Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Dialog og samarbejde – med og uden kant

Finansforbundet i Nordea har gennem kredsbestyrelsen og de tillidsvalgte haft mange nysgerrige og modige dialoger med ledelsesrepræsentanterne i det forgangne år. Der er også sat mange aftryk i Finansforbundet, hvor alt fra unge og kontraktansatte til uddannelse og overgangsalder er kommet på dagsordenen

18. mar. 2024
9 min
Dansk / English

Finansforbundet i Nordea (FiN) fik sat mange aftryk i det år, der er gået. 

”Alle tillidsvalgte – tillids, fællestillids- og arbejdsmiljørepræsentanter samt kredsbestyrelse – har på hver deres måde sat et stærkt aftryk såvel hos medlemmerne, i Nordea og hos eksterne samarbejdspartnere. Jeg er virkelig stolt af, at vi tilsammen udgør så stærkt et hold, der hver eneste dag kæmper for at skaffe medlemmerne det bedste arbejdsliv,” siger FiN’s konstituerede formand Kasper Skovgaard Pedersen. 

”Og målene flytter sig jo hele tiden, så der er altid mere at gøre”.

Finansforbundet i Nordeas nye formandskab, Kasper Skovgaard Pedersen og Mette Balck Mejlby.

Kasper blev konstitueret som formand for Finansforbundet i Nordea, da vi i efteråret sendte Dorrit Brandt videre til den vigtige post som formand for det ’store’ Finansforbund.

Da Dorrit forlod FiN, overtog Jeppe Lermark Pieszak den ledige plads i bestyrelsen. Han havde været suppleant siden forårets generalforsamling.

”Vi er et nyt team – og det har skabt nye dynamikker, nye diskussioner og nye vinkler. Det, synes jeg, er supersundt for organisationen,” siger Mette Balck Mejlby, der fortsat er næstformand i FiN.

”Vi er så stolte af, at Dorrit blev valgt på efterårets landsmøde i Finansforbundet. Vi ved jo, hvad hun kan, og hvilke resultater hun skabte hos os – og derfor var Dorrit det helt rigtige valg til at efterfølge Kent Petersen i formandsstolen.”

Bestyrelse og suppleanter i marts 2023: Stående fra venstre: Bestyrelsesmedlemmerne Mona Svan, Louise Naur, Kasper Skovgaard Pedersen (konstitueret formand siden oktober), Mette Balck Mejlby (næstformand), Dorrit Brandt (nu formand for Finansforbundet), Ole Lund Jensen, Natascha Bødker Feodor Nielsen og Louise Have Lund. Siddende Katja Larsen flankeret af Jeppe Lermark Pieszak (valgt som suppleant og indsuppleret i bestyrelsen siden oktober) til venstre og suppleant Pierre Christensen til højre.

Mange aftryk i Finansforbundet

Men valget af ’vores’ formand til ny landsformand var ikke det eneste aftryk, FiN satte på landsmødet. Vi fik bl.a. sat fokus på så forskellige emner som de unge generationers indtog på arbejdspladserne og i fagforeningen, overgangsalder, kontraktansatte og ønsker om plads til diversitets-problemstillinger i tillidsrepræsentanternes uddannelse. Efterfølgende har vi fået plads i flere arbejdsgrupper, blandt andet én, som skal fremtidssikre Finansforbundet, så nye medlemsgrupper hele tiden finder os relevante.

Finansforbundet i Nordeas delegation drøftede på Finansforbundets landsmøde de mange debatoplæg om, hvad Finansforbundet skal arbejde for de næste tre år

”Det er alt sammen emner, som vi også arbejder med her i FiN, fordi medlemmerne fortæller os, at der er brug for at sætte mere lys på dem,” fortæller Kasper, som samtidig også medgiver, at det ikke er det hele, der er lige let at omsætte til hurtige, konkrete resultater. 

”Ofte skal der tales, netværkes og skubbes i ganske lang tid, før der pludselig er et gennembrud. Som kredsbestyrelse ved vi godt, at der som regel skal en god portion tålmodighed til, når der er noget, vi vil opnå. Men det er ikke altid lige let at forklare omverdenen, hvorfor resultaterne er så længe undervejs. Skåltalerne ligger sjældent lige om hjørnet.”

Kant, mod og trekanter

Med jævne mellemrum dukker der ønsker fra medlemmer og tillidsrepræsentanter op om, at kredsbestyrelsen skal ’vise mere kant’ udadtil om de ting, der trænger til at blive gjort noget ved. 

”Og der er egentlig ikke noget, vi hellere vil,” smiler Kasper og fortsætter:

”Vi er jo sat i verden for at bringe medlemmernes oplevelser og interesser frem i organisationen og sige dét, der mangler at blive sagt. Nordea inviterer jo via Code of Conduct alle medarbejdere til at stille spørgsmål, udfordre etablerede sandheder og engagere os i åbne samtaler. Det lader vi os inspirere af på forskellig vis.”

Alligevel indrømmer han, at en del af de skarpe samtaler tages bag lukkede døre.

”Det meste af den kommunikation, medlemmerne ser, er jo skriftlig – og dermed uden mulighed for hverken Nordea eller os selv at tage debatten på stedet, spørge ind, rette misforståelser osv. Derfor vil vi hellere tage de helt skarpe snakke mundtligt – og så melde ud til omverdenen, hvad resultatet af snakken blev,” fortæller Kasper. 

”Vi øver os hver eneste dag på at bruge mod og nysgerrighed i arbejdet. Alle kan altid blive bedre – det gælder også os.”

Mette supplerer: 

”Hvor Nordeas hierarki er en trekant med spidsen opad – hvor få bestemmer retningen for de mange – så er vores eget hierarki lige omvendt. Her er det de mange, der bestemmer, hvad de få - de tillidsvalgte og os i bestyrelsen - skal gøre. Det har vi kæmpe respekt for. Faktisk ville vi gerne selv have fundet på Nordeas ’Ideen om noget bedre’. For det er SÅ meget historien bag vores måde at arbejde på.”

I dialogen finder vi den fede løsning – nu i live-version

Mads Skovlund Pedersen – Head of Banking DK – er ved gentagne lejligheder citeret for at ’Dialog er vor tids vidundermiddel – det er dér, vi finder den fede løsning’. 

Kasper ønsker sig endnu mere dialog og siger: 

”Vi har taget Mads på ordet og gør samtalen med ham offentlig i starten af juni måned, hvor vi inviterer til et fælles dialogmøde, hvor jeg stiller spørgsmål til Mads på medlemmernes vegne. Planen er at holde det som et ’Internal Talk’-arrangement, hvor det er muligt at møde fysisk op – og hvor der samtidig live-sendes til alle i Nordea DK,” fortæller Kasper, som glæder sig. 

Modellen er inspireret af lignende events i Danske Bank, og vi skal nok komme tilbage, når vi er klar til at efterlyse spørgsmål. 

”Jeg glæder mig vildt til en åbenhjertig samtale om alt det, der fylder hos medlemmerne – og høre Mads’ perspektiver,” siger Kasper.

Mette glæder sig også. 

’Jeg tror på, at det flytter noget at sige tingene højt. Tavshed betyder jo ikke, at udfordringerne ikke findes – og det er vigtigt for os, at forskellige perspektiver bliver værdsat … ikke bare tolereret. Men alt løses jo ikke ved, at Kasper og Mads taler sammen. Lokale udfordringer skal helst klares dér, hvor de opstår – og vi håber, at en åben, central dialog kan inspirere til, at debatten fortsætter lokalt – og meget gerne i et miljø med en høj grad af psykologisk tryghed. Dialogen er i øvrig allerede i fuld gang mange steder – ofte takket være de mange dygtige tillidsrepræsentanter vi har.” 

Tillidsrepræsentanterne – uden dem, intet talerør

Efterårets valg af tillidsrepræsentanter (TR) bød på både genvalg og nyvalg. I skrivende stund har Finansforbundet i Nordea 125 tillidsrepræsentanter – heraf er 26 nyvalgte, og cirka en fjerdedel af dem er valgt på steder, hvor der ikke før var en TR.

”Vi glæder os selvfølgelig over, at så mange havde lyst til at fortsætte i den vigtige position, og ønsker dem stort tillykke med genvalget. Men det er også vigtigt, at vi hele tiden fornyer korpset af TR, og derfor er det en kæmpe fornøjelse at kunne byde velkommen til 26 nye,” siger Mette Balck Mejlby.

De nyvalgte skal nu i gang med Finansforbundets obligatoriske uddannelse for tillidsrepræsentanter. Den sætter deltagerne i stand til for alvor at gøre en forskel for medlemmerne – både som talerør, brobygger, bisidder og lokale ’ører’ for FiN. 

”Vi glæder os til at møde alle de nye og høre deres perspektiv på det faglige arbejde – både lokalt og i ’det store vi’, som Finansforbundet er,” smiler Mette.

Skarpe spørgsmål til ledelsen

Traditionelt mødes alle tillidsvalgte – dvs. både tillids-, fællestillids- og arbejdsmiljørepræsentanter – én gang årligt til et to-dages seminar med et særligt tema. I november 2023 var temaet ”indflydelse”, og de 96 deltagere fik inspiration fra såvel interne som eksterne oplægsholdere med indspark til, hvordan man får indflydelse i såvel det store som det lokale. Netop denne inspiration kom også til at præge debatten med ledelsesrepræsentanter på seminaret. Her blev stillet skarpe spørgsmål – og ledelsesrepræsentanternes svar viste, at temaerne også var relevante og betydningsfulde på ’den anden side af bordet’. 

Tillids-, fællestillids- og arbejdsmiljørepræsentanter på det årlige seminar i november 2023. I front ses fra venstre formand Kasper Skovgaard Pedersen, næstformand Mette Balck Mejlby, Helene Bløcher, leder af Business Banking Danmark, og Camilla Beckmann, tidligere Head of People i Danmark og nyudnævnt direktør for Nordea 24/7 Danmark

”Det blev endnu en gang tydeligt, at der er stor forskel på samarbejdet og dialogen forskellige steder i Nordea – og debatten satte gode billeder på, hvor der er plads til forbedring. Vi ved, at debatten har sat gang i yderligere snak rundt omkring, og jeg er sikker på, at også ledelsesrepræsentanterne tog noget med sig hjem, som de vil tænke over,” siger Kasper. 

Højt prioriteret samarbejde på tværs af grænser

Finland, Norge, Polen og Sverige har en fagforening som Finansforbundet i Nordea. Foreningerne er bundet sammen af Union in Nordea (UiN), der som tværnational fagforening koordinerer og varetager kontakten med Nordea på områder, hvor vi har en fælles agenda og interesse.

Mette er præsident for UiN, og hun er meget stolt af det stærke samarbejde.

Tillidsvalgte fra de nordiske lande og Polen mødtes til tværnational generalforsamling i maj 2023

”Der er faktisk ret store variationer mellem landene, når det gælder kultur og lovgivning – men de forskelle har vi med årene lært at forstå og anvende til vores fordel. Og så er der heldigvis mest, der binder os sammen. Vi kan lære af hinanden, og samarbejdet i UiN er højt prioriteret hos alle. Det er godt at have det store fællesskab i ryggen, når man i ét land kæmper en særlig kamp – som nu for eksempel den modstand, fagforeninger i Finland lige nu oplever fra landets regering. Det er vigtigt at stå sammen og kæmpe imod de angreb på den nordiske model, nationalt fastsatte grænser for lønstigninger mv. som de oplever,” siger Mette, der også nævner, at UiN gennem fx aftalerne om Group Council og Consultative Committees (tværnationale samarbejdsudvalg i forretningsområderne) sparer Nordea for en del nationale forhandlinger. 

Det seneste tydelige bevis på samarbejdet er den undersøgelse, UiN netop har gennemført omkring hybridt arbejde i Nordea. 

”Der rykkede vi virkelig sammen i bussen. Hjalp hinanden med at formulere spørgsmål, analysere resultaterne, tage snakken med Nordea samt ikke mindst at formidle til medlemmerne. Det har været en rigtig god oplevelse at arbejde sammen om den,” slutter Mette.

Beretning - del 1 af 3

Forud for generalforsamlingen den 19. april vil du i tre artikler kunne læse lidt om, hvad der er sket, siden vi mødtes til 2023-udgaven, virtuelt og på Crowne Plaza. Dette er den første i rækken.

Seneste nyt