Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Finansforbundet: Dataetik er DNA’et i den finansielle sektor

Finansforbundet går ind som partner i et nyt projekt med ambitionen om at være med til at udbrede forståelsen af, hvordan data og teknologier påvirker vores samfund, arbejdsliv og hverdag.

2. jun. 2022
2 min

Den finansielle sektor og dens ansatte spiller en afgørende rolle for vores samfund. Sektoren skaber vækst, arbejdspladser, sikrer kritisk finansiel infrastruktur - og finansierer drømme og visioner for borgere og erhvervsliv.

”Nye teknologier spiller ikke kun en central rolle i den finansielle sektor, men kommer til at spille ind i stort set alt, hvad vi foretager os. Derfor er vi også nødt til at have en seriøs og oplyst samtale om, hvilken rolle data og teknologi spiller allerede i dag – og vil i fremtiden. I hjemmet, i skolen, når vi er på arbejdspladsen. Og i resten af vores liv,” siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Derfor er Finansforbundet gået ind som partner i det såkaldte ADD-projekt med ambitionen om at være med til at udbrede forståelsen af, hvordan data og teknologier påvirker vores samfund, arbejdsliv og hverdag.

ADD står for Algoritmer, Data og Demokrati og ADD-projektet arbejder for, at vores demokrati styrkes af den digitale udvikling, og at Danmark bliver foregangsland for digital dannelse og digitale kompetencer.

Projektet drives af innovationshuset Mandag Morgen udover Finansforbundet er der partnere som  Dansk Erhverv, KMD og Teknologirådet. 

Læs mere om projektet

”Udviklingen stiller krav. Ikke kun til ny viden, øget involvering og efteruddannelse indenfor området. Det kræver også, at vi finder nye måder at gøre et abstrakt og umiddelbart svært forståeligt tema mere håndgribeligt og nærværende.”
- Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet

”Dataetik handler om at gøre det rigtige – også hvor der ikke allerede er reguleret. Den finansielle sektor er ikke bare karakteriseret ved at være en af de mest digitaliserede. Den er også karakteriseret ved at være dybt reguleret, og der stilles høje krav til bl.a. indsamling, opbevaring og deling af data mv. Det er altså en helt naturlig del af DNA’et at håndtere data og værne om kunder, brugere og ansattes privatliv,” mener Steen Lund Olsen.

Han mener, at når data udgør selve kernen af forretningen, er en ambitiøs dataetisk kultur helt nødvendig.

”Udviklingen stiller krav. Ikke kun til ny viden, øget involvering og efteruddannelse indenfor området. Det kræver også, at vi finder nye måder at gøre et abstrakt og umiddelbart svært forståeligt tema mere håndgribeligt og nærværende,” siger han.

”Vi vil byde ind med know-how og perspektiv indenfor bl.a. digitalisering, arbejdstagerrettigheder, fremtidens finansielle løsninger og de dataetiske dilemmaer, der opstår i det spændingsfelt, ” siger han.

Samtidig er Finansforbundet glade for, at man i dette projekt også er med til at understøtte intentionerne i FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling omkring mindre ulighed og polarisering (mål 10), retfærdige og stærke institutioner (mål 16) og partnerskaber for handling (mål 17).

”Vi glæder os til at bidrage og til at blive klogere gennem et stærkt samarbejde,” siger Steen Lund Olsen.

 

Seneste nyt