Jarls leder januar 2025
Vi kunne i sidste del af 2024 fejre en rigtig god SEU-måling de fleste steder i banken, og jeg glæder mig også fortsat over resultatet. Det høje engagement er en funktion af arbejdsglæde og loyalitet. Derfor er det helt ned i hverdagene, at fundamentet bliver lagt til den næste SEU. Desværre har enkelte afdelinger en lav SEU-score, hvor det er obligatorisk at lave handleplaner.
Ikke alle disse afdelinger har lavet handleplaner endnu, og kvaliteten af de udfærdigede handleplaner er både god og dårlig. Det vigtigste for en god kvalitet er dialogen mellem ledere og medarbejdere med deltagelse af en tillidsrepræsentant, der kan agere talerør, dér hvor der ellers forbliver noget usagt. Den berømte elefant, der kan være i rummet skal italesættes, og “spises” i små bidder. HR-partnerne gør et godt job med at facilitere og sparre i de processer.
Den gode dialog kommer af at lytte interesseret til hinanden og opstår i en balance mellem at medarbejderne – på den ene side – undlader at bruge SEU’en som anledning til at gøre lederen til skydeskive for alting. På den anden side er det vigtigt at lederen involverer medarbejderne ved at lytte åbent til hvilke overvejelser, der ligger bag SEU-tallene.
Involvering er første step i at blive løsningsorienteret. Næste step er at blive helt konkrete, når ledere og medarbejdere sammen laver handleplaner. Det kan dreje sig om bittesmå adfærdsændringer eller et større opgør med en dårlig kommunikationskultur, og det kan være tusindvis af andre tiltag.
Jeg vil opfordre alle afdelinger til at eksperimentere med nogle af de værktøjer, som Finansforbundet har bygget sammen med blandt andre Finans Danmark Arbejdsgiver i regi af BFA Finans. Det offentlige har i de senere år ydet ekstra økonomisk støtte til BFA Finans i form af et to-cifret millionbeløb. De penge har været øremærket til at udvikle værktøjer, der skal fremtidssikre den finansielle sektor med en bedre trivsel.
Værktøjerne er blevet fantastisk gode, og de er nemme at gå til. Flere afdelinger i Sydbank har allerede taget dele af Fordybelsespyramiden til sig. Andre afdelinger har arbejdet med Psykologisk Tryghed, der passer som hånd i handske med bankens kulturprojekt og nye strategi. Arbejdet med at styrke den psykologiske tryghed er nemlig en forudsætning for mere mod i banken. Der er også et værktøj til at Få styr på arbejdspresset. Det kan du læse mere om i artiklen ”Er du glad for at gå på arbejde”.
Vi har taget hul på 2025. Jeg håber, at alle er kommet godt fra start. Godt nytår!