Jeg får næsten kun ”Ja tak” til at blive medlem
Kollegerne kommer med om bord, når tillidsrepræsentant Anders Nørgaard fortæller dem om goderne ved et medlemskab i Finansforbundet. Og det gør han systematisk og gerne: ”Det er jo et godt tilbud”.
Når der kommer nye kolleger, varer det ikke længe, før de hilser på Anders Nørgaard. Det sørger han for som tillidsrepræsentant i Spar Nord, hvor han er systemudvikler og meget dygtig til at hverve nye medlemmer.
”Jeg møder dem fysisk, så snart de møder ind. For at sige goddag og for at fortælle, at jeg snart vil vende tilbage for at høre, om de vil holde et møde med mig”.
Anders Nørgaard har en aftale med cheferne om, at han må bruge en times arbejdstid på at fortælle nyansatte om fordelene ved at være medlem.
”Jeg fortæller, hvem jeg er og hvad de kan bruge mig til, hvad Finansforbundet i Spar Nord Kreds står for og hvad Finansforbundet er og har at byde på. Hvis de siger ja tak til at tale med mig, selvfølgelig, men jeg har endnu ikke oplevet et nej”.
Et rigtig godt tilbud
For Anders Nørgaard, som blev tillidsrepræsentant, mens Danmark var lukket ned af corona, er det ikke udfordrende eller grænseoverskridende at tage kontakt til nye kolleger. Han ser det som en naturlig del af sin rolle som tillidsrepræsentant.
”Jeg har tidligere arbejdet som sælger, måske spiller det ind. Samtidig synes jeg, det er så godt et tilbud, at det er nemt at foreslå nye kolleger at blive del af fællesskabet og få de fordele, der ligger i det”, siger han og roser det hvervemateriale, han har fået gennem Finansforbundet i Spar Nord Kreds.
”Det er godt og systematisk opbygget, så man kan bruge det aktivt i samtalen med potentielle medlemmer”.
Også en it-overenskomst
En del af Anders Nørgaards nye kolleger kender ikke umiddelbart Finansforbundet:
”De har måske arbejdet i en helt anden branche og eventuelt også skiftet jævnligt job. De tror ikke, at noget med finanssektoren har relevans for dem som it-ansatte. Så jeg fortæller dem, at vores overenskomst også er en it-overenskomst og har specifikke tilbud for dem”.
Også kolleger, der var ansat i forvejen, har Anders Nørgaard succes med at hverve.
”Nu er ni ud af ti it-kolleger i Spar Nord medlem af Finansforbundet. For tre år siden var det under halvdelen. Omkring hver fjerde, jeg hverver, var ansat i forvejen. Nogle af kollegerne er simpelthen aldrig blevet spurgt, om de vil være medlem og siger ja, når jeg fortæller om mulighederne”.
Anders Nørgaard roser det setup, der er med tillidsrepræsentanter i Spar Nord:
”Vi er 53 tillidsrepræsentanter og det betyder, at den enkelte er tæt på sine medlemmer. Jeg ser mange af dem dagligt og dem, der sidder længst væk, er få hundrede meter væk”.
Den jævnlige kontakt betyder, at han får en del henvendelser i dagligdagen:
”Når man kender hinanden, er det nemmere lige at række ud til mig og få afklaret et eller andet. Det kan være noget, der ikke er af fortrolig karakter og bare lige ordnes på stedet eller ved kaffemaskinen”.
På den måde får han også stadig flere ambassadører, der oplever, at de har fået hurtig respons og noget ud af deres medlemskab.
”Jeg respekterer et nej tak. Men jeg siger sådan her: Du kan sige ja, nej eller måske. Hvis du siger måske, kommer jeg til at spørge dig igen”, siger Anders Nørgaard.
”Der sker ikke noget ved at spørge sine kolleger - vi har noget godt at tilbyde dem. Det værste, der kan ske, er at man får et nej. Og hvad så? Så får de kolleger ikke de fede fordele ved medlemskabet, men det er selvfølgelig deres valg”.