Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Vi vil holde kompetencerne længst muligt i butikken

Lån & Spar roses i forskningsprojekt for at holde på erfarne medarbejdere, der er tæt på pensionsalderen. ”De har erfaring, er stabile, og der skal meget til at ryste dem”, siger filialdirektør Jacob Cruse, der fokuserer mere på medarbejdernes personlighed og kompetencer end på deres alder.

23. nov. 2021
2 min

Ledigheden blandt finansansatte, som er 55 år eller ældre, er markant højere end for yngre aldersgrupper, og det er generelt svært for erfarne finansfolk at genvinde fodfæstet på arbejdsmarkedet, hvis de har mistet deres job.
Det er ikke en udvikling, Lån & Spar har et medansvar for. Tværtimod roses banken i et forskningsprojekt ”Seniorpraksis – mental sundhed sent i arbejdslivet” for at fastholde ældre medarbejdere og få dem til at trives.

”Vi har brug for alle kompetencer og vil gerne holde medarbejdernes kompetencer længst muligt i butikken – også gerne udover den officielle folkepensionsalder, hvis de pågældende er aktive og har kompetencerne i orden”, siger Keld Thornæs, HR-direktør i Lån & Spar.

Gennemsnitsalderen blandt de cirka 450 medarbejdere er 40 år. Forklaringen er, at man ansætter mange trainees og også er en populær arbejdsplads for yngre finansansatte.

Jacob Cruse, der i dag er filialdirektør i Lån & Spar på Vesterbro, har tidligere været leder i Brønshøj, hvor næsten alle medarbejdere var over 50 år.
”Seniorer har erfaring, de er stabile, og der skal meget til at ryste dem. Derfor er det en god gruppe at være leder for. Men jeg fokuserer ikke på alder, når jeg skal ansætte en ny medarbejder. Personligheden og kompetencerne er vigtigst”, siger Jacob Cruse.
Rådgiverens alder må dog gerne matche alderen på den overvejende del af en kundeportfølje, da det ofte giver de bedste resultater.

Nogle går op i arbejdstid

For nylig valgte en 54-årig medarbejder i banken at gå op i ugentlig arbejdstid fra 37-til 42 timer, sådan som overenskomsten giver mulighed for.

”Vi har flere eksempler på, at medarbejder trapper op, når de nærmer sig pensionsalderen. Det modsatte – at en medarbejder slår lidt op i banen – sker naturligvis også, og det kan være uanset om du er 28 eller 58 år, og handler om, at den pågældende trænger til at prøve noget andet”, fortæller Keld Thornæs og tilføjer, at medarbejdere i banken har mulighed for at gå ned i arbejdstid, sådan som standardoverenskomsten foreskriver, når man er fyldt 60 år.

Lån & Spar vandt i 2015 EU’s Healthy Workplaces Good Practice Award for at have det bedste psykiske arbejdsmiljø blandt mellemstore virksomheder. Bankens trivselsundersøgelser viser fortsat, at man ligger over gennemsnittet i forhold til andre finansvirksomheder.

Seneste nyt