Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Livlig debat og kollegahygge

Mere end 250 medlemmer var fysisk mødt op til Finansforbundet i Nordeas generalforsamling 19. april. Her fortæller tre af dem om deres oplevelse

2. maj 2024
3 min
Dansk / English

Debatemner med stor relevans

Kim Corfitsen, landbrugsrådgiver, Sjælland

Hvad har gjort indtryk på dig i debatten?

Her er virkelig god stemning og en god debat. Jeg har været på hjemmefra før og fulgt generalforsamlingen, men det her er noget helt andet. 

Det gør indtryk, hvor stor indsats vores kredsbestyrelse gør for os. Hvor meget de tager op med ledelsen, og at de virkelig er et talerør for os. De lytter, og de gør noget. Og jeg kan godt se, at vi på den anden side er nødt til at sige til, for at de kan tage de rigtige emner op. 
Især debatten om hjemmearbejdsdage og løn havde stor relevans i forhold til min arbejdsplads. Og den der med at skifte arbejde fra Nordea og komme tilbage til højere løn, har jeg selv været ude i. 

Har du været til FiN’s generalforsamling før?

Det er min første generalforsamling fysisk. Der er et anden slags sammenhold ude i filialerne. Men jeg kunne godt tænke mig at møde kolleger mere på tværs af Nordea. Jeg har allerede mødt flere tidligere kolleger, der nu arbejder i Jylland. 

Vi er taget afsted syv kolleger og er kørt sammen fra Nykøbing Falster. 

Bred debat med stor spørgelyst

Charlotte Bønløkke, Daily Banking Support DK i Hermes Hus

Hvad har gjort indtryk på dig i debatten?

Det var en meget bred debat og med en stor spørgelyst. Tiden blev helt fyldt ud. Sådan er det ikke altid. Nogle år er det mere smalt, hvad der bliver taget op, men i år var der mange forskellige emner. Det kunne jeg godt lide. 

Lønspørgsmålet er interessant. Især hvordan man kan arbejde for, at de trofaste medarbejdere også bliver belønnet. 

Debatten om det hybride arbejde var også spændende. Jeg arbejder selv primært fysisk. Det kan jeg bedst lide. Men hjemmearbejde har sine fordele. Det giver frihed lige at kunne tage til lægen eller andet, og der er nogle typer arbejde, der er gode at lave derhjemme, hvor man kan fordybe sig lidt mere. Men jeg kan godt lide at møde op og være sammen med kollegerne. 

Har du været til FiN’s generalforsamling før?

Jeg har engang været tillidsrepræsentant, og jeg har derfor fortsat interesse i at høre, hvad der sker i Finansforbundet i Nordea og se ansigterne på dem, vi vælger til kredsbestyrelsen. Det er noget andet at kunne høre dem fortælle om, hvordan de arbejder. Så jeg møder derfor op næsten hver gang, hvis det er muligt. Og så er det jo hyggeligt at møde kolleger.

Overrasket over temaerne

Rikke Vejlebo, Debt Management

Hvad har gjort indtryk på dig i debatten?

Jeg sætter utrolig stor pris på en åben debat om, hvad vi sammen kan gøre bedre, og det er et godt forum at følge med i forhold til at få og dele den viden. Jeg var lidt overasket over de temaer, der blev taget op i debatten. I de daglige diskussioner med mit team er det andre ting, der fylder. Det er godt at få inspirationen med hensyn til, hvad vi kan tage op. Vi prøver i teamet til dagligt at skabe incitament for fremmøde og jeg oplever ikke push back på det område. 

Hos os er der en hyggelig stemning, og det giver god mening at møde op. Både for at være sammen med kollegerne og for at kunne hjælpe hinanden. Vi sidder også lige ved siden af det team, som vi arbejder sammen med og støtter op om. 

Jeg oplever også et fantastisk samarbejde på tværs af Norden, og at mit team er dygtige til at række ud til hinanden og andre teams på tværs af organisationen.

I forhold til det sociale tager jeg inspiration med hjem.  Vi prøver selv at mødes mere og se hinanden udenfor arbejde, men det kunne blive bedre og skabe et endnu bedre samarbejde lokalt på tværs af organisationen. 

Har du været til FiN’s generalforsamling før?

Jeg har været 20 år i Nordea, så jeg har været til generalforsamling en del gange. Jeg kommer for at følge med. Jeg går meget op i at følge med i, hvad der rører sig blandt mine egne medarbejdere og i hele organisationen. 

Seneste nyt