Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Præsentation af kandidater til forskellige poster

Se præsentation af kandidater til forskellige poster i Finansforbundet i Danske Bank.

Kandidat til formandsposten

Kirsten Ebbe Brich

Kirsten Ebbe Brich var eneste kandidat til formandsposten ved fristens udløb og modtager derfor genvalg.

Kære delegerede
Fristen for opstilling til formandsposten er overskredet, og jeg ved derfor, at jeg er genvalgt som formand ved fredsvalg. Det er jeg meget taknemlig og glad for. TAK!

Jeg glæder mig til at fortsætte, for jeg har verdens mest alsidige og mest meningsfulde job.
Jeg arbejder nemlig for, at vi på kredskontoret gør en forskel for TR og medlemmer hver eneste dag.

Sammen arbejder vi for at skabe en arbejdsplads, hvor alle kan udvikle sig, trives og føle sig inkluderet - uanset hvem man er, hvor gammel man er, og hvilken livssituation man er i.

Vi kæmper for en arbejdsplads, hvor man udvikles og trives og har overskud til at være det mennesker, man gerne vil være både på arbejdet og derhjemme. En arbejdsplads hvor der er sammenhæng mellem opgaver, kompetencer og ressourcer.

Jeg ser især frem til at arbejde videre mere med:

  • Løngennemsigtighed
  • Plads til det hele liv
  • Synliggørelse af vores fremragende fagforeningstilbud

Og jeg glæder mig til at gøre det sammen med gode og engagerede kolleger i kredsbestyrelsen og i sekretariatet og med jer.

Vi står sammen om at gøre Danske Bank til en endnu bedre arbejdsplads og gøre Finansforbundet til en endnu stærkere fagforening.

Faktaboks

  • Navn: Kirsten Ebbe Brich
  • Stilling: Formand, Finansforbundet i Danske Bank (tidl. Group It)
  • Anciennitet i Danske Bank: 29 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: Formand siden november 2017
  • Bopæl: Slangerup
  • Link til LinkedIn-profil

 

Kandidater til de syv pladser i kredsbestyrelsen

Kirsten Hjelm Lund

Kontorets schweitzerkniv

Da jeg var barn, havde min far en fin, rød schweitzerkniv, som han fiksede ALT med. Splinter i fingeren, sodavandsflasker og genstridige papkasser fik en tur. Plus 100 andre ting også. Den røde schweitzerkniv var altid ved hånden i hans lomme, og han fik altid tingene til at fungere.

Jeg er kredsbestyrelsens schweitzerkniv. Jeg har samlet en dyb erfaring med overenskomst, forhandling, lokalaftaler, og alle de nørdede og politiske ting omkring det.

Derudover kan jeg også bidrage til at klare medlemssager, give personlig sparring, ide-generering, mødefacilitering, holde oplæg og en hel masse andet.

Ligesom min fars lommekniv har jeg funktioner, der kan bruges både på de store linjer og til det med småt, og alt derimellem. 

Vi skal snart håndtere vores opgaver med færre bestyrelsesmedlemmer til at løse dem, og så er det smart, at bestyrelsen har et multi-tool i værktøjskassen, som kan løse mange forskelligartede opgaver.

Hvis du er enig, så vil jeg sætte pris på din opbakning og stemme på generalforsamlingen, så medlemmerne stadig har en schweizerkniv i bestyrelsen i den kommende periode.

Faktaboks

  • Navn: Kirsten Hjelm Lund
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem, Finansforbundet i Danske Bank
  • Anciennitet i Danske Bank: 14 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 17 år, heraf 14 år i Danske Bank
  • Bopæl: Taastrup
  • Link til LinkedIn-profil
Gunver Sommer

FRA HOLDNING TIL HANDLING – SAMMEN

Jeg tror dybt på styrken i fællesskabet – og på at handling skaber forandring. De seneste tre år har jeg arbejdet målrettet på at afdække behov blandt forskellige medlemsgrupper og udvikle konkrete løsninger, der gør en reel forskel i arbejdslivet. Det er vigtigt for mig ikke blot at have holdninger, men at få tingene gjort og sikre, at de lever i praksis.

En af mine vigtigste prioriteter har været at skabe bedre vilkår for dig som tillidsrepræsentant. Jeg har arbejdet for at gøre vigtig information mere tilgængelig og for at skabe tydelige og enkle processer, som letter hverdagen og frigør mere tid, så vi kan være tættere på medlemmerne og bedre understøtte deres behov.

Jeg vil fortsat insistere på, at udviklingen af vores løsninger og initiativer sker sammen med jer tillidsrepræsentanter. I kender medlemmernes hverdag allerbedst. De lokale input og erfaringer er afgørende for vores fælles succes og skal være grundlaget for de beslutninger, vi træffer.

Min drivkraft er stadig den samme: Jeg vil handle og skabe resultater med mennesket i fokus.
Jeg håber derfor på jeres fortsatte tillid, så vi sammen kan omsætte endnu flere ord til handling, der mærkes af både tillidsrepræsentanter og medlemmer.

Faktaboks

  • Navn: Gunver Sommer
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem, Finansforbundet i Danske Bank
  • Anciennitet i Danske Bank: 25 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: TR/OTR i 7 år + kredsbestyrelsesmedlem i 3 år
  • Bopæl: Rødovre
  • Link til LinkedIn-profil
Thomas Nygaard

Stærkere sammen – med rådgiverens blik for mennesker og løsninger!

Kære kollega,

Jeg stiller op til bestyrelsen i Finansforbundet i Danske Bank, fordi jeg brænder for at styrke fællesskabet og støtte dem, der gør en forskel for kollegerne. Som rådgiver lytter jeg, forstår behov og finder løsninger – og den tilgang vil jeg tage med i bestyrelsesarbejdet.

Mine mærkesager:

✅ Flere medlemmer – stærkere fællesskab!
Jo flere vi er, desto stærkere bliver vores stemme. Et større medlemstal giver os bedre forhandlingskraft og flere muligheder for at forbedre vores vilkår.

Jeg vil arbejde for, at flere ser værdien af medlemskab gennem synlige resultater og konkrete fordele som rådgivning, faglig udvikling og et stærkt netværk.

✅ Bedre støtte til de tillidsvalgte!
Vores tillidsvalgte er afgørende for et godt arbejdsmiljø. De skal have de rette værktøjer, ressourcer og opbakning, så de kan gøre en endnu større forskel. Jeg vil sikre, at de får en stærkere stemme og bedre rammer for at lykkes.

Jeg tror på handling frem for snak. Hvis du vil have en bestyrelsesrepræsentant, der arbejder for fællesskabet og de tillidsvalgte, håber jeg på din stemme!

Sammen kan vi gøre en forskel!

 

Faktaboks

  • Navn: Thomas Nygaard
  • Stilling: Investeringsspecialist
  • Anciennitet i Danske Bank: 20 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 4 år
  • Bopæl: Osted
  • Link til LinkedIn-profil
Lars Aabling-Thomsen

Banken, vores fælles arbejdsplads er i konstant bevægelse. Kredsbestyrelsen er blevet reduceret med 2. Det er forandringer vi kommer til at mærke og bliver nødt til at forholde os til.

Vi vil rigtig gerne mange tiltag til gavn for jer tillidsrepræsentanter og vores medlemmer, men måske bliver vi nødt til at prioritere valget af opgaver lidt hårdere end vi er vant til. Nogle af vores opgaver løser vi i samarbejde med koncernen og nogle af dem jeg mener vi skal prioritere at bruge tid på er:

  • Indførelse af nye jobfamilier og et nyt lønsystem
  • Områder med mistrivsel
  • Øget arbejdspres

Jeg har fået henvendelser fra virkelig mange af vores medlemmer om hvordan de skal navigere i de nuværende profiler og lønsystem så jeg forudser, at det ikke bliver mindre i fremtiden.

Områder med mistrivsel, som kan skyldes øget arbejdspres, er noget vi skal have stor fokus på. Dette er noget folk bliver syge af og det må og skal blive bedre.

Jeg vil forsat indgå i alle de alliancer og partnerskaber, der skaber merværdi for ikke mindst jer og vores medlemmer.

Jeg er meget klar til 3 år mere i samarbejde med jer, koncernen og resten af kredsbestyrelsen.

Kærlig hilsen

Lars

Faktaboks

  • Navn: Lars Aabling-Thomsen
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet i Danske Bank (tidligere ansat i Group IT)
  • Anciennitet i Danske Bank: 27 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 16 år, de seneste otte år i KB
  • Bopæl: Frederiksberg
  • Link til LinkedIn-profil

 

Peter Gaardsdal Sørensen

Stem på mod, kreativitet og erfaring – for et stærkere arbejdsliv

Gode arbejdsvilkår kommer ikke af sig selv – de skal skabes, udfordres og forbedres! Som engageret og erfaren har jeg altid taget dialogen, påvirket beslutninger og kæmpet for bedre vilkår.

I sidste periode har jeg bl.a. arbejdet med kompetenceudvikling, planlægning og gennemførsel af medlemsmøder, Finanskompetencepulje, certificeringer og tid til udvikling. Via koncernsamarbejdsudvalget har jeg arbejdet for at forandringerne i koncernen sker med respekt for medarbejderne.

Tillidsrepræsentanter er hjertet i den lokale indsats og nøglen til stærke centrale løsninger. Jeres input driver fremskridt, og jeg vil fortsat være en engageret stemme for jeres behov.

Selvom vi har solide arbejdsvilkår, er der stadig områder, hvor vi kan styrke rammerne for alle. Jeg vil kæmpe for:
•    At sikre alle medarbejdere lige adgang til relevante Gen AI værktøjer 
•    At løn og balance i arbejdslivet bliver en styrket dialog alle kan tage med ledelsen
•    At medarbejderne får plads og støtte til kompetenceudvikling
•    At trivsel sikres gennem fleksibilitet og gode arbejdslivsbetingelser

Min erfaring, energi og mit engagement er din garanti for en vedholdende indsats. Sammen kan vi skabe en endnu stærkere fremtid for medarbejderne!

Stem på mod, kreativitet og erfaring – og lad os forme fremtiden sammen.

 

Faktaboks

  • Navn: Peter Gaardsdal Sørensen
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem, Finansforbundet i Danske Bank
  • Anciennitet i Danske Bank: 37 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 24 år
  • Bopæl: Aarhus
  • Link til LinkedIn-profil
Benedicte Holmbo Kjølby

”Indflydelse er ikke noget man får, det er noget man tager”

Sådan sagde jeg til et TR-seminar i Munkebjerg i en politisk debat om netop indflydelse. Og jeg vil gerne tage den indflydelse for at gøre en forskel for andre.
 
Jeg brænder for, at vi skal have det godt med at gå på arbejde. Jeg tror på, at psykologisk tryghed, udvikling og ordentlig ledelse er nøglen til et stærkt arbejdsliv.
 
Med min erfaring som både leder, medarbejder og tillidsrepræsentant, har jeg set, hvor stor forskel god ledelse kan gøre for både trivsel og samarbejde. Derfor skal vi ikke bare stille krav til ledelsen – vi skal også støtte dem i at lykkes. For når ledelse lykkes, trives medarbejderne.
 
Jeg tror på dialog frem for konflikter – men jeg er heller ikke bange for at tage svære snakke. Vi skal stå fast, når det gælder – og arbejde sammen, når vi kan.
 
Hvis jeg får din tillid, får du et kredsbestyrelsesmedlem, der lytter og er engageret. Jeg siger tingene som de er – med respekt og hjertet på det rette sted. Jeg tror på, at vi kun rykker noget for alvor, når vi gør det sammen.

Faktaboks

  • Navn: Benedicte Holmbo Kjølby
  • Stilling: Chief Governance Officer
  • Anciennitet i Danske Bank: Knap 15 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 5 år
  • Bopæl: Herlev
  • Link til LinkedIn-profil
Dorte Bielefeldt

Respekt, samarbejde og hjælp skaber værdi.

Sammen skal vi skabe det bedste team for vores arbejdsplads. 

I tillidsrepræsentanter har en central rolle i at lytte til medlemmernes behov, derfor er vores samarbejde afgørende for vores fælles udvikling.

Jeg vil altid være der for JER, som sparringspartner eller når løsninger skal findes. Om det er store eller små udfordringer, jeg vil lytte, lære og bakke jer op, så vi sikrer, alle bliver hørt og respekteret.

Mine mål er:

  • Sikre trivsel for alle med gode arbejdsvilkår.
  • Fremme bedre forståelse for samarbejde på alle niveauer.
  • Opbygge tættere kontakt til medlemmerne og jer tillidsrepræsentanter, så ingen bliver glemt.
  • Øge medlemsværdien i vores arbejde.
  • Give alle mulighed for kompetenceudvikling.

Vi skal ikke frygte nye teknologier, vi skal omfavne dem, så de kan aflaste, og vi kan udvikle os. Ingen skal blive overflødige, grundet manglende tid til teknologisk forståelse. Udvikling skaber værdi, og alle medlemmer skal have lige vilkår, samt adgang til støtte og hjælp gennem os.

Min erfaring med at opkvalificere jer gennem uddannelse, betyder vi styrker vores evner til at hjælpe hinanden. Forholdet til ledelsen er naturligvis vigtigt.

Gennem åben dialog og samarbejde kan vi sikre, alle bliver værdsat for det arbejde de udfører.

Faktaboks

  • Navn: Dorte Bielefeldt
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem, Finansforbundet i Danske Bank
  • Anciennitet i Danske Bank: 38 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 26 år
  • Bopæl: Ishøj
  • Link til LinkedIn-profil
Mads Seremet

Sammen kan vi skabe en arbejdsplads baseret på ordentlighed

 For mig er ordentlighed den vigtigste værdi. Det indebærer gensidig respekt både i vores relationer og i de sager, vi behandler. Dette mål stræber jeg efter i forhold til os som ansatte og i særdeleshed fra vores arbejdsgiver.

Jeg ønsker at være med til at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed og uenighed, og hvor vi kan være os selv uanset vores baggrund.

Min erfaring har lært mig, at ordentlighed ikke kun er nøglen til en harmonisk arbejdsplads, men også fundamentet for at håndtere udfordringer med integritet og respekt. Det er denne værdi, jeg vil bringe med mig i rollen som kredsbestyrelsesmedlem.

Vi lever i en tid præget af forandring og usikkerhed, og fremtiden ser ud til at byde på mere af det samme. For mig er dette et velkendt tema gennem mine 4,5 år i Debt Management, hvor jeg har arbejdet omkring den omfattende inkasso-sag.

I denne periode har tryghed og trivsel været under pres, men jeg har fundet min plads i at hjælpe mennesker med at finde ro og vejledning i det ukendte.

Sammen kan vi navigere gennem forandringer med styrke og en fælles stemme.

Faktaboks

  • Navn: Mads Emil Jyde Schiermacher Seremet
  • Stilling: Process Partner, Processes & Projects Nordic, Debt Management
  • Anciennitet i Danske Bank: Ansat i Danske Bank siden 2020, i banksektoren siden 2015
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 3 år
  • Bopæl: Næstved
Pia Staal Christensen

Jeg stiller op for at gøre en forskel – med handling, empati og sund fornuft

Når hverdagen er kompleks, og situationen bliver svær, gør det en forskel at have én ved sin side, der lytter, forstår og hjælper med at finde en vej videre.

Jeg kommer direkte fra en hverdag, hvor arbejdspres og forandringer er en del af virkeligheden. Med erfaring og indsigt i, hvad der sker i organisationen, bringer jeg relevans og forståelse ind i det faglige arbejde. Trivsel skal vi ikke bare tale om – det skal kunne mærkes.

I forhandlinger arbejder jeg med fasthed, indsigt og situationsfornemmelse. Det handler om at finde løsninger, der skaber balance og giver mening – både for den enkelte og for fællesskabet. At have mange bolde i luften og samtidig bevare roen og overblikket er en naturlig del af opgaven.

Jeg lytter, rådgiver og siger tingene, som de er – med respekt, ærlighed og empati.

Min energi er høj, mit engagement ægte og jeg går til opgaven med hjerte og vilje. Du får en tydelig stemme altid klar til at kæmpe for medlemmernes vilkår og trivsel.

Nok om mig – hvad kan jeg gøre for dig?

Faktaboks

  • Navn: Pia Staal Christensen 
  • Stilling: Senior Erhvervsrådgiver/Customer Relationship Manager, Erhverv Odense 
  • Anciennitet i Danske Bank: 38 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 12 år
  • Bopæl: Nyborg
Frank Fredslund Nielsen

Jeg stiller op til en ny periode i kredsbestyrelsen med tre nøgleord: Udvikling, Energi og Hjælpsomhed

Udviklingen går stærkt – og vi skal være en aktiv del af den. Det handler om at omfavne forandringerne, men også om at sikre, at de sker ordentligt og med blik for medlemmernes hverdag.

Vi skal udvikle både os selv og vores TR-organisation, så vi fortsat er relevante og stærke medspillere i forretningen.

Det kræver energi – og den har jeg! Jeg glæder mig hver dag til samarbejdet med jer. Det giver mening, når vi sammen skaber bedre trivsel, stærkere fællesskaber og det gode arbejdsliv.

Jeg tror på, at vedholdenhed og struktur er nødvendige for at flytte noget – og det tager jeg med mig i alt, hvad jeg gør.

At hjælpe TR og kolleger er min drivkraft. Det giver mig både energi og idéer – og de bedste idéer kommer ofte fra jer. Når vi udvikler løsninger sammen, rammer de bedre i virkeligheden til gavn for vores medlemmer.

Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet – med nysgerrighed, gåpåmod og stor respekt for det arbejde, I hver især lægger for dagen.

Sammen gør vi en forskel.

Faktaboks

  • Navn: Frank Fredslund Nielsen
  • Stilling: Kredsbestyrelsesmedlem, Finansforbundet i Danske Bank
  • Anciennitet i Danske Bank: 31 år
  • Anciennitet som tillidsvalgt: 9 år + 6 år i kredsbestyrelsen
  • Bopæl: Holbæk
  • Link til LinkedIn-profil

Kandidater til tre suppleantposter til kredsbestyrelsen (KB)

  • Mads Seremet (hvis ikke valgt til KB)
  • Thomas Nygaard (hvis ikke valgt til KB)
  • Benedicte Holmbo Kjølby (hvis ikke valgt til KB)
  • Peter Keld Christensen
  • Nicolai Alexander Möller
  • Annette Sørevik

 

Kandidater til to poster som interne revisorer

  • John Fredslund
  • Tommy Rosenlind

 

Kandidater til to poster som interne revisorsuppleanter

  • Yvonne Lykke Dommer
  • Morten Kokholm Hansen