Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Kollega banede vej for et bedre job

Jannie Staub Fosnæs var glad for arbejdet i Danske Bank, da hun blev afskediget. Men takket være en betænksom kollega har hun fået nyt spændende job i transportfirmaet Kaj Madsen Fjelstrup A/S og er blevet endnu gladere.

2. sep. 2021
5 min

Ofte drejer høje skinnende hvide trækkere omkring hjørnet og ind på pladsen. På førerhusene står der Kaj Madsen Fjelstrup A/S og på flere af dem tyk grøn skrift Gaspowered. De udleder 20 procent mindre CO2 end dieseldrevne. En flok chauffører står henslængt på en træterrasse og snakker ivrigt. Mens der hviler en helt anden ro og koncentration indenfor i administrationsbygningen med store computerskærme, hvorfra der holdes styr på de cirka 750 satellit-kontrollerede lastbiler og køletrailere rundt om i Europa. Her er også Jannie Staub Fosnæs, der med et stort smil fortæller, at hun har helt andre udfordringer.

”Jeg skal op til eksamen i Corperate Social Responsibility(CSR) i morgen med udkast til analyse om CO2 udslip, så vi kan lave en CSR rapport. Det er en fremtidssikring af virksomheden, og noget kunderne kigger efter”, siger hun med rolig stemme som om hun aldrig har bestilt andet.
Men i virkeligheden er det kun tre måneder siden hun startede, fordi hendes job som servicerådgiver blev nedlagt i Danske Banks Kolding afdeling.

Danske Bank var mit DNA

For den 26.november 2020 var der ikke så meget at smile af. Her blev hun og en kollega kaldt ind til chefen og fik beskeden at kassefunktionen skulle lukkes ned, og at de ville blive afskediget. Jannie havde været i Danske Bank lige siden elevtiden. 22,5 år var det blevet til.

”Jeg havde det godt i Danske Bank med gode kolleger omkring mig, så jeg var glad for at gå på arbejde, så den pludselig fyring var lidt ligesom at blive kørt over af en damptromle. Jeg havde en stolthed over Danske Bank og at være en del af holdet, og det gjorde ondt inden i, hver gang Danske Bank fik dårlig omtale i offentligheden. Danske Bank var ligesom blevet en del af mit DNA”, siger hun og fortæller at hun efter en god lang snak med sin chef, tillidsrepræsentanten og nogle kolleger den 26. november kørte hjem.

Fysisk havde hun det også dårligt med kvalme og hovedpine.

De følgende dage i banken var hårde, men også fulde af medfølelse og gode snakke med kolleger, hvor hun igen og igen havde svært ved at holde tårerne tilbage. Hun havde seks måneders opsigelse, hvor hun ville blive fritstillet efter tre. En af opgaverne var at ringe ud til kunder, der stadig havde bankbøger og fortælle, at kasserne skulle lukkes ned.

”Det var ikke sjovt, men jeg ville ikke flygte, og det skulle gøres ordentligt. Mange af kunderne havde jeg jo kendt i årevis og var på fornavn med, så det gav en ro i maven at få hjulpet dem. Men jeg begyndt også selv at gruble, for hvad kunne jeg egentlig finde ud af, og en jobansøgning havde jeg ikke skrevet siden den om elevpladsen, da jeg var 19 år”.

Betænksom kollega

Men hun var ikke den eneste, der skulle ringe rundt. Kollega og erhvervsrådgiver i afdelingen Carl Henriksen spurgte om han måtte give hendes nummer, hvis han nu hørte om en jobmulighed, for han skulle ringe rundt til virksomhederne.
Deriblandt direktør Jens Andersen i transportvirksomheden Kaj Madsen Fjelstrup A/S, fordi de hver uge kom ned i afdelingen for at hente Euro. De fik en snak om situationen og pludselig ringede Jannies telefon. Det var den 22.december, hun stod i Føtex og var ved at handle det sidste ind til julen. Det var Jens Andersen der ville høre om hun havde lyst til at komme til en snak i det nye år.

Den 6. januar var Jannie til samtale på en ny stilling, der ikke var slået op, så der var ikke så meget at forberede sig på. Men snakken gik fint, og der var en god kemi, så to dage efter blev hun ringet op. Jobbet var hendes. Hun skulle ud over løn også være HR- og complianceansvarlig og tage sig af arbejdsmiljøet for de 46 medarbejdere her i administrationen:

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det var rigtig spændende på den gode måde”.

Her er min fremtid

Mandag 1.marts havde Jannie første arbejdsdag, hvor hun trådte ind ad døren hos Kaj Madsen Fjelstrup A/S.

”Det var lidt ligesom første skoledag, hvor jeg var den nye pige i klassen. Men jeg blev godt modtaget og her er en god kultur, hvor det er trygt at sidde hernede med pigerne i bogholderiet. Men også udfordrende. Jeg var på mange måder helt blank, så jeg fik god hjælp af Google”, siger hun og griner.

Det har hun imidlertid hurtigt fået indhentet. Jannie startede med at lave et årshjul for HR og arbejdsmiljø, har udarbejdet en personalehåndbog, arbejder med arbejdspladsvurderinger og kommende MUS-samtaler også CSR, fordi virksomheden har som målsætning at blive CO2 neutral i 2030.

”Jeg har også været med til at indføre affaldssortering og Power Break, så vi får bevæget os lidt og kollegerne er friske og utroligt gode til at bakke op. Det hele er så utroligt spændende, at få muligheden for at bygge min egen hverdag op helt fra bunden. Jens lytter til mig, inddrager mig og giver mig lov til så mange ting”.

Hvad så med Danske Bank?

”Jeg havde det godt i Danske Bank, men har det endnu bedre i dag. Der er ingen tvivl om, at jeg har fundet en plads, hvor jeg gerne vil være i fremtiden”.

Derfor ansatte vi Jannie

Kaj Madsen Fjelstrup A/S er en transportvirksomhed i stærk vækst med flere ansatte, større vognpark og med voksende overskud, og direktør og medejer Jens Andersen rystede ikke på hånden, da han ansatte Jannie.

”Hun udstråler tillid og har en baggrund fra Danske Bank, hvor hun er vant til at arbejde med fortrolige oplysninger. Desuden havde vi brug for en, der er fortrolig med kassestyring og ekspedition. Endelig håbede jeg, at hun også havde interesse i compliance og CSR”, siger Jens Andersen og har ikke fortrudt:

”Det er gået over al forventning, supergodt, og vi er stærkt tilfredse. Og selv om vi havde advaret hende om, at jargonen kan være lidt direkte og hård, så er hun faldet så fint ind”.

Seneste nyt