Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Hvilke løn- og ansættelsesvilkår har studerende ret til?

Bliv klogere på de særlige vilkår, der gælder for studerende ansat under en af Finansforbundets overenskomster.

Som studerende varierer dine løn- og ansættelsesvilkår ift. den overenskomst, du er omfattet af. Størstedelen af studerende er omfattet af Finansforbundets Standardoverenskomst [STOK'en] eller af en af Finansforbundets Virksomhedsoverenskomster [VOK'er]. Men du kan også være omfattet af en af Finansforbundets Særoverenskomster eller FinTech-overenskomster.

Hvis du er i tvivl om hvilken overenskomst, du er omfattet af, eller hvis du har spørgsmål til dine løn- og ansættelsesvilkår, er det en rigtig god ide at kontakte din tillidsrepræsentant eller Finansforbundet på 32 96 46 00 eller post@finansforbundet.dk.

Du finder en oversigt over Finansforbundets overenskomster her.

Nedenfor finder du en overordnet beskrivelse af de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår for studerende i Finansforbundets Standardoverenskomst [STOK'en], idet den omfatter mere end 100 virksomheder i finanssektoren. Og hvis du i stedet er ansat i en af de virksomheder/koncerner, der er omfattet af en af Finansforbundets virksomhedsoverenskomster [VOK'er], vil dine løn- og ansættelsesvilkår typisk minde rigtig meget om vilkårene i STOK'en beskrevet nedenfor.

 

Studerendes løn- og ansættelsesvilkår ifølge Standardoverenskomsten [STOK'en]

Hvis du er ansat i en virksomhed, der er omfattet af STOK'en, har Finansforbundet sikret dig gode løn- og ansættelsesvilkår. Du har fx ret til overenskomstens årlige lønstigninger og minimumsløn. I perioden 2022-2024 har Finansforbundet forhandlet følgende Minimumsløn og Lønstigninger:

Årlige lønstigninger

 

 Lønstigning

 2022

 2,00 %

 2023

 4,50 %

 2024

 3,70 %

Minimumsløn studerende

 

 Månedsløn (kr.) 

 Timeløn (kr.) 

 2022

 25.500  159

 2023

 26.650  166

 2024

 27.650  172

Udover minimumslønnen er det også aftalt, at studerende som hovedregel får udbetalt omsorgsdage og arbejdsgivers pensionsbidrag som et tillæg til lønnen. Værdien af omsorgsdagene er 1,92% af årslønnen, mens værdien af arbejdsgivers pensionsbidrag er 11,65% - dvs. samlet set et tillæg til lønnen på 13,57%.

 

Arbejdstid og Forsikringer

Herudover har Finansforbundet sikret, at du som studerende har ret til både Tand- og Sundhedsforsikring, samt at din arbejdstid skal aftales, så den tager hensyn til dit studie. Og hvis du skal arbejde på særlige tidspunkter, såsom weekender eller om aftenen, er du berettiget til et tillæg pr. time, der udgør 25-75% af timelønnen.

HUSK!

Hvis du er i tvivl om dine løn- og ansættelsesvilkår som studerende, eller hvis du har spørgsmål til vilkårene, er det altid en god ide at kontakte din tillidsrepræsentant eller Finansforbundet.

Hvordan forhandler du din første løn?

Hør Klaus Mosekjær, senior økonom, gennemgå hvad du skal være opmærksom på til din første lønforhandling.