Tre fejl du ikke må begå til jobsamtalen
Du kom gennem nåleøjet og blev inviteret til samtale. Giv dig selv de bedste chancer for at lande jobbet ved at undgå disse tre fejl.
1: Du kører den på rutinen
Dårlig idé! En arbejdsgiver gennemskuer det på 0,5, hvis du ikke har brugt tid på at forberede dig på mødet.
Når samtalen går i gang, står det lynhurtigt klart, hvis du ikke har tænkt over de vigtigste spørgsmål, som fx hvorfor du har søgt stillingen, eller hvad netop du kan byde ind med.
Nul forberedelse viser en useriøs og ligegyldig tilgang til jobbet, og det signalerer, at du hverken er pligtopfyldende eller særligt interesseret i arbejdspladsen.
2: Du dukker nakken og er (for) ydmyg
Pas på med at være selvudslettende. Du skal jo være den kollega, man har lyst til at arbejde sammen med og sparre med.
Mange går ind til en jobsamtale med det mål at please arbejdsgiveren. Men at tale efter munden og ikke markere sig med egne synspunkter efterlader indtryk af en initiativløs og uselvstændig medarbejder. Det dur ikke.
Selvfølgelig skal du ikke skryde som et æsel eller prale. Og da slet ikke uden at kunne dokumentere alle de fantastiske resultater, du hævder, du har opnået. Men byd ind med dine egne holdninger - særligt til det faglige.
Sig heller aldrig, at du slet ikke kan løse en bestemt opgave. Peg i stedet på, at du er uddannet til det og er sikker på, du vil kunne løse det. Det er ikke at lyve.
3: Du taler dårligt om andre
Det er en dødssynd til en jobsamtale er at snakke dårligt om en tidligere arbejdsgiver og arbejdsplads. Det er simpelthen dårlig stil, og det skaber usikkerhed om din loyalitet. For hvad kan du så finde på at sige om din måske kommende arbejdsgiver?
Hvis du bliver spurgt til, hvorfor du har forladt en tidligere arbejdsplads, så fokusér på det faglige - og gå aldrig ind i det personlige. Det kan være, du savnede udfordringer eller bare havde lyst til at bevæge dig i en anden retning.
Skru også helt ned for egoismen. Hvis du i dine svar kun taler om, hvad du får ud af at få jobbet, hvad du kræver og hvad du vil, frem for hvad virksomheden får ud af at ansætte dig, så er du helt sikkert ikke med i opløbet om jobbet.
Drop også at spørge ind til løn, personalegoder og fleksible arbejdstider. Det skal nok komme op på et tidspunkt.
Læs mere om, hvordan du bedst forbereder dig til jobsamtalen