Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

"God trivsel er ikke raketvidenskab"

Men de kan alligevel noget særligt sammen i Spar Nords afdeling i Viborg. Med en topplacering i bankens trivselsmålinger år efter år er det et oplagt sted at hente inspiration til et bedre arbejdsliv

28. aug. 2024
4 min

”Det er ikke fordi vi tager så mange initiativer, der adskiller sig fra det, de gør mange andre steder. Men vi gør meget ud af at følge op på og fastholde den gode trivsel.”

Tillidsrepræsentant igennem en årrække, Anders Bitsch, der også er privatkunderådgiver i Spar Nord Viborg, er ligesom sin direktør, Charlotte Røhl, stolt og glad for afdelingens placering i toppen af de interne trivselsmålinger.

De to har arbejdet sammen igennem afdelingens fusion og vækst, siden hun begyndte som direktør for ti år siden. Et samarbejde, de begge fremhæver som centralt i arbejdet med at sikre god trivsel for afdelingens 20 ansatte.

Tillidsrepræsentant Anders Bitsch og Direktør Charlotte Røhl, Spar Nord Viborg
Tillidsrepræsentant Anders Bitsch og Direktør Charlotte Røhl, Spar Nord Viborg

Ind i fællesrummet

”Da jeg begyndte som direktør, havde jeg eget kontor, men jeg brugte det faktisk aldrig. Jeg kan lide at sidde sammen med de andre og mærke energien i rummet – og så vil jeg gerne signalere åbenhed og være synlig,” forklarer hun.

Energien i rummet er taget til, for hvor erhvervsrådgiverne tidligere holdt til på 1. sal, sidder alle nu sammen på stueetagen, mens der er mødelokaler på øverste etage. En beslutning, som ikke alle i første omgang var begejstrede for, fortæller Anders Bitsch:

”Nogle af os var bange for, at det ville give meget støj og være svært at få ro til at koncentrere sig. Men nu kan vi trække ovenpå, hvis der er brug for ro til arbejdsopgaverne. Det fungerer faktisk rigtig godt. Min oplevelse er, at alle er glade for det, og det har givet meget mere sparring mellem privat og erhverv.”

Bergen-tur og morgenkaffe

I det hele taget er de ansatte glade for hinandens selskab. 
De bakker op om sociale engagementer, som fredagsbar og andre gode klassikere - og sidste år var de alle sammen i Bergen, på en delvist selvbetalt tur, for at fejre et godt årsresultat. 

I hverdagen er der også indlagt sociale events. Der er stående fredagsmorgenmad ved højborde – her vender man kort stort og småt, synger en morgensang og ønsker hinanden god weekend.

Der er også god opbakning om de sociale initiativer fra personaleforeningen, fortæller tillidsrepræsentanten:

”Vi tager initiativer til en del forskellige ting socialt også i personaleforeningen. Men vi prøver at holde balancen, for vi er klar over, at den sociale tid med kollegerne kan blive taget fra fritiden.”

Møder ind

Fleksibilitet i hverdagen fremhæves ofte som et trivselsparameter, og det er også vigtigt i Viborg. Men muligheden for at arbejde hjemme bruges faktisk meget lidt, fortæller Anders Bitsch:

”Kollegerne arbejder primært hjemme, hvis der er en konkret grund, hvis et barn skal til læge eller lignende. Det er ikke noget, der bruges i det daglige.”

Det udlægges af dem begge som tegn på, at medarbejderne gerne vil ind på arbejde og være sammen. Det gode fremmøde har også betydning for de mange nye, heriblandt en del unge, der er blevet ansat i afdelingen, påpeger Charlotte Røhl.

Alle er vigtige

Arbejdet med at få alle ansatte til at arbejde godt sammen og anerkende alles arbejdsindsats, fylder meget i Charlotte Røhls’ ledelse.

”Vi har alle vigtige opgaver, det er hele værdikæden og vores samarbejde på tværs, der gør os til dem, vi er.”

Derfor er det også teamindsats og -resultat, der er mest fokus på i afdelingen. Men det betyder ikke, at den enkeltes indsats ikke vurderes løbende.

Vi har alle vigtige opgaver, det er hele værdikæden og vores samarbejde på tværs, der gør os til dem, vi er.
- Direktør Charlotte Røhl, Spar Nord Viborg

Personprofiler

Da Charlotte Røhl tog over, blev alle medarbejdere i afdelingen testet og personprofilerne delt, for at skabe større forståelse for forskelle. De nyest tilkomne er også blevet testet, og det er en god ide, synes tillidsrepræsentanten:

”Det er jo ikke sådan, at vi er ens, tværtimod er vi meget forskellige. Det er godt, for det betyder også, at vi supplerer hinanden. Personanalyserne har hjulpet os til at arbejde bedre sammen – man kan grine lidt af det sammen ind imellem, nåh, det er fordi du er sådan en type, at du reagerer sådan. Det letter samarbejdet.”

Deler de gode historier

En gang om måneden deler medarbejderne hinandens bedste historie. På skift har de opgaven med at fortælle en oplevelse, der er værd at give videre – det kan fx være, hvordan en ny kunde blev landet.

Anders Bitsch fortæller, at historiedelingen foregår foran fire ophængte tegninger. De har overskrifterne Mission, Vision, Værdier og Kultur og visualiserer resultatet af en workshop om samme emner.

”Det er en hjælp til at fastholde det, vi blev enige om sammen på workshoppen, og samtidig kan vi henvise til det i de historier, vi deler med hinanden.”

Hånd i hånd med gode resultater

Ud over høj trivsel ligger afdelingen inde med en af de højeste kundetilfredsheds-målinger i banken. 

”Trivsel og bundlinje hænger uløseligt sammen,” er de to enige om. 

Når medarbejderne møder motiverede på arbejde, smitter det af på indsatsen og den måde, man møder kunderne på. 

Trivsel betyder også, at man har lyst til at blive i sit job, pointerer direktøren:

”I de ti år, jeg har været her, er kun en kollega skiftet til en konkurrent. Det er der ikke mange, der kan prale af.”

Seneste nyt