidelin. 

”Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg er enig i jeres betragtning om vigtigheden i løbende kompetenceudvikling. For banken er kompetenceudvikling og ”livslang læring” et meget vigtigt område. Det er vigtigt for banken og vores kunder, at som arbejdsgiver har de bedste og mest kvalificerede medarbejdere – og det kan løbende kompetenceudvikling bidrage til”, siger hun og uddyber:

”Vi har et mål om engagerede medarbejdere, der både trives og performer og vi arbejder i en branche – uanset, hvor du er i banken – med fuld knald på. Det stiller store krav til os som arbejdsgiver og til alle os medarbejdere”

HR Development Partner i Danske Bank, Jytte Seidelin

Kompetenceudvikling og  Forward ’28

I forbindelse med Forward ’28 har Danske Bank afviklet en række workshops, hvor ledere fra organisationen har undersøgt fremtidens kompetencebehov.

Nogle af de kompetencer, der peges på, på tværs af organisationen er:

•    Digitale færdigheder, herunder AI
•    Selvindsigt, forandringsparathed og læringsevne
•    Holistisk og bæredygtig rådgivning, herunder evnen til at indgå i og skabe relationer,
•    Kunne arbejde effektivt og struktureret under givne forhold.

"Der er i organisationen stor bevidsthed om, at mange af os har behov for kompetenceløft på forskellige områder – i forskellig grad, så det arbejder vi på at finde gode løsninger på", siger Jytte Seidelin. 

Svaret på det store spørgsmål

Det store spørgsmål, vi tit bliver stillet i Finansforbundet i Danske, er:
Hvordan skaffer jeg tiden til kompetenceudvikling i en travl hverdag?

Vi stiller straks spørgsmålet videre til Jytte Seidelin:

”Det er naturligvis også et spørgsmål, vi tit hører, og vi kan desværre ikke trylle flere timer frem i løbet af arbejdsdagen, men en hjælp kunne være at arbejde med måden vi tænker kompetenceudvikling på”

Et godt sted at starte kunne være, at sætte sig nogle mål for egen kompetenceudvikling.Hvad vil jeg gerne og hvornår? Hvordan kan jeg selv se, at jeg bedst kan opnå mine mål? og hvordan kan det tidsmæssigt lade sig gøre?

"Næste skridt er en dialog med nærmeste leder, der dels kan være en fantastisk sparringspartner, dels skal kunne se fornuften i den kompetenceudvikling, du gerne vil have og have vished for, hvordan det kan bidrage til afdelingens udvikling og indpasses i øvrige opgaver, der skal løses”, siger hun.

Kompetenceudvikling kan være mange ting – fra længerevarende uddannelser til ”micro-læring” i din dagligdag. Det kan være inspireret af feedback, ønske om andre typer af arbejdsopgaver, led i din karriere udvikling eller andet.

"Jeg vil anbefale, at man bruger de hjælpe værktøjer, vi har i vores Grow Universe på HR Portalen, som inspiration og som struktur for reflektionsprocessen. Som medarbejder kan man også arbejde med at få kompetenceudvikling tænkt ind som en naturlig del af jobbet og ikke nødvendigvis som et add-on. Hvis man kan arbejde med mindre bidder ad gangen, kan det være mere overskueligt at have med at gøre, så det ikke føles som en stor indgriben i ens arbejdshverdag.”, siger hun. 

Vi har et mål om engagerede medarbejdere, der både trives og performer og vi arbejder i en branche – uanset, hvor du er i banken – med fuld knald på. Det stiller store krav til os som arbejdsgiver og til alle os medarbejdere.
- HR Development Partner, Jytte Seidelin

Reflekterer du over, hvad du lærer?

Udover den klassiske kompetenceudvikling, som kan være et kursus sammen med kolleger fra banken eller fag i det offentlige uddannelsessystem, kan kompetenceudvikling også bestå af mange andre ting.

Det kan være nye opgaver, nye samarbejdsrelationer eller oplæring i nye systemer, processer og lovændringer. Jeg vil anbefale, at man med jævne mellemrum sætter tid af til refleksion. Bruger lidt tid på sig selv og reflekter over, alt det man allerede har lært: Giver sig selv et kærligt anerkendende klap på skulderen og så fortsætter med at overveje næste skridt på læringsrejsen", siger Jytte Seidelin

Gode råd kunne være:

•    Vær nysgerrig. Dyrk et nysgerrigt sind, det kan understøtte din lyst til at lære og udforske
•    Bliv ved med at tilpasse dig. Omfavn forandring og vær åben over for nye idéer og skiftende omstændigheder.
•    Vær konsekvent. Etabler en vane med konstant mikrolæring, det vil understøtte og gøre dig endnu mere bevidst om din udvikling
•    Invester i din egen udvikling

Grow Universe @Danske

Danske Bank har samlet alt det, du skal vide om kompetenceudvikling og dine ønsker og muligheder i banken

Læs mere i Grow Universe (kræver adgang fra et Danske Bank device)