Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Trine Kolding: Drop multitasking - øv dig i at gøre én ting ad gangen

Hverdagens afbrydelser kan tackles med nogle enkle fif, siger Trine Kolding, ekspert i effektivitet og planlægning.

20. sep. 2022
3 min

De fleste kender dilemmaet:

Vi forventes at fordybe os i koncentrationskrævende opgaver og samtidig være tilgængelige i et hidtil uset omfang.

Men den kabale kan ikke gå op i vores hjerner, fastslår underviser, forfatter og tidscoach Trine Kolding.

”Hvis vi skal være nærværende og fokuserede, må vi også være fraværende en gang imellem”.

Citatet stammer fra Jonas Thomsen, regionsdirektør i Arbejdernes Landsbank, som er med i Trine Koldings seneste bog om effektivitet og fokus: "FOKUS - sådan skaber du gode arbejdsbetingelser for din hjerne" (Gyldendal, 2022).

Her får du 5 af hendes råd om, hvad du selv kan gøre for at træne dine mentale fokusmuskler:

1. Drop multitasking og øv dig i at gøre én ting ad gangen


Vi prøver ofte at multitaske, når vi har travlt eller bliver afbrudt. Så svarer vi imødekommende, samtidig med at vi taster videre på en mail.

Men faktisk er vi ikke i stand til at gøre flere ting samtidig. Når vi prøver på det, flytter vi i stedet vores opmærksomhed meget hurtigt frem og tilbage mellem de to aktiviteter. Så tager det længere tid at løse opgaverne, og vi laver flere fejl.

Vores hjerner kører på glukose og ilt. Når vi hopper ind og ud af forskellige opgaver, forbrænder hjernen glukose hurtigere. Derfor bliver vi hurtigere trætte, og effektiviteten daler.

Vi får hjernepine, som er følelsen af at hjernen syder og bobler, fordi den har kørt i for høje omdrejninger for længe.

2. Bliv opmærksom på afbrydelser


Vær nysgerrig på afbrydelseskulturen omkring dig. Hvad bliver du afbrudt af, og kan du fjerne noget af det her og nu?

Mennesker er vidt forskellige: nogle bliver unødigt forstyrret, når andre går forbi eller bevæger sig. Så kigger de op, og det kan opfattes som en invitation til at snakke. Rod kan også forstyrre. Andre bliver forstyrret af støj og snak.

Hvis du arbejder i storrum, kan din placering i lokalet have stor betydning for din effektivitet. Der er mange subtile afbrydelser, og dem skal du have øje på, før du kan gøre noget ved dem.

Kom på kursus med Trine Kolding

Trine Kolding er fast underviser hos Finansforbundet med speciale i personlig effektivitet og planlægning.

Læs mere om aktuelle kurser her

3. Skab uforstyrret tid


Hvis du ved, at du har en stor opgave, skal du bruge tid til at fordybe dig.

Overvej, hvad du kan gøre for at skabe den tid og det rum, der skal til?

Måske kan du planlægge hjemmearbejde eller sætte dig ind i mødelokale. Book eventuelt et møde med dig selv. Sig det til kollegerne og hop af telefonen. Vær opmærksom på at give hinanden plads til fordybelse.

Med god planlægning kan meget lade sig gøre.

4. Tøm hovedet jævnligt


Arbejdshukommelsen er den, du bruger, når du løser opgaver og bevidst bearbejder information fremfor bare at huske den.

Arbejdshukommelsen har en begrænset kapacitet på 5-9 emner. Hvis du fylder den med en masse informationer, som du skal huske, har du mindre kapacitet til at løse opgaver.

Så tøm hovedet jævnligt. Brug f.eks. huskelister og idémapper for at aflaste din arbejdshukommelse.

5. Brug hjernekroge ved afbrydelser


Hjernekroge kan du billedligt talt hænge informationer op på.

Når du bliver afbrudt, tager det tid at komme tilbage og fokusere på det, som du var i gang med. I denne transittid glemmer vi ofte, hvad vi var i gang med.

Brug derfor en hjernekrog, når du bliver afbrudt: Noter ganske kort, hvor du er nået til, og hvad der er næste skridt.

Så er det lettere at nærværende i stedet for irriteret over afbrydelsen, og når du vender tilbage, er du hurtigt tilbage på sporet.

 

Alle har ret et job med trivsel

Hvordan skaber vi god trivsel, når arbejdslivet er under konstant forandring? Og hvilke læringer og initiativer skal vi gøre brug af, for at sikre både fællesskab og fleksibilitet? Få viden og inspiration her.

Læs mere

Seneste nyt