Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Her bestemmer vejret og naturen

Erik Filtenborg er rykket fra Sparekassen Sjælland Fyn i Næstved til et job som erhvervskundechef i Grønlandsbanken i Nuuk. Han og familien har vænnet sig til en ny tilværelse med vejret som afgørende mod- og medspiller – og cheferne fra banken som nærmeste naboer.

23. nov. 2021
5 min

’Ajungilaq’ er grønlandsk og betyder ’det går nok’.

Når stormen raser, og busserne må holde stille, eller tågen tvinger alle fly til at blive på jorden, så er indstillingen den samme: Ajungilaq - det går nok.

”Her bestemmer vejret og naturen”, fortæller Erik Filtenborg, som i april i år rykkede til Nuuk i Grønland for at tiltræde en stilling som erhvervskundechef i Grønlandsbanken.

Vejrets overmagt blev demonstreret fra første færd: han og hustruen Phillippa og datteren Madeline på 2 år måtte udsætte flytningen fra Vordingborg til Nuuk et par dage, mens en vild snestorm satte dagsordenen i deres nye by.

”Heldigvis gælder det også den anden vej rundt: når vejret er godt, slår man til og nyder livet. Jeg har en kunde, som kun kan mødes med mig, når det regner. Når vejret er godt, vil han ud at sejle”, fortæller Erik.

Det samme gør sig gældende, når det for eksempel er jagtvejr eller snescootervejr. Så må alt andet vente.

”Vi er selv blevet outdoortyper. Vi gik da ture i Danmark, men her har vi for alvor fået smag for naturoplevelser i fjeldene og på vandet”, konstaterer Erik.

Bor dør om dør med cheferne

Jobbet i Grønlandsbanken landede indledningsvist som en meddelelse i Eriks indbakke på LinkedIn. Afsenderen var et rekrutteringsbureau, som øjnene et muligt match i den nu 35-årige erhvervsrådgiver i Sparekassen Sjælland Fyn.

Eriks umiddelbare reaktion var et nej. Han og Phillippa havde lige fået barn og boede dejligt i deres store hus.

”Men så nævnte jeg det for Phillippa, som sagde: kig nu på det. Det førte til samtaler og et møde med bankens erhvervsdirektør, som fortalte meget om at bo i Grønland. Og så blev vi enige om, at det skulle vi prøve”, fortæller Erik.

Familien blev holdt godt i hånden af Grønlandsbanken, som ofte ansætter medarbejdere fra Danmark. Familiens bohave blev skibet mod nord i en container, og i Nuuk stod en medarbejderbolig klar til dem – et klart plus i en by med boligmangel og høje huslejer.

Til gengæld bor Eriks chef i lejligheden lige ved siden af, og souschefen bor ovenpå!

”Det var bestemt med i mine overvejelser om jobbet, men det fungerer bare. Vi er skarpe til at sortere i at være på job og holde fri, og familierne omkring os har været virkelig gode til at tage imod os og invitere os med til kaffemik og på ture. Vi ses en del og laver noget sammen i fritiden”, fortæller Erik.  

Derudover er han godt i gang med at etablere et socialt liv i den lokale fodboldklub og i erhvervsklubben Round Table.

”Madeline er også en genvej til mange nye kontakter med andre børnefamilier”, konstaterer han.

Får prøvet sig selv af på jobbet

Udsigten til en god balance mellem job og familieliv var med til at lokke familien til Grønland. De første måneder har Phillippa tilbragt sammen med Madeline. Nu har datteren fået pasning, og Phillippa har skruet op for sit arbejde som freelancejournalist med opgaver for blandt andre TV2 og andre medier.

Eriks job i Grønlandsbanken ligner på mange måder hans tilsvarende stilling i Danmark: Det handler om rådgivning af virksomheder. Arbejdet foregår stort set kun på dansk og i BEC’s velkendte system.

Der er dog visse forskelle – blandt andet i form af mere manuelt arbejde.

”Vi bruger ikke digital underskrift, og tingbøgerne er håndskrevne”, fortæller Erik. 

Hans kundekreds tæller blandt andet fiskere, håndværkere, butikker, mineselskaber, kommuner og landsstyreejede selskaber.

”Vi har travlt på arbejde, men der er et andet temperament. Der er en ro over tingene. Jeg får prøvet mig af fagligt, fordi jeg sidder med andre brancher og større kunder, end jeg gjorde i Næstved”, fremhæver Erik.

Han bestræber sig på at lære lidt af sproget så som bynavne, virksomhedsnavne og høflighedsfraser. Og husker at tale langsomt af respekt for den sproglige udfordring. Han har også skullet vænne sig til en lidt mere konfliktsky kultur end i Danmark.

”Sådan er det, når man laver bankforretninger et sted, hvor alle kender alle, og hvor man ikke kan gå andre steder hen. Vi møder jo hinanden i Brugsen hele tiden”, siger han.

Hidser sig ikke op over småting

Familien savner ikke nogen varer på de grønlandske butikshylder. Man kan få stort set alt, men priserne er anderledes end de danske. Grønsager og øl er dyrt. Til gengæld er fisk og kød i høj kvalitet til at komme i nærheden af, og der er flere glimrende restauranter i byen:

”Man spiser bedre i Nuuk end i Næstved og Vordingborg”, bemærker Erik.

Langt de fleste varer bliver fragtet til Grønland med container. I sommer var der problemer med temperaturen i en container, så kunderne måtte vente på varerne i en uge mere.

”Det tager man med et smil, trækker på skuldrene og finder på noget andet. Det er sundt at lære, at man ikke skal hidse sig op over alle mulige småting. Før kunne jeg bande over en udsolgt vare i Kvickly, for så var jeg jo nødt til at gå over gaden og købe den i Netto!”.

Noget andet, der koster, er transport. Der er stort set ingen veje mellem byerne i Grønland, så transport foregår med skib eller fly. En flybillet til Danmark koster 7.000-8.000 kroner, så Erik og familien bliver ikke overrendt med besøg ud over den nærmeste familie.

Eriks kontrakt med Grønlandsbanken inkluderer en årlig rejse til Danmark med hustru og barn.

Han kan sige jobbet op på almindelige betingelser, men det er hensigten, at han skal arbejde i banken i minimum tre år. Ellers må familien selv punge ud til en del af hjemflytningen.

Erik og Phillippa har stadig huset i Vordingborg, og tanken er at vende hjem, inden datteren skal begynde i skole. Det passer nogenlunde med tre år.

Tivoli-ture og besøg i legelande og zoologiske haver bliver ikke en del af Madelines hverdag, for den slags findes ikke i Grønland.

”Vi har en svømmehal og en legeplads og kan da godt savne lidt afveksling i hverdagen. Til gengæld har vi naturen og har allerede lært meget af, at der er noget, der er større end os”, slutter Erik.

Medlemmer, som er interesseret i at høre mere om at arbejde i Grønlandsbanken og bo i Nuuk, er velkomne til at kontakte Erik Filtenborg på efi@banken.gl

 

Seneste nyt