Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Mød kandidaterne: Bestyrelsen

Mette Balck Mejlby, Stine Koldt Meno, Kasper Skovgaard Pedersen og Mona Svan genopstiller alle fire til bestyrelsen

10. mar. 2021
8 min

De kommende dage præsenterer vi alle kandidaterne til hhv. formandsposten, bestyrelsesposterne og suppleantposterne. Du kan finde en liste over dem, der kandiderer til de forskellige poster her.

Find mere information om Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 20. marts her. Det er ikke længere muligt at tilmelde sig generalforsamlingen med stemmeret.

De fire bestyrelsesmedlemmer, der er på valg, genopstiller alle, og der er ikke nye kandidater. Læs deres præsentationer her.:

  • Mette Balck Mejlby
  • Stine Koldt Meno
  • Kasper Skovgaard Pedersen
  • Mona Svan

Om et par dage supplerer vi med præsentationer af dem, der stiller op som suppleanter.

Mette Balck Mejlby

Genopstiller til bestyrelsen

”Jeg kan – jeg tør – jeg gør
- i mine roller som næstformand for Finansforbundet i Nordea og formand for Nordea Union Board”

Vigtigste mærkesager

  • Jeg er drevet af at styrke FiN-fællesskabet, så vi fremover står endnu stærkere. Jeg har den overbevisning, at ingen kan alt, alle kan noget, og sammen kan vi det hele, hvis vi vil
  • At tilliden mellem ledelse og medarbejdere øges i Nordea
  • At fleksibiliteten højnes, og at man som medarbejder kan se mening med sit arbejde

Nuværende job

I mine første 2 år både som næstformand for Finansforbundet i Nordea (FiN) og formand for Union in Nordea har jeg været optaget af og fokuseret på skabe stærke relationer til:

  • Nordeas ledelse, til fællestillids- og tillidsrepræsentanterne. Året inden corona var jeg rundt i organisationen og møde flere tusinde kolleger. Jeg står for nysgerrighed og ægte interesse i den virkelighed, du som medlem oplever. Jeg ser det som min fornemste opgave at sikre, at ledelsen er bekendt med medarbejderperspektiverne. Der er nogen gange langt fra top til bund og vice versa – og dér har vi en ultra-vigtig rolle i at være brobyggere.
  • Mine nordiske/polske fagforeningskolleger (Nordea Union Board) hvor jeg står i spidsen. Vi har i fællesskab drøftet og forhandlet samlede temaer overfor Nordea. Et par eksempler: Større jobmobilitet, bedre trivsel og ikke mindst mere fleksibilitet. Jeg repræsenterer fx fagforeningerne i Nordeas projekt ”New ways of working”, hvor vi stiller skarpt på mulighederne for fleksibilitet på den anden side af corona.

Hvorfor stiller du op?

JEG KAN – Med min solide ballast og erfaring bygger jeg bro mellem ledelse og medarbejdere.

JEG TØR – Jeg har skabt respektfulde relationer og er ikke er bange for at sige til og fra. ”Svesken på disken” - mig kan man stole på.

JEG GØR - Jeg kan faktisk slet ikke lade være. Det er min passion altid at arbejde for at gøre dagen i morgen lidt bedre end i dag😊

Stine Koldt Meno

Genopstiller til bestyrelsen

”Jeg tror på dialogen, som vejen til en bedre bank og en bedre hverdag for os alle”

Vigtigste mærkesager

  • Arbejdsglæde og motivation står øverst på min dagsorden - altid.
  • At udfordre lederne på både deres beslutninger, deres beslutningsgrundlag og på deres kommunikation. Det sikrer bedre beslutninger til gavn for vores medlemmer og en bedre forståelse for baggrunden for de enkelte beslutninger.
  • At give sparring til medlemmer, til vores tillidsrepræsentanter, til People og til lederne på alle niveauer.

Nuværende job

Kontaktperson for alle hovedkontorsfunktionerne. Det betyder, at jeg står til rådighed både for medlemmerne og for de tillidsvalgte, men sparring med ledelsen og People-konsulenterne i samme områder er også en del af opgaven.

Medlem af tre af vores seks Consultative Committees (tværnordiske samarbejdsudvalg). Medlem af Nordea Union Board på 8. år, stedfortræder for Group Council, medlem af ’Diversity & Inclusion’-arbejdsgruppen både i Nordea og i det centrale Finansforbund, medlem af Spokesperson Network, udvikling af det nordiske samarbejde og koordinator for den nordiske kommunikationsgruppe.

I Finansforbundet deltager jeg i arbejdet i ’Innovation og Beskæftigelse’ samt i ’Sektorudvikling og nye Forretningsområder’.

Hvordan vil du gøre en forskel?

Jeg genopstiller, fordi jeg ikke kan lade være. Mit hoved bobler med ideer til forbedringer. Der er så mange steder, hvor vi kan hjælpe banken til at finde bedre løsninger og veje frem til målet, og så mange strategier, som har brug for godt og konstruktivt input til at få en mere holistisk løsning og implementering.

Dialogen som vejen til en bedre bank og en bedre hverdag for os alle. Vi bruger en meget stor del af vores voksne liv på at arbejde, derfor skal det være både tilfredsstillende, meningsfyldt og udviklende. Jeg har opbygget et meget stort netværk i banken, og jeg sætter en ære i at være tilgængelig for alle parter – det er til fordel for vores medlemmer af Finansforbundet i Nordea, at vi er med og har fingeren på pulsen.

Jeg er nysgerrig og løsningsorienteret. Jeg giver aldrig op, og jeg mister aldrig modet eller troen på, at jeg kan hjælpe med at gøre Nordea til en bedre bank og en endnu bedre arbejdsplads. Jeg tror på ordentligheden, men også på at vi altid kan gøre det lidt bedre - specielt gennem svære tider og ved svære beslutninger. Jeg er stadig fyldt med optimisme, entusiasme og energi. Som ’senior’ i bestyrelsen trækker jeg på mine erfaringer både i mit daglige arbejde og som mentor for nye bestyrelsesmedlemmer. Det er vigtigt for mig, at vi alle lykkes med vores fælles arbejde for medlemmerne.

Kasper Skovgaard Pedersen

Genopstiller til bestyrelsen

”Indflydelse igennem samarbejde”

Vigtigste mærkesager

  • Involvering og nysgerrighed – brug medarbejdernes viden og skab rum for nysgerrige dialoger
  • Åbenhed – skab åbne beslutningsprocesser

Trivsel på arbejdet – det skal være sjovt at gå på arbejde

Nuværende job

Jeg har været bestyrelsesmedlem i otte år. Til daglig bruger jeg en del tid med de tværnordiske samarbejdsudvalg, hvor jeg sikrer, at medlemmerne bliver hørt, ved at viderebringe deres synspunkter til ledelsen. Derudover er jeg kontaktperson for de tillidsvalgte i bankens hovedkontorer, medlem af lønrådet, kredskasserer og medlem af Nordea Forum.

Sideløbende er jeg i spidsen for Finansforbundets kreative tænketank ’Hackatoriet’, der er tænkt som Finansforbundets eksperimenterende enhed, hvori vi kan udvikle og udfordre vores tankesæt, vaner og strukturer.

Hvordan vil du gøre en forskel?

Mit udgangspunkt er, at medarbejderne har den vigtigste rolle i enhver virksomhed. Jeg er med til at skabe dialog mellem medarbejdere i banken, bekæmpe silodannelser og skabe mulighed for at påvirke beslutningsprocesser. Det gør en forskel, når jeg involverer mig, og sammen kan vi påvirke de beslutninger, som har indvirkning på vores arbejdsliv.

Vi som fagforening har grundlæggende en fælles interesse med bankens ledelse i at skabe en arbejdsplads, hvor gode resultater og trivsel er hinandens forudsætninger. Derfor genopstiller jeg til bestyrelsen i Finansforbundet i Nordea.

Mona Svan

Genopstiller til bestyrelsen

"Nordea skal være en arbejdsplads, hvor vi husker og vægter de fælles værdier, så afkast til ejerne ikke er det eneste, der tæller"

Vigtigste mærkesager

  • Stærk, tydelig og nærværende kommunikation. Hverken medlemmer, ledelse eller andre interessenter må være i tvivl om FiN’s engagement
  • En bæredygtig arbejdsplads, hvor vi husker og vægter vores fælles værdier lige så højt som jagten på de kontante
  • Udviklingsmuligheder til alle, som kan og vil – så vi er klar til morgendagens udfordringer

Nuværende job

Jeg er medlem af såvel det danske samarbejdsudvalg (SU) som det nordiske CC (Consultative Committee) for PeB/Business Banking. Begge steder med henblik på at spørge, lytte samt sige til og fra overfor ledelsens repræsentanter. Mit mål med arbejdet er, at Nordea er en arbejdsplads, hvor vi husker og vægter de fælles værdier, så afkast til ejerne ikke er det eneste, der tæller.

Som politisk ansvarlig for FiN’s kommunikation sikrer jeg sammen med vores dygtige kommunikationsrådgiver, at vi har en tydelig retning i dét, vi kommunikerer – og at indholdet er klart og forståeligt.

På kompetenceområdet følger jeg udviklingen tæt og sikrer fokus på emnet i vores arbejde. Derfor er jeg også medlem af det kompetenceudvalg, som blev nedsat af Nordea og FiN i forbindelse med virksomhedsoverenskomstresultatet i 2020.

I Finansforbundet deltager jeg i arbejdet med ’Udvikling og Læring’ for både medarbejdere, ledere og tillidsvalgte.

Hertil kommer naturligvis en række ad hoc-opgaver, hvor mine kompetencer kommer i spil. I 2020 stod jeg fx i spidsen for den store corona-undersøgelse, som vi gennemførte efter første nedlukning.

Hvordan vil du gøre en forskel?

Medlemmernes stemme skal høres – og det falder mig naturligt at tage ordet og bruge mit og FiN’s netværk til at fremme vores fælles interesser. Personligt kommunikerer jeg klart, ærligt og engageret – og som ansvarlig for kredsens kommunikation vil jeg sikre, at vi også som fællesskab fortsat ytrer os ofte og tydeligt alle de steder, hvor det giver mening.

Kompetenceudvikling skal kontinuerligt være i fokus, og jeg vil arbejde benhårdt for, at ingen medlemmer efterlades på perronen, når fremtidstoget kører.

Ikke mindst – så vil jeg samarbejde med mine bestyrelseskolleger, de tillidsvalgte og ledelsen, så vi sammen kan skabe en endnu bedre bank og arbejdsplads, som vi kan være stolte af. Det forgangne år har vist os, at vi kan komme langt ved fælles hjælp – så hvad kan det ikke blive til, når det hele løsnes lidt mere op? Jeg er i hvert fald klar!

Seneste nyt