Løn: Tabuet, der aldrig forsvinder
Det har i årevis været tabubelagt at tale løn med kolleger og venner. Hvorfor forbliver det sådan, når fagforeninger i årevis har skreget om mere åbenhed? Få svar fra forsker i arbejdsmarkedsforhold og chefkonsulent fra Institut for Menneskerettigheder. Og måske, vi ser en lille ændring i lønsnakken de kommende år?
Mere åbenhed og transparens omkring løn har i årevis været et stort mantra for fagforeninger og lønmodtagerorganisationer, for mere åbenhed gavner den enkelte lønmodtager og vil på sigt skabe en mere retfærdigt lønstruktur, lyder det.
For når arbejdsgiver har alle esserne på hånden i form af lønoplysninger på medarbejderne, og de ansatte ikke viser kortene til hinanden, skaber det en ulige fordeling af viden. Det efterlader medarbejderne med en dårlig hånd.
Alligevel er det en svær diskussion for medarbejdere at starte op på arbejdspladsen og overskrifter som ”Løn er mere tabu end sex på arbejdspladsen” finder år efter år frem til avisspalterne. Vi har svært ved at tale om, hvordan vi bliver betalt for at møde ind på jobbet.
Anders Raastrup Kristensen, forsker i det danske arbejdsmarked, og Morten Emmerik Wøldike, chefkonsulent på Institut for Menneskerettigheder, forsøger at komme med en forklaring.
Lovgivning, følelser og kultur
For at forstå den manglende åbenhed skal vi omkring både lovgivning, følelser og kulturen på danske arbejdspladser.
Vi starter med lovgivningen, for den er faktisk hurtig overstået. Der er ingen lovgivning, der taler imod åbenhed omkring løn. Du har ret til at tale om din løn med alle, du har lyst til.
Det bliver straks lidt sværere, når vi taler det følelsesmæssige.
”Det taler ind i: Hvad er jeg egentlig værd som arbejdskraft, og er jeg nu så dygtig som mine kolleger? Det er da en svær diskussion lige at tage henover kaffeautomaten. Vi bruger løn som målestok for vores succes”, siger Anders Raastrup Kristensen.
Institut for Menneskerettigheder udgav for et par år siden en rapport, som viser at 60 procent ikke taler løn med kollegerne. 40 procent angiver, at de ville ønske, at det var almindeligt at tale løn.
”Traditionelt har løn været set som en privatsag og noget personligt og upassende at tale om – hverken med kolleger eller venner. Løn og penge har været noget, man har holdt for sig selv og ikke skiltede med”, siger Morten Emmerik Wøldike.
Viser ikke udbytte af vores investering
I forhold til det kulturelle aspekt, uddyber Morten Emmerik Wøldike.
”For de fleste udgør arbejdslivet en meget vigtig del af identiteten. Vi investerer mange år i starten af voksenlivet på at dygtiggøre og uddanne os for at træde ind på arbejdsmarkedet. Løn er jo en nødvendig del af det, der kommer ud af at have et arbejde, men når løn stilles op over for andres løn, kommer der meget mere på spil end bare kroner og ører. Det handler også om oplevelsen af ens egen menneskelige værdi, selvværd og om at lykkes med sit liv”.
Anders Raastrup Kristensen siger:
”Vi har en kultur, der ikke har forandret sig en millimeter de seneste mange år, og lovgivningen er ikke en barriere. Så måske der skal noget andet til. I Norge har de åbne skattelister, hvilket betyder at alle borgeres indtjening er offentlig tilgængelig viden. Om det er vejen frem, ved jeg ikke, men der får du en viden forærende. Men om det øger snakken om løn på arbejdspladsen, kan jeg godt stille mig tvivlende overfor”.
Viser de unge vejen frem?
Men måske er der lige så stille er en kulturændring på vej i form af de yngre generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet.
”Vi ser på andre områder, at unge ikke er så blufærdige omkring, hvad de gerne vil tale om. Hvis de yngre kolleger på arbejdspladsen får øjnene op for, at det kan være til deres fordel at tale løn, da de typisk vil være blandt de lavest lønnede på grund af deres alder og anciennitet, så kan det godt være, at vi vil se en mere åben lønkultur blomstre frem i de kommende år”, siger Morten Emmerik Wøldike.