Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

En god debut

Henrik Rosengren blev valgt som tillidsrepræsentant i januar og fik endnu mere appetit på sin nye rolle ved deltagelse i seminar i Vejle. Også Sanne Beck Jensen, der deltog for tredje gang, var glad for programmet – og det sociale udbytte.

23. jun. 2023
3 min

”Der var mange nye ansigter, så det var en rigtig god anledning til at få skabt kontakt og netværk”.
Henrik Olsbro Rosengren, nyvalgt tillidsrepræsentant i januar, havde set frem til at deltage i sit første seminar for tillidsvalgte i Finansforbundet Sydbank Kreds.



Seminaret blev i år afviklet i Vejle, i forlængelse af generalforsamlingen samme sted og havde blandt andet den nye overenskomst og kompetenceudvikling på programmet.

”Jeg blev overrasket over, hvor mange nye tillidsvalgte, der er kommet i kredsen indenfor det seneste år - og hvor få jeg egentlig kendte. Der var mange, jeg hilste på for første gang,” siger Henrik Rosengren, der arbejder som investeringsrådgiver i Næstved.

Hul på rollen

I afdelingen manglede man en tillidsrepræsentant, og Henrik besluttede sig for at følge kollegernes opfordring om at stille op – også fordi han er inspireret af sin kone, der er sygeplejerske og tidligere har været tillidsrepræsentant.

”Jeg går først i gang med uddannelsen til efteråret, så jeg var glad for at tage mere hul på rollen med seminaret i Vejle. Det var interessant at dykke mere ned i overenskomsten, og det var inspirerende at vores direktør, Karen Frøsig, deltog og holdt oplæg.”

Også indføring i, hvordan man som tillidsrepræsentant interviewer og åbner samtaler med kolleger, var noget af det, Henrik Rosengren tog med sig hjem.

”Kollegerne er fordelt på to etager derhjemme, og jeg kender selvfølgelig ikke alle lige godt. Så det var meget lærerigt at få nogle input til, hvordan jeg bedst er med til at sikre, at alle trives.”

Hjemmearbejde til debat

Også Sanne Beck Jensen, der deltog for tredje gang, var glad for programmet. Hun er hvidvask-medarbejder og arbejder på hovedkontoret.



”Blandt de emner, vi kunne vælge mellem den første dag, valgte jeg distancearbejde. Det er blevet et vigtigt element i arbejdslivet, en afgørende mulighed for mange.”

Hun konstaterer, at der er meget forskel på, hvor gode mulighederne er for at bruge hjemmearbejde i de enkelte afdelinger – både på grund af arbejdes karakter, forskellig kultur og lederstil.

”Det var interessant at drøfte på tværs af banken. Det er noget, vi skal arbejde videre med alle steder.”

Flaget skal rejses

Men det var dag to, som handlede om den kompetente tillidsrepræsentant, der gav hende størst værdi:

”Både i forhold til min egen læring, hvordan man kan coache sig selv til at åbne for nyt - og hvordan man kan inspirere andre til det samme. Det var spændende,” siger hun.

Hun fik også lyst til at gøre mere for at udbrede kendskabet til Finanskompetencepuljens muligheder:

”Vi må som tillidsvalgte løfte flaget for de virkelig gode muligheder, vi har for at dygtiggøre os. Det er ærgerligt, at så få bruger dem. Jeg tror simpelthen ikke, kendskabet er godt nok.”

Karen Frøsigs besøg satte Sanne Beck Jensen også stor pris på, det giver en god fornemmelse at øverste direktør bakker op om de tillidsvalgtes arbejde, synes hun:

”Karen var meget nærværende. Det har stor betydning, at hun deltager. Bagefter kunne vi stille spørgsmål, intet var for stort eller småt.”

Allerbedst var det at møde de tillidsvalgte kolleger igen:

”Det sociale er alfa omega. Det at vi samles et par dage, at vi er hevet ud af de vante rammer og kun skal koncentrere os om det. Det giver virkelig noget.”

Læs mere om Finanskompetencepuljen

Bliv tillidsrepræsentant

Bliv tillidsrepræsentant og gør en forskel for dig selv, dine kolleger og din arbejdsplads. Her kan du blive klogere på rollen, opgaverne og dit udbytte.

Læs mere her

Seneste nyt