Jeg har lært, hvordan jeg bedst får budskabet frem
Inden længe er der valg til posterne som tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.. Pernille Lumholtz Raben er blandt dem, der genopstiller som tillidsrepræsentant, for hun oplever at kunne påvirke forholdene i sin afdeling kombineret med stor personlig udvikling

Det var ikke Pernille Lumholtz Rabens egen idé. Men det skulle vise sig at være rigtig godt set af omgivelserne for knap fem år siden at opfordre privatrådgiveren i København til at blive tillidsrepræsentant for omkring tyve kolleger.
”Først var jeg lidt i tvivl, men både den tidligere tillidsrepræsentant og andre kolleger opfordrede mig til at stille op. Desuden var der var ingen modkandidater, og jeg synes det er vigtigt at have en på posten.”
Med dengang 15 år i banken med sig, følte Pernille Lumholtz Raben også, at hun var på sikker grund og kendte både arbejdsplads og ledelse godt:
”Jeg har med årene fået mere pondus og er ikke den, der holder mig tilbage fra at sige, hvad jeg mener. Jeg går ind for ”svesken på disken”, både i forhold til kolleger, kunder og dem, jeg taler til generelt – selvfølgelig siger jeg tingene pænt, men jeg tror, vi kommer længst ved at være ærlige over for hinanden.”
Sig det, som det er
Der var en del udfordringer at tage fat på i afdelingen, da hun overtog posten, og hun kastede sig passioneret ind i opgaverne.
”Der gik lige lidt tid, hvor jeg arbejdede på at finde den rigtige måde at få mine budskaber igennem på,” fortæller hun, der på grund af blandt andet venteliste og graviditet først afsluttede sin uddannelse som tillidsrepræsentant i maj måned i år.
”Det har betydet, at jeg har nået at samle en del erfaring før uddannelsen, og det synes jeg faktisk har fungeret virkelig godt – jeg har kunnet forholde teorien til praksis.”
Pernille har også oplevet en markant personlig udvikling i kraft af sin rolle som tillidsrepræsentant:
”Blandt andet er jeg blevet meget bedre til at spotte og tage højde for andres virkelighed. Fx at der kan være en anden bagvedliggende grund til, at de siger, som de gør. Den evne kan jeg bruge bredt, også derhjemme. Måske er jeg blevet lidt mere overbærende med min mand,” siger hun og griner.
Bruges flittigt
Samtidig er hun stadig kollega Pernille, så hun bruger tit formuleringen:
”Skal jeg tage min tillidsrepræsentant-kasket på, eller snakker du med mig som kollega?”
Hun oplever, at kollegerne bruger hende aktivt og flittigt til stort og småt i rollen som tillidsrepræsentant:
”Det er jeg rigtig glad for, og jeg har også mange gange gjort opmærksom på, at jeg gerne vil bruges. Hvis det kun bliver sagt mellem kolleger ved kaffemaskinen, er det svært at gøre noget ved tingene,” siger Pernille Lumholtz Raben, der genopstiller til det kommende tillidsrepræsentant-valg.
”Jeg vil vildt gerne min arbejdsplads og vil gerne gøre en indsats for kollegerne. Det håber jeg, at de kan mærke.”
Som tillidsrepræsentant bliver man valgt for en 2-årig periode. Kontakt kredsbestyrelsen på ffsydbankkreds@sydbank.dk, hvis du vil høre mere.
3 gode grunde til at blive tillidsrepræsentant
Stejl udviklingskurve - både personligt og fagligt
Som tillidsrepræsentant skal du tage ansvar, vejlede, træffe beslutninger, være i dialog med kolleger og beslutningstagere, og du skal forhandle og mægle mellem ledelsen og dine kolleger. Alt det bliver du som tillidsrepræsentant klædt på til.
Du bliver en del af et større fællesskab
Du kommer til at bidrage til udviklingen af din arbejdsplads, og du får en langt større berørings- og kontaktflade i banken. Du får også et stort netværk på tværs af organisationen og med andre virksomheder indenfor sektoren. Et uvurderligt netværk, du kan trække på både fagligt og socialt.
Du får adgang til at booste din karriere
Med uddannelsen og erfaringerne som tillidsrepræsentant i ryggen får du grundlæggende skærpet dine kompetencer fagligt og personligt. Bl.a. bliver du en stærkere kommunikatør med en større personlig gennemslagskraft. Det kan booste din karriereudvikling, hvis du ønsker det.