Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Værdien af et stærkt fagligt system

Hvis du er en flittig læser af klummen i kredsbladet, så vil du måske, når du læser denne klumme tænke, at den har du læst før. Og du har til dels ret, for indholdet i min klumme denne gang er i et vist omfang, en gentagelse af klummen fra september 2019. Og hvorfor så det? Jo, nogle gange fortjener et budskab en gentagelse eller flere, både fordi det er vigtigt og fordi det nogle gange er nødvendigt for at budskabet trænger ind hos modtagerne.

Som du nok også har bemærket, så er det kommende tillidsrepræsentantvalg et gennemgående tema i dette blad, og derfor er det også temaet for denne klumme. Forhåbentlig betyder valget her i efteråret, at de fleste af de eksisterende tillidsrepræsentanter i Kreds Vests virksomheder stiller op og bliver genvalgt. Men samtidig håber jeg også, at valget giver anledning til, at nye kandidater melder sig på banen med ønsket om at gøre en forskel for deres virksomheder og deres kolleger.

Et stærkt fagligt system i kredsens virksomheder er vigtigt for os i kredsbestyrelsen, da tillidsrepræsentanterne blandt andet er vores og Finansforbundets øjne og ører ude i virksomhederne. Men de bør blive betragtet som lige så vigtige af virksomhederne, og hvis ledelserne tør og vil bruge dem, kan de hente enorm meget vigtig viden og hjælp hos tillidsrepræsentanterne.

Mod og vilje fra begge parter

Det kræver som sagt, at ledelserne tør gøre brug af tillidsrepræsentanterne, og er villige til at investere det nødvendige i en god og tillidsbaseret relation til dem og det øvrige faglige system. For det kræver både mod og vilje fra begge parter at skabe et stærkt fagligt system og et godt samarbejde mellem det faglige system og ledelsen. For hvis man ønsker et stærkt samarbejde, så kræver det bl.a. dialog og at man får opbygget tillid, hvilket kræver tid og ressourcer. Tillid er ikke noget, der kommer af sig selv, det er noget man skal gøre sig fortjent til på begge sider af bordet.

Et første skridt på vejen til at skabe en tillidsfuld relation mellem det faglige system og ledelsen er efter min bedste overbevisning, at man har respekt for hinandens roller. Fagbevægelsen i Danmark er resultatet af mange års kamp for at skabe de bedst mulige arbejdsforhold, og i mere end 100 år har fagbevægelsen været en af hjørnestenene i opbygningen af det samfund, vi har i Danmark i dag. Septemberforliget i 1899 var kulminationen og afslutningen på den meste omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde, og resultatet var, at arbejdsgiverne på den ene side anerkendte arbejdernes ret til at føre kollektive forhandlinger, mens arbejderne på den anden side anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet i den enkelte virksomhed.

Alsidige kompetencer

Netop den anerkendelse fra begge parter af den anden parts berettigelse, må være grundlagt for et godt samarbejde. Derudover er tillidsrepræsentanterne også medarbejdere med alsidige kompetencer, hvoraf en stor del tillæres på Finansforbundets Grunduddannelse for tillidsrepræsentanter. Grunduddannelsen er med til at udvikle tillidsrepræsentanter, som er i stand til at møde de krav, som en sektor i så store forandringer, som den finansielle kræver.

Der er naturligvis også nogle personlige kompetencer, som man skal besidde for at blive en god tillidsrepræsentant. Først og fremmest skal man selvfølgelig være engageret i såvel sine kollegers som sin virksomheds ve og vel, og have et ønske om, at gøre en positiv forskel. Derudover er kompetencer som mod, nysgerrighed, en konstruktiv tilgang til udfordringer samt i det hele tage lyst til personlig udvikling, også egenskaber, som vil være med til at forme en dygtig tillidsrepræsentant.

Problemer løses i opløbet

Der er altså meget, som kan motivere til at påtage sig et hverv som tillidsrepræsentant i Finansforbundet, og der er lige så meget, som bør få ledelserne rundt om i virksomhederne til at bifalde enhver medarbejder, som påtager sig hvervet.
Heldigvis er der også opbakning fra ledelserne i langt de fleste af kredsens virksomheder. Men hvis du sidder i en virksomhed, hvor ledelsen måske endnu ikke har set fordelen ved et stærkt fagligt system, og du går med overvejelser om at stille op til det kommende valg, så skal du måske lægge denne klumme på din direktørs eller din leders skrivebord, og håbe det får ham eller hende til at se lyset.

For det er win win, hvis ledelsen ser værdien af et dygtigt tillidsrepræsentantkorps. Det giver tillidsrepræsentanter, som tør udvikle sig og for virksomheden betyder det bandt andet adgang til vigtig viden om organisationen, og ofte kan problemer og udfordringer tages i opløbet, hvis man i virksomheden har et stærkt fagligt system. Tillidsrepræsentanter og ledelser har grundlæggende det samme formål for øje, nemlig at udvikle og vedligeholde den virksomhed de er en del af, så den er en god arbejdsplads.

Jeg ønsker alle, nye potentielle såvel som garvede tillidsrepræsentanter, et godt valg.

 

Seneste nyt