Lønpuljeundersøgelsen
Overordnet er 31% tilfredse eller meget tilfredse med lønpuljeimplementeringen, mens 40% er utilfredse eller meget utilfredse. Utilfredsheden går primært på kommunikationen omkring den nye ordning, herunder den manglende tid til at gennemføre de planlagte lønsamtaler og feedback-samtaler. Det kan læses ud af kommentarerne. En del er også principielt imod en lønpuljemodel, men det har ikke været en mulighed at fortsætte modellen med den samme procentvise lønstigning til alle.
Da overenskomsten blev stemt hjem i marts 2025, betød det, at alle ansatte får en kollektiv stigning på 1,8% i 2025, 1,9% i 2026 og 1,9% i 2027.
Hvis banken havde ønsket at fortsætte uden lønpulje, ville der hvert af de tre år være kommet 0,6% mere i lønposen til alle. Til gengæld ville 2/3 af medarbejderne ikke få del i puljen med min 2% over de tre år.
Men Sydbank ønskede lønpulje og valgte at forhandle en lønpulje på 1% i hvert af årene. Forhandlingen mellem Sydbank og kredsen faldt på plads i starten af maj og herefter var der travlhed med at implementere den nye lønstruktur. For banken ønskede, at de tilpassede lønstigninger skulle udbetales fra og med juli-lønnen.
Da det er første gang, at vi i Sydbank prøver kræfter med lønpulje, blev vi enige om at gennemføre en undersøgelse af lønpuljeimplementeringen, for at få input til den videre proces med lønpulje i 2026 og 2027. Derfor sendte kredsen i august et spørgeskema til 1.784 medlemmer af Finansforbundet i Sydbank. Vi er meget glade for svarprocenten på 42, og at rigtig mange har gjort sig ulejlighed med at supplere med kommentarer.
Samtalerne
Lidt under halvdelen deltog i en lønsamtale og 62% fik en feedbacksamtale. Det er lidt skuffende at der ikke er fundet flere samtaler sted, men der er omvendt ingen tvivl om at der har været meget travlt med at afholde samtaler på den korte tid, der var til rådighed. Overraskende mange medarbejdere har ikke selv ønsket en lønsamtale. Der er tale om 27% og hertil kommer 9% som angiver, at de ikke havde tid.
Det er positivt, at 57% af dem der havde en lønsamtale, faktisk var tilfreds med den. Det samme gælder 58% i forhold til feedback-samtalerne. Under 20% var decideret utilfredse med deres samtaler.
Kriterierne og kommunikationen af dem
Der er generel opbakning til de individuelle og organisatoriske kriterier, men af kommentarerne kan man se, at der er stor utilfredshed med kommunikationen fra både bankens og kredsens side. Kun ca. 1/3 finder kommunikationen klar. Særligt er der underkommunikeret på, at det også er et selvstændigt kriterie for lønpuljetildeling, hvor man ligger i lønspændet i sit job. Ligger man højt i spændet er det sværere at få en tildeling og omvendt.
Hvad nu?
Igen tak for de mange input, som gør at vi kan tilrettelægge en bedre proces i 2026 og 2027. Vi er allerede i gang med at lære af erfaringerne. F.eks. er vi på nuværende tidspunkt i gang med at planlægge lønpuljetildelingen i 2026.