Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Finansansatte skal være nysgerrige på fremtiden

En paneldebat på Finansforbundets nytårskur i København, som godt 175 medlemmer deltog i, pegede på, at regulering, FN’s 17 mål om bæredygtig udvikling og moral vil komme mere i fokus i finanssektoren i de kommende år. Og for medarbejderne bliver det en vigtig kompetence at være nysgerrig i forhold til nye teknologier som blockchain og kunstig intelligens.

21. jan. 2019
2 min

​Et panel bestående af Julie Galbo, Head of Group Business Risk Management i Nordea, Lisa Herold Ferbing, formand for Dansk IT, Nils Elmark, Fintech og trendekspert med base i London samt Kent Petersen, formand for Finansforbundet debatterede finanssektorens udvikling og hvilke kompetencer, der er brug for, mandag den 21. januar, hvor Finansforbundet i København holdt nytårskur for godt 175 medlemmer.

Under tv-vært Cecilie Becks kyndige ordstyring kom de fire debattører med en række bud på, hvilke internationale strømninger og tendenser der vil slå igennem i den danske finansielle sektor i den kommende tid.

"Det er svært at komme uden om regulering, som der allerede nu er stort fokus på. Digitalisering vil også præge sektoren, og den vil betyde, at vi i fremtiden skal have andre typer job, end dem vi har nu", sagde Kent Petersen.

Lisa Herold Ferbing, som har en lang karriere i Nordea bag sig, er enig men mener også, at der vil komme mere fokus på bæredygtighed.

"De 17 verdensmål kommer inde i bestyrelserne og mere og mere ind i sektoren", vurderede hun.

Julie Galbo mener, at stigende kompleksitet og øget hastighed i den teknologiske udvikling vil kendetegne sektoren i de kommende år. Men hun ser også tegn på, at der vil komme en stigende global samhørighed.

"Jeg tror, at den finansielle sektor stille og roligt kan være med til at påvirke verden i en bedre retning", sagde hun.

Nils Elmark refererede en ny bankvirkelighed udenfor Danmark, hvor nye online-banker som N26 på få år har etableret sig i 22 lande og med tre millioner kunder og kun har en ottendedel af de omkostninger en dansk bank har.

" Man skifter hellere ægtefælle end bank i Danmark, men om en generation vil disse banker også true eksisterende danske banker, når millenial-generationen bliver voksen", sagde han.

Brug for mormor til at dressere robotter

Panelet pegede på, at finansvirksomhederne i fremtiden vil have brug for mange typer kompetencer hos medarbejderne. Nogle, der kan udvikle nye it-systemer, nogle, der kan betjene dem, nogle med refleksive kompetencer – og så er det vigtigt, at man kan arbejde sammen med folk med andre kompetencer end én selv, understregede Lisa Herold Ferbing.

"Vi har brug for en mormor til at dressere robotterne", fremhævede Julie Galbo med henvisning til, at medarbejdere med finansiel forståelse og erfaring, der også kender til de nye teknologier, vil blive vigtige.

Nils Elmark er enig i mormødrenes betydning, men de skal være mere kompetente, påpegede han.

"Man skal som medarbejder interessere sig for ny teknologi og finde ud af hvad blockchain og kunstig intelligens er", sagde han.

Kent Petersen er helt enig.

"Som sektor skal vi åbne op og være mere nysgerrige. Og vi skal tilbage til at tro på, at der er noget storhed ved at være i den finansielle sektor", mener Finansforbundets formand.

Seneste nyt