Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Mød kandidaterne: Suppleanter

Læs præsentationerne af de tre, som stiller op som suppleanter: Jeppe Lermark Pieszak, Natascha Bødker Feodor Nielsen og Pierre Christensen

16. mar. 2023
8 min


Herunder kan du se præsentationerne af de kolleger, der stiller op som bestyrelsessuppleant, når Finansforbundet i Nordea (FiN) holder generalforsamling 24. marts.

Der er tre, som stiller op til de tre suppleant-poster, hvoraf to også stiller op til bestyrelsen. Mindst én af de opstillede vil blive valgt som bestyrelsesmedlem. Generalforsamlingen skal vælge, hvem der bliver 1. hhv. 2. suppleant. 

Find mere information om Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 24. marts på finansforbundet.dk/gf2023. Det er ikke længere muligt at tilmelde sig generalforsamlingen med stemmeret.

Her kan du læse præsentationen af formandskandidaten, og her kandidaterne til bestyrelsen. I denne artikel er der et overblik over alle opstillede.

Præsentation af suppleantkandidaterne

Herunder kan du se præsentationerne for suppleant-kandidaterne (sorteret alfabetisk efter fornavn):

  • Jeppe Lermark Pieszak
  • Natascha Bødker Feodor Nielsen
  • Pierre Christensen

 
Jeppe Lermark Pieszak

Nuværende 2. suppleant, genopstiller som suppleant

”Al udvikling består i at vikle sig ud af det, man har viklet sig ind i” – Villy Sørensen

Tre vigtigste mærkesager

  • Ansvar og ejerskab: Hvis alle har ansvaret, er der ingen, der tager det. For mig er det vigtigt at tage ejerskab for de opgaver og udfordringer, som opstår, både i det daglige og på overordnet niveau. Dette er for mig en forudsætning for, at tingene bliver løst og følges til dørs. Jeg vil gøre mit til at sikre, at ansvaret er placeret og klart defineret.
  • Samarbejde: Gennem samarbejde og fælles forståelse når man længst. Hvis et samarbejde ikke udvikles og forbedres med forventningsafstemning og fremsynethed risikerer man, at der arbejdes i forskellige retninger, eller at der opstår uenighed.
    Jeg vil være med til at styrke samarbejdet med ledelsen samt mellem medlemmerne og Finansforbundet i Nordea.
  • Fleksibilitet: Et fleksibelt arbejdsliv i balance øger trivslen. Som følge af corona-pandemien har mange oplevet en øget fleksibilitet, både i forhold til arbejdstidspunkter og arbejdssted. Dette har - for de fleste - ført til øget tilfredshed og trivsel. Jeg vil kæmpe for, at fleksibiliteten er i fokus, så vi som fagforening kan være med til sikre, at alle kan have et arbejdsliv i balance.

Nuværende job

Jeg begyndte i banken for 9 år siden - i Servicefilialen Nykøbing Falster som finansøkonom-elev. I dag er jeg compliance-ansvarlig i Client Executives (Storkunder Erhverv) på Vesterport i København, hvor jeg har været ansat de seneste 5 år. Dagligdagen bruges på sparring med koncerner og selskaber for at forstå og beskrive risici. Jeg har tidligere været fællestillidsrepræsentant for området Business Banking Øst. Efter en organisationsændring er jeg nu organisatorisk tilknyttet KYC-support, hvor jeg er valgt som tillidsrepræsentant. 

Hvorfor stiller du op?

Jeg har altid fundet stor glæde i at hjælpe andre, og hvervet som tillidsrepræsentant har givet mig mulighed for at dyrke dette. Jeg har det seneste år som suppleant fået indblik i bestyrelsens arbejde og har været med på sidelinjen, og jeg er klar til endnu et år. Skulle der blive brug for mig i bestyrelsen, er jeg klar til at træde til.

Jeg vil fortsat gerne stille min erfaring og mit engagement til rådighed - til fordel for både medlemmer og bestyrelse.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Med en stemme på mig får I en suppleant, som brænder helhjertet for at gøre en forskel og lade alle stemmer blive hørt. 

Med min erfaring som tillidsrepræsentant har jeg lært, hvad der kan påvirkes, og hvor energien skal lægges for at skabe de bedste resultater. Med mig som suppleant får I en ansvarsbevidst kandidat, som tager ejerskab og sørger for at følge tingene til dørs.

 

Natascha Bødker Feodor Nielsen

Nuværende 1. suppleant, opstiller til bestyrelsen og genopstiller også som suppleant

”Tør du satse på, at vores rettigheder og vilkår består? Jeg vil stille de svære spørgsmål og kræve at blive hørt. Jeg har modet og viljen til at udfordre ledelsens beslutninger, så vi i fællesskab kan skabe den bedste arbejdsplads”

Tre vigtigste mærkesager

  • Medbestemmelse til medarbejderne: Bankens medarbejdere er maskinen, som holder hjulene i gang. Den viden, vi hver især bærer rundt på, bør altid inddrages, når der træffes beslutninger, som betyder store forandringer i hverdagen. Der går alt for meget viden tabt, når udenforstående bestemmer uden at inddrage dig og mig.
  • Tillidsrepræsentanterne er FiN’s dna: Tillidsrepræsentanterne arbejder for vores interesser i hverdagen, så de skal kunne mærke vores opbakning, og at vi står skulder ved skulder, når de taler vores sag. På den måde kan de blive ved med at gå forrest.
  • Fagforeningens styrke: Nu mere end nogensinde udfordres vi på den værdi, vi som fagforening bringer til bordet, for at bidrage til den bedste bank for medarbejdere, kunder og aktionærer. Vi skal være synlige konstant, og ledelsen skal inddrage os, hver gang de træffer beslutninger med betydning for medarbejderne. Nye kollegaer skal have lyst til at melde sig ind og blive en del af fællesskabet. Det er derfor helt afgørende, at FiN i fremtiden bliver langt bedre til at vise, hvad man får ud af et medlemskab.

Nuværende job
 
Faglig sagsbehandler i Finansforbundet i Nordea.

Hvorfor stiller du op?

Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville stille op som bestyrelsesmedlem i FiN. Og da jeg i august 2022 valgte at droppe mit sikre job som erhvervsrådgiver for at blive vikar i FiN’s sekretariat, vidste jeg, at tiden var kommet. Jeg har i et halvt år fået et indblik i, hvad FiN og Finansforbundet står overfor i den nærmeste fremtid, og der brænder en ild i mig for at være med til at sikre den bedste vej fremad for os. Som jeg også gjorde klart, da jeg stillede op som suppleant sidste år, taler jeg højt og klart, og det vil jeg fortsætte med som bestyrelsesmedlem.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Hvis du stemmer på mig, får du et bestyrelsesmedlem, som kommer med ny energi og store ambitioner for, hvad vi kan opnå, når vi står sammen. Jeg er ikke bange for at lægge hånden på kogepladen, når jeg stiller op for mine kollegaer. Med din opbakning kan du forvente, at alt, jeg foretager mig i mit arbejde, skal give værdi hos det enkelte medlem. Mit hjerte og drivkraft ligger i det faglige arbejde, og når bølgerne går højt, holder jeg fast, indtil alle sten er vendt.

 

Pierre Christensen

Nuværende bestyrelsesmedlem, genopstiller til bestyrelsen og opstiller også som suppleant

”Det vigtigste for mig er altid dig som medlem og dit arbejdsliv. Reel indflydelse på eget arbejdsliv, ja tak! – Derfor stem på mig”

Tre vigtigste mærkesager

  • Tid til kompetenceudvikling – hver medarbejder skal have ret til afsat tid til uddannelse
  • Målrettet og direkte kommunikation til medlemmer og bankens ledelse
  • Medlemmet skal være i centrum i alt hvad vi gør - uanset vores livsfase eller livssituation

Nuværende job

Jeg har nu i næsten 2 år siddet i Finansforbundet i Nordeas bestyrelse, hvor jeg indtrådte i maj 2021. Det er gået superhurtigt og har været vildt spændende. Jeg har været med til at sætte kompetenceudvikling til alle via PLD og senkarriere på dagsordenen i banken samt arbejdet i vores lønråd med lønsystem og jobprofiler. Derudover har jeg arbejdet med mangfoldighed, dataetik, image og digitalisering. Alt dette har givet blod på tanden til endnu en periode - jeg er kun lige begyndt.

Hvorfor stiller du op?

Jeg brænder for dig som medlem, du er det vigtigste for mig i mit virke som bestyrelsesmedlem. Jeg brænder for at skabe det bedste arbejdsliv som overhovedet muligt for dig med reel indflydelse på din arbejdsdag. Jeg er din advokat i dit arbejdsliv og har fokus på dig i alle de situationer, der måtte opstå. Skal en beslutning udfordres, er jeg manden til at gøre det - i et ærligt sprog.

Hvorfor skal medlemmerne stemme på dig?

Jeg vil arbejde benhårdt for, at det hele menneske kommer i centrum – på samme måde som Nordea har sat bæredygtighed på dagsordenen. Bæredygtighed handler ikke kun om produkter og services; bæredygtighed skal også gælde for os - vi skal kunne holde til at være medarbejdere gennem hele arbejdslivet. Vi skal have respekten for mennesket tilbage, så vi ikke bare er reduceret til en ressource på lige fod med en farvepatron eller papirklips - vi er hele mennesker og skal behandles sådan.

Jeg er optaget af din virkelighed og at være der for dig – uanset hvem du er og hvor du er. Og specielt nu i en tid, hvor arbejdspres og stress igen er stigende.

Jeg tror på, at vi gennem klar tale kan og skal udfordre kommende ledelsesbeslutninger, og være oprigtig nysgerrig på de udfordringer, vi møder. Vi skal aktivt tage dialogen, også selvom der kommer en ’dårlig stemning’ i lokalet. Vi skal turde tale om ’elefanten i rummet’. Vi skal klart udtrykke vores holdninger - uanset om tiltag eller ændringer er positive eller negative for dig som medlem. Vi skal til enhver tid arbejde for, at I bliver behandlet fair, ordentligt og med respekt. Vi skal huske, at vi er en fagforening, og at I forventer, at vi kæmper for jer, så det kan ses og høres. Det er det, jeg står for og vil kæmpe for - derfor skal du stemme på mig.

Seneste nyt