Tilpasningsforhandlingerne er færdige
Spar Nords ansatte overgår til Nykredit virksomhedsoverenskomst senest ved fusionen.
Nykredit har netop offentliggjort, at Nykredit og Finansforbundet i Nykredit er blevet enige om vilkårene i tilpasningsaftalen. Aftalen sætter rammerne for, hvordan medarbejderne i Spar Nord overgår til Nykredits virksomhedsoverenskomst.
En overgang vil for hovedparten af medarbejderne først vil ske med virkning fra fusionstidspunktet.
For vores kollegaer i Nykredit ændrer tilpasningen ikke på de nuværende vilkår.
Både før og under forhandlingerne er der brugt tid på, at sikre kendskabet til vilkårene i Spar Nord. Der er brugt tid på at diskutere forskellene grundigt med respekt for Spar Nords nuværende aftaler. Der har været et fælles ønske om, at en overgang skal ske bedst muligt.
Nykredits virksomhedsoverenskomst bygger ovenpå standardoverenskomsten. Der er derfor elementer, som adskiller sig fra vilkårene som vores kollegaer i Spar Nord har i dag. Uanset lighederne vil kollegaerne fra Spar Nord, komme til at opleve forandringer efter overgangen. Vi tror på, at medarbejderne i Spar Nord alt overvejende vil opleve forbedrede vilkår.
Sekretariatet og kredsbestyrelsen i Finansforbundet i Nykredit er klædt på til at svare på spørgsmål om tilpasningsaftalen, så tøv ikke med at tage fat til os.
Forskellene som vi forventer vil blive oplevet som de største gennemgår vi her:
- Nykredit har ikke “Jobløn med selvstændig arbejdstilrettelæggelse. I Nykredit er det lønnen, som afgør, hvilket arbejdstidssystem, som gælder for den enkelte.
- Medarbejdere med en pensionsgivende løn på kr. 61.396 (1.7.2025) eller derover overgår til “Uden højeste tjenestetid”. Medarbejderen tildeles 2 ekstra Nykredit feriedage årligt og har ikke ret til registrering af merarbejde.
- Medarbejder med en pensionsgivende løn på under kr. 61.396 (1.7.2025) ansættes med ret til registrering af merarbejde og fastholder deres nuværende løn.
- Medarbejdere med en løn på kr. 79.200 (1.7.2025) eller derover vil overgå til kontraktansættelse. Læs mere her: Til dig på individuel kontrakt i Nykredit
- Medarbejderne overgår til Nykredits forsikringsordninger, som har flere og bedre dækninger. Dog er børn i Nykredit i dag ikke automatisk dækket af sundhedssikringen. Nykredit arbejder på, at Sundhedssikringen kan udvides med dette. Hvis det ikke lykkes, vil det blive muligt at tilkøbe dækningen.
- Såvel Nykredit som Spar Nord har samarbejdsaftale med AP Pension, hvorfor der ikke vil opleves ændringer for den del.
- Fremtidige overenskomstmæssige lønreguleringer sker anderledes i Nykredit end i Spar Nord i dag. I Spar Nord er hele den kollektive lønrammeramme blevet fordelt med samme procentsats til alle. I Nykredit anvendes puljemidler og der arbejdes med en lønstruktur. Det betyder, at den samlede lønsum er større og fordeles efter aftalte kriterier til medarbejdere med en månedsløn under kr. 79.200 (grænsen for kontrakt)
- Virksomhedsoverenskomsten rummer også flere muligheder for deltidsordninger, hvor det hidtidige pensionsbidrag fastholdes. Det drejer sig ud over seniordeltid om børnedeltid og ekstradeltid.
Inden overgangen til Nykredits virksomhedsoverenskomst vil der blive rig mulighed for at sætte sig ind i vilkårene i virksomhedsoverenskomsten. Og husk – indtil du bliver flyttet over på den nye overenskomst, er dine vilkår uændrede.
Læs mere om overenskomsten.