Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

”Rigtig dejligt at blive anerkendt” – Skulderklap-vindere blev overrasket, fejret og fejret igen

Årets seks Skulderklap-vindere blev fejret med et legat og lækker frokost. Forinden havde kollegerne overrasket dem på bedste vis lokalt

6. feb. 2023
2 min
Dansk / English

Ris tager det 10 minutter at koge. Ros kan nydes med det samme.

Og ros var der masser af, da Nordeas seks Skulderklap-vindere blev overrasket af kollegerne i november og fik at vide, at de havde vundet. Det fortalte de, da de blev fejret – endnu en gang – på Finansforbundet i Nordeas 32 års fødselsdag 12. januar.

Der var tapas i Metro, frokost i Tårnet på Christiansborg og et legat på 5.000 kr. til hver af vinderne.

Helt mundlam

Én af vinderne fortalte, at lederen havde indkaldt til møde med morgenmad, og at han selv hjalp til med at arrangere anretningen.

”Jeg er ny i banken, så jeg vidste ikke engang, hvad Skulderklappet var. Jeg var så mundlam, at jeg ikke engang kunne sige tak for den flotte anerkendelse,” fortalte han. Resten af dagen hyggesnakkede han med kollegerne med et stort smil på læben.

Lidt pinligt

En af de andre vindere fortalte, at hun var meget nysgerrig på det indkaldte møde, som lå midt i andre vigtige aktiviteter. Lederen havde spurgt hende, om hun kunne hjælpe med et indslag.

”Så jeg lavede den længste juleguirlande, man kan forestille sig. Pludselig blev der på en PowerPoint-præsentation vist en masse billeder af mig. Det var lidt pinligt, syntes jeg. Helt uventet kom kollegerne fra en anden afdeling ind, så jeg frygtede, at der var en kedelig annoncering på vej. Der gik virkelig lang tid, før jeg fandt ud af, hvad de havde gang i.”

”Det er rigtig dejligt, at det bliver anerkendt, når man prøver at gøre en forskel,” fortalte endnu en vinder. Hun havde været irriteret over, at chefen havde indkaldt til en kort orientering om onsdagen, uden at hun som fællestillidsrepræsentant vidste, hvad der skulle foregå. Midt under mødet kom kollegerne fra nabofilialen også ind – de havde gemt sig i køkkenet. Og så blev Skulderklap-vinderen ellers fejret efter alle kunstens regler.

Hele 100 nomineringer

Skulderklappet er et legat, som gives af Stiftelsesfonden for Finansforbundet i Nordea, der blev etableret, da Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS fusionerede til Unibank i 1991 – og som senere blev en del af Nordea. Legatet gives til seks medlemmer som påskønnelse for en særlig indsats til gavn for deres kolleger.

At mange kolleger gør en forbilledlig indsats til glæde for omgivelserne er tydeligt. I år havde kolleger indsendt hele 100 nomineringer til Skulderklappet – det største antal i mange år. Alle nominerede er blevet fejret med morgenmad eller lignende.

Endnu engang stort tillykke til årets seks Skulderklap-vindere:

  • Jelle Feike Oenema, Personal Banking Silkeborg
  • Lasse Bækvad-Hansen, Personal Banking Glostrup
  • Line Faaborg, FTR, Personal Banking Sønderborg
  • Mikkel Ryskjær, TM Investigations DK
  • Pia Vincents Molander, CBP Task Force
  • Susanne Elling Nedergaard, P&CS Special Support

Seneste nyt