Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Mød kandidaterne: Bestyrelsen

Læs præsentationen for de fem bestyrelseskandidater: Kasper Skovgaard Pedersen, Mette Balck Mejlby, Mona Svan, Natascha Bødker Feodor Nielsen og Pierre Christensen

14. mar. 2023
11 min

​Herunder kan du se kandidaterne til bestyrelsen præsentere sig selv. Der er i år kampvalg til bestyrelsen, hvor fem stiller op til de fire pladser. De fire bestyrelsesmedlemmer, der er på valg, genopstiller, og derudover opstiller den nuværende førstesuppleant til bestyrelsen.

Find mere information om Finansforbundet i Nordeas (FiN) generalforsamling 24. marts på finansforbundet.dk/gf2023. Det er ikke længere muligt at tilmelde sig generalforsamlingen med stemmeret.

Her kan du læse præsentationen af formandskandidaten Dorrit Brandt, der genopstiller. Om et par dage publicerer vi præsentationerne af kandidaterne til suppleantposterne. I denne artikel er der et overblik over alle opstillede.

Præsentation af bestyrelseskandidaterne

Herunder kan du læse præsentationerne for de fem kandidater, der opstiller til bestyrelsen (sorteret alfabetisk efter deres fornavn):

  • Kasper Skovgaard Pedersen
  • Mette Balck Mejlby
  • Mona Svan
  • Natascha Bødker Feodor Nielsen
  • Pierre Christensen

 
Kasper Skovgaard Pedersen

Genopstiller til bestyrelsen

 
”Indflydelse igennem samarbejde – udvikling gennem nysgerrighed”

Tre vigtigste mærkesager

  • Bedre samarbejde gennem modige dialoger
  • Åbenhed – skab åbne beslutningsprocesser
  • Trivsel på arbejdet – det skal være sjovt at gå på arbejde

Nuværende job

Jeg har været bestyrelsesmedlem i  ti år. Til daglig bruger jeg en del tid med Nordeas tværnordiske samarbejdsudvalg (CC Group Business Support og CC Technology),  hvor jeg sikrer, at medlemmerne bliver hørt, ved både at viderebringe deres synspunkter til ledelsen, og også ved at skabe nye dialogfora. Jeg er valgt til Nordea Union Board, medlem af Nordea Forum og ikke mindst ”kassemester” som kredskasserer i Finansforbundet i Nordea. 

Sideløbende er jeg i spidsen for Finansforbundets kreative tænketank ’Hackatoriet’, der er tænkt som Finansforbundets eksperimenterende enhed, hvori vi kan udvikle og udfordre tankesæt, vaner og strukturer iblandt medlemmer, fagforeninger, tillidsrepræsentanter og mange flere interessenter.

Hvorfor stiller du op?

Vi som fagforening har grundlæggende en fælles interesse med bankens ledelse i at skabe en arbejdsplads, hvor gode resultater og trivsel er hinandens forudsætninger. Samtidig er der mange nye spændende tendenser på vores arbejdsmarked, hvor vi skal gentænke måden, vi som medarbejdere stiller vores arbejdskraft til rådighed. De ideer vil jeg gerne være med til at stimulere og formulere.

Derfor genopstiller jeg til bestyrelsen i Finansforbundet i Nordea.

Hvorfor skal medarbejderne stemme på dig?

Mit udgangspunkt er, at medarbejderne har den vigtigste rolle i enhver virksomhed. Jeg har modet, og jeg åbner døre, som er med til at skabe dialog mellem medarbejdere i banken, forebygge silodannelser og skabe mulighed for medarbejdere på alle niveauer til at påvirke beslutningsprocesser. Jeg arbejder for, at det gør en positiv forskel, når flere involverer sig. Jeg tror på, at sammen kan vi påvirke de beslutninger, som har indvirkning på vores arbejdsliv. 

 

Mette Balck Mejlby

Genopstiller til bestyrelsen - nuværende næstformand

”Jeg kan – jeg tør – jeg gør 
- i mine roller som næstformand for Finansforbundet i Nordea og formand for Nordea Union Board”

Tre vigtigste mærkesager

  • Jeg er brobygger og er drevet af at styrke FiN-fællesskabet, så vi altid står stærkt. Jeg har den overbevisning, at ingen kan alt, alle kan noget, og sammen kan vi det hele, hvis vi vil.
  • Mere involvering af medarbejdere – guldet findes her.
  • Det er afgørende, at tilliden mellem ledelse og medarbejdere øges i Nordea, og at man kan se mening med sit arbejde.

Nuværende job

I mine 4 år som næstformand for Finansforbundet i Nordea (FiN)  og formand for Union in Nordea har jeg været fokuseret på at skabe stærke relationer til:

  • Nordeas ledelse og til fællestillids- og tillidsrepræsentanterne. Til medlemmer på synlighedsevents og en lang række webinarer. Jeg er altid klar til kaffemøder eller en frokost, som jeg inviteres eller selv inviterer til.
  • Mine nordiske/polske fagforeningskolleger (Nordea Union Board), hvor jeg står i spidsen. Vi har i fællesskab drøftet og forhandlet en lang række temaer overfor Nordea – her et par eksempler:
    • Bedre onboarding-proces – og forslag til hvordan man tiltrækker og fastholder medarbejdere
    • Vi har gentagne gange udfordret Nordeas travel guidelines/rejseregler – og fortalt om vores bekymring om, hvad de på både kort og lang sigt kan føre til
    • Fleksible muligheder i Nordea – one size doesn’t fit all. Fleksibilitet er blevet et stort konkurrenceparameter

Hvorfor stiller du op?

Jeg står for nysgerrighed og ægte interesse i den virkelighed, du som medlem oplever. Jeg ser det som min fornemste opgave at sikre, at ledelsen erkender og forstår medarbejderperspektiverne. Der er nogle gange langt fra top til bund og vice versa – og dér har vi en ultra-vigtig rolle i at være brobyggere.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

JEG KAN – Med min solide ballast og erfaring bygger jeg bro mellem ledelse og medarbejdere. 

JEG TØR – Jeg har skabt respektfulde relationer og er ikke er bange for at sige til og fra.  ”Svesken på disken”  - mig kan man stole på.

JEG GØR - Jeg kan faktisk slet ikke lade være. Det er min passion altid at arbejde for at gøre dagen i morgen lidt bedre end i dag😊 

 

Mona Svan

Genopstiller til bestyrelsen

”Alle skal turde tale om det, de drømmer om”

Tre vigtigste mærkesager

  • Sæt modet i spil. Nordeas værdier er skabt af medarbejderne, men de lever en skjult tilværelse. Især synes jeg, at MOD er vigtigt – alle skal turde tale om det, de drømmer om.
  • Tydelig og nærværende kommunikation. Ingen må være i tvivl om FiN’s engagement i det, der er vigtigt for medlemmerne.
  • Plads til at være den, du er. Du skal kunne være stolt af dig selv – og du skal have de bedste muligheder for udvikling i Nordea.

Nuværende job

Jeg har det daglige ansvar for, at FiN kommunikerer det rigtige – til de rigtige – til tiden og på de kanaler, hvor vi kan møde medlemmerne internt og eksternt.

Kompetence er vigtigt. Jeg arbejder intenst med at gøre PLD’en mere nærværende for den enkelte – og at alle kender til og taler om de mange udviklingsmuligheder, vi har i Nordea. Heldigvis et tema, vi mærker opbakning til fra den danske ledelse. 

Mit arbejde i samarbejdsudvalget har det seneste år koncentreret sig meget om netop kompetencer – men jeg har også stået bag en række oplæg om senkarriere.

Jeg er FiN’s medlem i Nordeas danske D&I Council – hvor vi sætter fokus på arbejdet med diversitet og inklusion i Danmark. 

Som ’spokesperson’ i CC (tværnordisk samarbejdsudvalg) i Large Corporations & Institutions er jeg medlemmernes talerør i forbindelse med udvikling, ændringer og konsekvenser heraf.

I Finansforbundet har jeg i 2022 særligt haft fokus på tillidsrepræsentanters og lederes ønsker til og muligheder for udvikling.

Hertil kommer adskillige ad-hoc-opgaver, hvor min arbejdskapacitet og brede erfaring sættes i spil.

Hvorfor stiller du op?

Aristoteles har sagt, at når det, du kan og gør, krydser noget, folk har brug for – så bliver det meningsfuldt. For mig er arbejdet i kredsbestyrelsen det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig. 

En bestyrelsesuddannelse på CBS er seneste punkt på CV’et – det gav mig nye kompetencer, som bygger ovenpå netværk, høj arbejdskapacitet og den store erfaring, jeg allerede har. Så jeg er mere end klar til to år mere i medlemmernes tjeneste.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Med mig har du fortsat en sand værdikæmper i bestyrelsen – som kan åbne døre, stille de nysgerrige spørgsmål og tage ordet i alle dele af banken og Finansforbundet, også når det bliver følsomt.

Bestyrelsen og de tillidsvalgte kender mig som en teamplayer, som springer til og gør en indsats – altid med blik for helheden og den politiske vinkel, der kan gemme sig i såvel store som små opgaver.

 

Natascha Bødker Feodor Nielsen

Nuværende 1. suppleant, nyopstiller som bestyrelsesmedlem

”Tør du satse på, at vores rettigheder og vilkår består? Jeg vil stille de svære spørgsmål og kræve at blive hørt. Jeg har modet og viljen til at udfordre ledelsens beslutninger, så vi i fællesskab kan skabe den bedste arbejdsplads”

Tre vigtigste mærkesager

  • Medbestemmelse til medarbejderne: Bankens medarbejdere er maskinen, som holder hjulene i gang. Den viden, vi hver især bærer rundt på, bør altid inddrages, når der træffes beslutninger, som betyder store forandringer i hverdagen. Der går alt for meget viden tabt, når udenforstående bestemmer uden at inddrage dig og mig.
  • Tillidsrepræsentanterne er FiN’s dna: Tillidsrepræsentanterne arbejder for vores interesser i hverdagen, så de skal kunne mærke vores opbakning, og at vi står skulder ved skulder, når de taler vores sag. På den måde kan de blive ved med at gå forrest.
  • Fagforeningens styrke: Nu mere end nogensinde udfordres vi på den værdi, vi som fagforening bringer til bordet, for at bidrage til den bedste bank for medarbejdere, kunder og aktionærer. Vi skal være synlige konstant, og ledelsen skal inddrage os, hver gang de træffer beslutninger med betydning for medarbejderne. Nye kollegaer skal have lyst til at melde sig ind og blive en del af fællesskabet. Det er derfor helt afgørende, at FiN i fremtiden bliver langt bedre til at vise, hvad man får ud af et medlemskab.

Nuværende job
 
Faglig sagsbehandler i Finansforbundet i Nordea.

Hvorfor stiller du op?

Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville stille op som bestyrelsesmedlem i FiN. Og da jeg i august 2022 valgte at droppe mit sikre job som erhvervsrådgiver for at blive vikar i FiN’s sekretariat, vidste jeg, at tiden var kommet. Jeg har i et halvt år fået et indblik i, hvad FiN og Finansforbundet står overfor i den nærmeste fremtid, og der brænder en ild i mig for at være med til at sikre den bedste vej fremad for os. Som jeg også gjorde klart, da jeg stillede op som suppleant sidste år, taler jeg højt og klart, og det vil jeg fortsætte med som bestyrelsesmedlem.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Hvis du stemmer på mig, får du et bestyrelsesmedlem, som kommer med ny energi og store ambitioner for, hvad vi kan opnå, når vi står sammen. Jeg er ikke bange for at lægge hånden på kogepladen, når jeg stiller op for mine kollegaer. Med din opbakning kan du forvente, at alt, jeg foretager mig i mit arbejde, skal give værdi hos det enkelte medlem. Mit hjerte og drivkraft ligger i det faglige arbejde, og når bølgerne går højt, holder jeg fast, indtil alle sten er vendt.

 

Pierre Christensen

Genopstiller til bestyrelsen

”Det vigtigste for mig er altid dig som medlem og dit arbejdsliv. Reel indflydelse på eget arbejdsliv, ja tak! – Derfor stem på mig”

Tre vigtigste mærkesager

  • Tid til kompetenceudvikling – hver medarbejder skal have ret til afsat tid til uddannelse
  • Målrettet og direkte kommunikation til medlemmer og bankens ledelse
  • Medlemmet skal være i centrum i alt hvad vi gør - uanset vores livsfase eller livssituation

Nuværende job

Jeg har nu i næsten 2 år siddet i Finansforbundet i Nordeas bestyrelse, hvor jeg indtrådte i maj 2021. Det er gået superhurtigt og har været vildt spændende. Jeg har været med til at sætte kompetenceudvikling til alle via PLD og senkarriere på dagsordenen i banken samt arbejdet i vores lønråd med lønsystem og jobprofiler. Derudover har jeg arbejdet med mangfoldighed, dataetik, image og digitalisering. Alt dette har givet blod på tanden til endnu en periode - jeg er kun lige begyndt.

Hvorfor stiller du op?

Jeg brænder for dig som medlem, du er det vigtigste for mig i mit virke som bestyrelsesmedlem. Jeg brænder for at skabe det bedste arbejdsliv som overhovedet muligt for dig med reel indflydelse på din arbejdsdag. Jeg er din advokat i dit arbejdsliv og har fokus på dig i alle de situationer, der måtte opstå. Skal en beslutning udfordres, er jeg manden til at gøre det - i et ærligt sprog.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Jeg vil arbejde benhårdt for, at det hele menneske kommer i centrum – på samme måde som Nordea har sat bæredygtighed på dagsordenen. Bæredygtighed handler ikke kun om produkter og services; bæredygtighed skal også gælde for os - vi skal kunne holde til at være medarbejdere gennem hele arbejdslivet. Vi skal have respekten for mennesket tilbage, så vi ikke bare er reduceret til en ressource på lige fod med en farvepatron eller papirklips - vi er hele mennesker og skal behandles sådan.

Jeg er optaget af din virkelighed og at være der for dig – uanset hvem du er og hvor du er. Og specielt nu i en tid, hvor arbejdspres og stress igen er stigende.

Jeg tror på, at vi gennem klar tale kan og skal udfordre kommende ledelsesbeslutninger, og være oprigtig nysgerrig på de udfordringer, vi møder. Vi skal aktivt tage dialogen, også selvom der kommer en ’dårlig stemning’ i lokalet. Vi skal turde tale om ’elefanten i rummet’. Vi skal klart udtrykke vores holdninger - uanset om tiltag eller ændringer er positive eller negative for dig som medlem. Vi skal til enhver tid arbejde for, at I bliver behandlet fair, ordentligt og med respekt. Vi skal huske, at vi er en fagforening, og at I forventer, at vi kæmper for jer, så det kan ses og høres. Det er det, jeg står for og vil kæmpe for - derfor skal du stemme på mig.

Seneste nyt