Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Vi er videre og vil hinanden

Medarbejdere fra det tidligere Handelsbanken fortalte på generelforsamlingen i Finansforbundet Jyske Bank Kreds om en god proces, da banken blev overtaget af Jyske Bank.

24. mar. 2023
2 min

”Det går godt. Det har været en hård proces, mange har været nervøse undervejs. Men nu er vi videre. Der skal ikke være noget med ’dem’ og ’os’. Vi vil hinanden.”

Formuerådgiver og tillidsrepræsentant Pernille Jensen fra det tidligere Handelsbanken i Charlottenlund fortalte i et videoindslag på Finansforbundet Jyske Bank Kreds’ generalforsamling på Vingsted hotel- og konferencecenter kort om sin oplevelse af den proces, der i større eller mindre grad har påvirket alle i såvel Handelsbanken som Jyske Bank i årets løb.

Løft af stoltheden
Som kredsformand Marianne Lillevang sagde i sin beretning (læs hele beretningen her), var forløbet omkring Handelsbanken ”årets altoverskyggende begivenhed”.
Hun betegnede den også som en ”fantastisk appelsin i turbanen”, som havde givet medarbejderne i Jyske Bank et markant løft af deres stolthedsfølelse.

”Alle forstod, at det her var fantastisk for vores arbejdsplads”, sagde hun og glædede sig over, at integrationsprocessen af de nye kolleger har været en succes – og over, at Helle Rank fra det tidligere Handelsbanken er trådt ind i kredsbestyrelsen.

Flere af Pernilles tillidsrepræsentantkolleger fra det tidligere Handelsbanken var også at finde i salen blandt de 68 delegerede, hvor de sad side om side på deres første generalforsamling i Jyske Bank-regi. De plejer at høre til Finansforbundet Kreds Øst:

”Der gik en meget lang ventetid forud for overtagelsen. En ventetid, som var hård for medarbejderne i Handelsbanken”, sagde tillidsrepræsentant Jonna Hedevang i en pause på generalforsamlingen.

Derfor var hun glad for, at processen med overtagelsen var gået hurtigt, efter at det blev kendt, at den nye ejer var Jyske Bank. Næsten 600 medarbejdere har nu fået afklaring om fremtidigt arbejdsområde og leder.

Mere enighed
Et forandret arbejdsliv og også en lidt anden kultur at forholde sig til på generalforsamlingen, kunne de tidligere Handelsbanken-tillidsrepræsentanter konstatere:

”Man kan godt mærke, at generalforsamlingen er lidt anderledes, selv om der selvfølgelig er meget genkendeligt. I Finansforbundet Kreds Øst er der mange forskellige virksomheder repræsenteret. Det betyder naturligt nok, at flere har indlæg i debatten. Her er der mere enighed,” konstaterede Jonna Hedevang.

Hun har følt sig godt modtaget af de nye tillidsrepræsentantkolleger og vil arbejde for at bevare sin status som tillidsvalgt ved næste valg:

”I Handelsbanken var der ikke så meget rift om at blive tillidsrepræsentant. Her skal vi have argumenterne på plads for at få nok stemmer. Vi må se, hvordan det går, jeg vil gerne fortsætte arbejdet i den nye ramme”.

 

 

”Det går godt. Det har været en hård proces, mange har været nervøse undervejs. Men nu er vi videre. Der skal ikke være noget med ’dem’ og ’os’. Vi vil hinanden.”
- Pernille Jensen, Charlottenlund

Seneste nyt