Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Nye kunder og Danmarks bedste udsigt

Efter 44 år i Danske Bank har Karin Preisler taget et usædvanligt karrierespring. Hun er blevet daglig leder med 12 ansatte i iskiosken på en af Danmarks dyreste adresser.

26. aug. 2021
3 min

Øresund ligger doven og blå så langt øjet rækker. Fjernt i horisonten skimtes en sejlbåd uden sejl. Fra himlen bryder solen lunt igennem totter af skyer, mens et par ældre kvinder kommer småsludrende ind fra badebroen efter dagens første dukkert. Stranden med det fine sand er endnu næsten øde. Men i Skodsborg Strandkiosk med panoramavinduer ud mod terrasse og strand gør 63-årige Karin Preisler klar til dagens første kunder. Hun er daglig leder med ansvaret for driften, ansættelser, vagtplaner og personalet på foreløbig 12 personer.

”Det er fedt. Jeg har luft omkring mig og Danmarks bedste udsigt, og kunderne er så afslappede og hyggelige. Indimellem kommer de gamle kunder eller kollegerne fra banken også forbi til en sludrer. Det er dejligt. Og arbejdsmæssigt er det skønt at få sådan en udfordring på sine gamle dage”, siger hun og bryder ud i et grin, da to kunder blander sig og spørger om de kan få noget kaffe, og selvfølgelig kan de det.

Fyret på fridagen

Humøret hos Karin var mildt sagt ikke lige så højt den 26.november sidste år. Det var hendes fridag og hun havde tid hos negledamen, da telefonen ringede. Det var hendes chef nede fra banken i Kongens Lyngby om hun ikke godt ville komme – og så sprang bomben. Han skulle fyre hende. Kasserne skulle lukkes ned, så jobfunktionen som servicerådgiver blev nedlagt.

”Det var et chok. Efter mere end 44 år i banken havde jeg håbet, at jeg kunne få de sidste to år med indtil efterlønnen. Men jeg havde et godt forhold til chefen og vidste godt, at det ikke var hans skyld. Jeg var egentlig også mest ked af det. Især over at jeg ikke fik min pensioniststatus, så jeg kunne have deltaget i arrangementer med de andre gamle kolleger i banken”.

Hun betroede sig blandt andet til hendes veninde Marianne, der står i Bennys pølsevogn ved Gentofte Station. Veninden var rystet - sådan at smide guld på gaden.

Jeg kan ikke sidde stille

28.februar ville Karin have sidste arbejdsdag, og derefter tre måneder, hvor hun var fritstillet på fuld løn. Så noget skulle der ske.

”Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville bruge de sidste to år af mit arbejdsliv på at sidde og skrive ansøgninger eller hive nummer i jobcentret, så for mig ville det være helt fint at sidde ved kassen i Netto. Mine meget gode venner var heller ikke i tvivl. Karin du kan da ikke sidde stille på rumpetten”, siger hun og fortæller, at hun så fik en opringning fra Brian, der har overtaget pølsevognen fra sin far Benny som i øvrigt også har Iskiosken ved Skodsborg så om det ville være noget for hende, og det var det helt sikkert.

”Jeg havde jo i min fritid stået ti år i køkkenet som frivillig i Gentofte-Vangede Idrætsklub, så det kunne ikke være bedre – og vi arbejder nu på at kunne holde åbent hele året”, siger hun og tænker højt om afskedigelsen:

”Jeg ville gerne selv være gået, men bærer ikke nag. Jeg har haft 44 gode år i Danske Bank og et halvt skidt år. Det kan man ikke være vred over, og det her er anderledes sjovt”.

Seneste nyt