Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Det regnede ikke, da Noah byggede arken …

Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet i Nordea, reflekterer over, hvordan vi var klar til det uforudsete - corona. At Nordea er på ret kurs. Og at der er brug for alle mand!

18. aug. 2020
3 min

Det er nok de færreste af os, der har en direkte forbindelse til de højere magter, og som får instrukser sendt fra himlen. Men der er alligevel noget over citatet, som fanger mig. ”Det regnede ikke, da Noah byggede arken”.

Da Noah gik i gang med arbejdet, var der ikke noget synligt tegn på, at der ville komme en syndflod. Han troede på projektet og på ”manden” bag. Og han udførte arbejdet i tide, så han var klar den dag, det begyndte at regne.

Nordea-arken kan flyde

Når vi ser tilbage på de sidste 5 måneder, kan vi konstatere, at noget, som vi ikke havde forudset – nemlig corona – ramte os. Vi blev opfordret til at blive indendørs og afvente, at pandemiens første bølge havde lagt sig. Og selv om tiden, og måske pladsen, var trang, opdagede vi en positiv ting: vores ark – Nordea – kunne flyde.

Med ganske få mand på broen, og resten arbejdende på højtryk hjemmefra, er det lykkedes os at kaste redningskranse, svømmebælter eller andet overlevelsesudstyr ud til kunderne. Vi har kunnet navigere, ændre kurs og samtidig holde humøret højt. Vi har oplevet en klar kommunikation fra ”broen”; arbejdet gav mening og ansvarsfølelsen var høj.

Tilliden er vokset

Retrospektivt kan vi konkludere, at vi var klar til regnen. Vi har brugt de seneste år på at forberede Nordea på forandringer. Både dem, vi selv er herre over, og dem, som dukker uventet op. Vi har prøvet forskellige modeller af Nordea-skibet. Bygget noget op – og forkastet meget igen (læs: utallige organisationsændringer). Bestemt ikke alle projekter har givet mening, og mange har været dyrt købte. Men når farvandet er ukendt, så ved vi ikke nøjagtigt, hvad der virker. I hvert fald ikke på forhånd.

Vi er også undervejs blevet bedre til at erkende fejl, rette dem og komme godt videre. Det giver større troværdighed, når fejlene erkendes. Tilliden til hinanden og fra kunderne vokser, når vi åbent siger, at vi ikke har alle svarene på forhånd. Men at vi gerne vil lytte.

”Nordea er på ret kurs, og et ultimativt investorkrav om at hæve målsætningerne yderligere kan meget vel betyde, at vi skal gå på kompromis med sikkerheden, lasten eller søkortet”
- Dorrit Brandt, formand, Finansforbundet i Nordea

Langtidsvirkninger kendes endnu ikke

Faktisk oplever vi lige nu en ledelse, som mere end nogensinde vil lytte til medarbejderne. Sammen skal vi konkludere på erfaringer om ”syndfloden”. Vi skal videreføre de gode initiativer, og vi skal forbedre det, som ikke fungerede helt så godt. Vi er stadig lidt euforiske over at have navigeret sikkert igennem den første bølge, men vi må ikke glemme, at der kan komme mere. Langtidsvirkningerne af manglende socialt samvær, ensomhed og distanceledelse er endnu ikke kendt.

Mand over bord

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at ”arkens” mandskab ikke har været det samme på hele turen. I bestræbelserne på at gøre sejlturen så billig som mulig, kan vi konstatere ”mand over bord”. Mange mand (og kvinder) over bord! Det forlyder, at Nordea ikke opererer med fyringsrunder, men med kultur og livsstilsændringer!

Vi er stolte skibsbyggere og har et knowhow, som har gjort os i stand til at omstille os, tage nye arbejdsmetoder i brug og levere både service og forretningsresultater. Nordea stiler mod et meget ambitiøst mål i 2022; et mål, som jeg håber kan nås ved forretningsudvidelse og ikke ved at efterlade dele af besætningen på øde øer.

Brug for alle mand

Jeg advarer kraftigt imod, at vi lader os intimidere af Nordeas storinvestor Cevians direktør Christer Gardell, som i meget klare vendinger til FinansWatch kræver, at Nordeas mål for 2022 skal overgås.

Nordea er på ret kurs, og et ultimativt investorkrav om at hæve målsætningerne yderligere kan meget vel betyde, at vi skal gå på kompromis med sikkerheden, lasten eller søkortet.

”Det regnede ikke, da Noah byggede arken”. Meteorologerne forventer, at bølge 2 rammer til efteråret. Altså mere regn. Der bliver brug for alle mand på dæk, når vi skal gøre klar til næste sejlads.

Det er ikke nu, at kultur- og livsstilsbælterne skal strammes!

 

Dorrit Brandt,
formand, Finansforbundet i Nordea

Seneste nyt