Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Tillids­repræsen­tant­ernes første seminar sammen

Tillidsrepræsentanterne i hhv. Nykredit og Spar Nord forener for alvor kræfterne

25. sep. 2025
2 min

Startskuddet til, at tillidsrepræsentanterne i hhv. Nykredit og Spar Nord for alvor forener kræfterne, var givet.

For med ledelsens udmelding begynder rejsen frem mod fusionen for alvor. 

Under så stor en transformation har vi som kreds brug for at stå stærkt. Jo bedre samarbejde og dialog internt – jo bedre kan vi varetage vores medlemmers interesser. Der var flere gode grunde til at mødes.

På seminaret var målet bl.a. at lære hinanden at kende. Der er tale om 2 velfungerende kredse, som nu skal samarbejde. Godt samarbejde bliver afgørende for vores rolle i den forandringsproces, Nykredit står overfor.  Forudsætningen for et konstruktivt samarbejde er, at vi lærer hinanden at kende og forstår hinanden. 

Seminaret var også en god mulighed for at tale om oplevelserne ifm. uge 37. Vi fik mulighed for at diskutere, hvad der er vigtigst, at vi som medlemmernes repræsentanter har fokus på fremadrettet. 

Under ledelse af Tommy Krabbe debatterede vi tillidsrepræsentantens opgaver nu og den kommende tid frem mod fusionen. Vi fandt frem til de krav, vi skal stille til os selv og til Nykredits ledelse. Tillidsrepræsentanterne har, for at kunne løse deres opgave, brug for indsigt. Brug for flere mere dybdegående informationer om baggrunden for ledelsens handlinger frem til nu, om ledelsens planer frem mod fusionen og i tiden derefter. Og brug for svar på mange spørgsmål. 

Til at imødekomme dette havde vi besøg af Martin Kudsk Rasmussen, Tonny Thierry Andersen og Trine Ahrenkiel, som kom med oplæg og stillede sig til rådighed for en meget åben og ærlig debat. En debat, hvor der både var plads til spørgsmål og svar. Men bestemt også en debat, hvor tillidsrepræsentanterne fik fortalt ledelsen om de reaktioner der var i organisationen ovenpå uge 37. 

Hvem er min tillidsrepræsentant?

Nykredits nye organisering matcher ikke længere alle steder de aftalte valgkredse og dermed tillidsrepræsentanternes valgområder. 

Vi har i kredsen vurderet og med ledelsen aftalt, at en større ændring lige nu vil være uhensigtsmæssig. Kredsen har dygtige tillidsrepræsentanter på alle pladser. Dem holder vi fast i frem til det ordinære valg ultimo 2026.

Det kan betyde, at der nogle steder kan være flere tillidsrepræsentanter, mens man andre steder er færre, end organiseringen taler for. Vi kommer ikke til at flytte rundt – men vi kan love, at kredskontoret og tillidsrepræsentanterne har givet håndslag på at være fleksible. 

En stor og vigtig opgave i forandringsprocessen er at række ud til de nye ledelser og etablerer gode samarbejder den nye ledelse og tillidsrepræsentanter imellem, så medlemmernes oplevelser og stemmer når frem til ledelserne.

Skulle du alligevel opleve, at der mangler hjælp tæt på, så ræk ud til en tillidsrepræsentant du kender – eller kontakt os på kredskontoret, vi  hjælper gerne.

Kontakt os

44 55 25 00

Du er velkommen til at ringe til vores kredskontor. Vi har åbent mandag til torsdag fra 9.00-16.00 og fredag fra 9.00-15.00.

Du kan også skrive til finansforbundet@nykredit.dk

Seneste nyt