Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Fremtiden kalder på udvikling

Maria Sangild Mathiesen er tillidsrepræsentant i fintech-virksomheden BEC. Her har hun blandt andet fokus på kollegernes kompetencer og uddannelsesmuligheder, for kravene til den enkelte er høje og foranderlige.

Hun havde været arbejdsmiljørepræsentant i ti år, da hun for fire år siden blev opfordret til også at stille op som tillidsrepræsentant. Det skulle hun lige overveje. Men hun blev hurtigt klar over, at aktiviteterne inden for arbejdsmiljø og hendes passion for arbejdsglæde og motivation sagtens kunne forenes med rollen som tillidsrepræsentant sammen med et nyt og øget fokus på kollegaernes rettigheder og deres fremtidsmuligheder.

”Det var et nyt forum for mig at gå ind i, og jeg vidste ikke så meget om hverken hvervet eller samarbejdet med ledelsen. Nu har jeg været med i fire år, og noget af det, der har overrasket mig allermest, er, hvor meget man som tillidsrepræsentant faktisk bliver lyttet til, og hvor åben dialogen og tonen er med ledelsen. ”

Og det betyder meget for Maria Sangild Mathiesen at blive lyttet til, for hun investerer meget af sin tid og energi på de sager, hun går ind i. Og hun investerer også en del energi på at få kollegaerne til at investere i deres fremtid.

Vigtigt ikke at gro fast

”Folk kan godt have en tendens til at gro lidt fast i det, de kender, men vores branche er hele tiden præget af forandringer og udvikling, og så bliver vi som medarbejdere også nødt til at udvikle os.”

Derfor slår Maria Sangild Mathiesen tit på tromme for, at kollegaerne uddanner sig og får sparring hos en karrierekonsulent.

”Vi skal helst spille os selv bedst mulige og så tæt på uundværlige som muligt, og vi skal turde at se på og snakke om, hvor vi gerne vil bevæge os hen. Hvordan kan vi sikre, at den enkelte sidder i et job, man har lyst til, og hvor man også føler sig glad og tryg? Det synes jeg er vigtigt at rette fokus mod, og på den måde kan jeg være med til at gøre en forskel.”

Om Maria Sangild Mathiesen

44 år og system manager platform engineer i BEC Herning, hvor hun har været tillidsrepræsentant i fire år.

Bliv tillidsrepræsentant

Bliv tillidsrepræsentant og gør en forskel for dig selv, dine kolleger og din arbejdsplads. Her kan du blive klogere på rollen, opgaverne og dit udbytte.

Læs mere her

Seneste nyt