Ikke nok med et spændende job

Professionel danser. Det var det, Maria Glasdam ville være, ingen tvivl om det.

Hun vandt som teenager guld i en talentkonkurrence og ville dansen i en sådan grad, at hun dansede som herre i en årrække – og i en periode gik til standarddans og latin helt uden partner. Hun holdt hænderne i den tomme luft om den imaginære partner, mens hun trådte trinnene.

”Jeg annoncerede endda efter en dansepartner, men ingen meldte sig. Mænd ville bare ikke danse på det tidspunkt, og det var et krav med en mandlig partner til konkurrencer”, konstaterer den nu 32-årige leder af Nordic Issuer Services i Nordea.

Hun forsøgte sig med moderne dans og house, som hun kunne danse uden partner, og begyndte også at undervise i dans. Alle anstrengelserne til trods måtte hun til sidst gøre noget, der for hende er meget ukarakteristisk: Indse, at det var umuligt.

”Når jeg har sat mig noget for, giver jeg ikke op. Men da jeg var færdig med handelsskolen, måtte jeg alligevel indse, at det med dansen ikke kom til at ske”.

I banken som sine storesøstre

Derfor var det i første omgang ikke med den største entusiasme, at hun som 19-årig endte med at følge begge sine storesøstre ind i bankverdenen.

”Min yngste storesøster var i Fionia Bank, hvor de søgte elever, og hun opfordrede mig til at søge. Jeg har altid været glad for matematik og tænkte: ’Hvorfor ikke?’ Jeg havde ingen særlige forventninger eller forestillinger om, hvad det indebar at arbejde i en bank”.

Det ændrede sig hurtigt, hun var ung og nysgerrig, og der var trods alt meget andet end dans, der kunne vække hendes interesse. Hun blev ansat samtidig med fem andre elever, og kontakten med kunderne var givende – der var socialt liv og udviklingsmuligheder, hun ikke så udefra.

Hun tog rådgiveruddannelsen og sporede sig ind på, at investeringer og værdipapirer var spændende, samtidig med at hun fik erfaringer fra en stribe af filialerne på Fyn.

Da Nordea to år efter hendes ansættelse opkøbte Fionia Bank, var hun ligesom kollegerne usikker på, hvad det kunne indebære:

”Vi følte os som en sammentømret familie på Fyn. Hvad var det nu for en kultur, vi skulle være en del af? Deres it-systemer var også gammeldags i forhold til de systemer, vi havde i Fionia Bank”.

Men it-systemet blev noget sekundært, da hun kort efter opkøbet for første gang deltog i et personaleevent i Nordeas hovedsæde.

”Vi blev budt velkommen og fik en masse fakta om banken. Da fik jeg oplevelsen af ’Wauh! Det er fedt, det her’. Jeg så pludselig, at der var uendelige muligheder i at være ansat i så stor en bank”.

Trangen til at uddanne sig yderligere bankede på, og hun tog HD i finansiering i Århus, samtidig med at hun passede sit nye job i Høje-Taastrup. En hård kombination, som krævede indædt pendling.

Appetit på ledelse

Kort efter at hun havde fuldført sin HD i 2015 og var rykket til København, blev hun prikket på skulderen og opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant:

”Jeg var lige begyndt at overveje, hvad jeg skulle kaste mig over, for jeg er videbegærlig. Det er ikke nok for mig at have et spændende fuldtidsjob, og en hobby løser det ikke for mig. Jeg har behov for at lære noget nyt løbende”.

Da hun fik forklaret, at hun som tillidsrepræsentant ikke alene kunne bruge sin empati og lyst til at være der for kollegerne, men også ville få, hvad der svarede til en lille lederuddannelse i form af uddannelsen til tillidsrepræsentant, var hun på.

I forlængelse af uddannelsen tog hun i tilgift overbygning i projektledelse betalt af Finanskompetencepuljen, som hun kalder ”en helt genial mulighed”.

Hele forløbet skærpede hendes interesse for ledelse:

”Det der med ledelse kunne altså noget, som jeg fik lyst til at dykke mere ned i. Samtidig var jeg meget flittig gæst ved arrangementer i Finansforbundet, også generalforsamlingerne. Det var spændende at være med til at debattere det faglige”.

Hendes indsats og engagement blev ikke overset hverken i Finansforbundet eller hos Nordea. Blandt andet fik hun sin fællestillidsmands ord for, at ledelsesvejen ville være rigtig for hende.

”Det var jeg også selv ved at spore mig ind på, men det betød meget for mig at høre, at andre vurderede mig på den måde. Det gav mig en tro på det, ellers havde jeg måske været lidt længere undervejs som leder”, siger Maria Glasdam, der også blev udvalgt til at deltage i talentprogram i Nordea-regi.

Afløste sin tidligere chef

Som tingene formede sig, afløste hun sin tidligere leder i Nordea Issuer Services i Danmark som 28-årig. Hun havde arbejdet med værdipapirer i en anden afdeling, men vendte retur og blev leder for seksten personer, heraf tre tidligere nære kolleger.

”Mine tidligere kolleger i afdelingen var jeg så tæt med, at vi nærmest havde vennestatus, så jeg tog en snak med dem om, hvordan de så på, at jeg nu skulle være deres leder. Jeg opfordrede dem til at lægge kortene på bordet, så vi kunne få en ærlig snak. Men der var ingen, der så et problem i det”.

Den unge leder havde efter sit talentforløb mulighed for at trække på en mentor. Det havde hun stort udbytte af i sin nye rolle:

”Det fungerede rigtig godt. Han kendte ingen af medarbejderne, så han kunne se på det hele udefra og gav mig gode input”.

Som leder måtte hun fratræde som tillidsrepræsentant, men samtidig med at hun høstede sine første erfaringer med personaleansvar, var hun også begejstret for at sidde tre år i bestyrelsen for NYA, Network of Young Academics i Finansforbundet.

Hun arbejdede sig desuden igennem en MBA i højt tempo og blev gift med Jesper, som arbejder inden for detailhandel (i parentes bemærket indvilgede han i at øve sig omhyggeligt på brudevalsen, for med sin dansefortid havde hun et særligt behov for, at den kom til at sidde lige i skabet, og det kom den også til, forsikrer hun).

Nærværende ledelse er helt centralt

Da hun var gravid med Malte, og parret lige havde købt den nyopførte, tomme skal af det, der skulle blive deres spritnye hus i Dragør, blev hun forfremmet igen. En organisationsændring medførte, at der blev oprettet en post som Nordic head of Issuer Services. Hun fik den og blev leder for 30 medarbejdere fordelt i landene – i dag er de 33.

”Det var en kæmpeopgave at forene arbejdet i de forskellige lande. Superspændende og meget krævende, og jeg var nødt til at arbejde på en ny måde som leder. Tidligere havde jeg indimellem selv taget nogle af opgaverne, og det var der blevet sat pris på af medarbejderne, men det var der ikke længere mulighed for”.

Det sværeste for hende var at indse, at det var en umulig opgave at sparre fagligt med samtlige medarbejdere på samme niveau som hidtil:

”For mig er nærværende ledelse noget helt centralt. Jeg stiller store krav til mig selv, og jeg havde svært ved at acceptere, at det er umuligt at følge med i og forstå fire forskellige markeder løbende. Jeg kunne gøre det et stykke af vejen, men ikke til bunds, som jeg helst ville”.

Samtidig betød coronaen, at hun ikke fysisk kunne møde de medarbejdere, hun var blevet leder for, som sidder andre steder i Norden. Da Magasinet Finans besøger hende i Nordeas hovedkvarter i København – hvor hun indimellem arbejder, når hun ikke er i afdelingen i Høje-Taastrup eller arbejder hjemmefra – er noget af det første, hun fortæller, at hun endnu ikke har mødt 17 medarbejdere i Finland, men glæder sig meget til at gøre det på en nært forestående rejse:

”Det er bare ikke det samme, når man ikke har mødt hinanden fysisk”.

Spørgsmål til mødre

Men coronaen har også bragt gode ting med sig. Den betød, at hendes mand arbejdede meget hjemme og dermed også kunne være tæt på deres søn under hendes barsel.

”Selv om han arbejdede, gjorde det helt klart en positiv forskel, at det var hjemmefra, for os alle tre”.

Da Maria Glasdam vendte tilbage til arbejdet efter et år – bortset fra nogle enkelte møder, hvor hun medbragte Malte i barnevogn – tog Jesper over og holdt to en halv måneds barsel. Den del gik fint. Men det var meget svært for hende at aflevere sin søn i institution, da de nåede dertil.

”Jesper og jeg var enige om, at vi hver især ville tage al den barsel, orlov og ferie, vi kunne, så Malte skulle så sent som muligt i institution. Alligevel virkede det helt forkert, da jeg efterlod ham: Nu overlader du din søn til fremmede, det kan du da ikke! Jeg blev virkelig overrasket over, hvor voldsomt det føltes. Men da han viste sig at være rigtig glad, og det forløb uproblematisk at køre ham ind, faldt det på plads for mig”.

Nu har den lille familie fundet en god balance, fortæller hun:

”Både Jesper og jeg er ambitiøse, og det har ikke ændret sig med Malte. Men der er forskel på de spørgsmål, vi har fået, i forbindelse med at vi er blevet forældre. Jeg er blevet spurgt fra flere sider, både på arbejde og af familie og venner, om jeg så ikke vil på nedsat tid. Om det hænger sammen at have så krævende et lederjob, når jeg har fået barn. Det undrer mig, at ingen spørger Jesper om det samme”.

At Maria Glasdams ambitioner er intakte, har hun også ladet sin nye arbejdsgiver vide. Efter 13 år i Fionia/Nordea skifter hun til PFA, hvor hun skal være leder for otte medarbejdere fra januar.

”Jeg glæder mig til igen at kunne være den mere nærværende leder, der også kan sparre mere i dybden, og jeg glæder mig meget til at blive en del af noget nyt. Men jeg har også fortalt PFA, at min ambition på den længere bane er at blive leder for ledere”.

Hvad der ligger længere ude i horisonten, er ikke til at sige, men hvis det bliver, som det plejer, vil der med cirka et halvt års mellemrum dukke et behov op for at lære eller gøre noget nyt:

”Når jeg får en ide til at gøre noget nyt, er min regel, at jeg skal lade det ligge nogle dage. Hvis jeg så stadig tænker på det med samme energi og lyst, så skal jeg give mig selv lov til at forfølge det”.