Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Karriere er andet end prestige og lønstigninger

Hun arbejder på fuld tid og for fuld damp som kunderådgiver i Spar Nord i Skive. Her er der flere ældre, erfarne medarbejdere, og alder spiller ingen rolle i det arbejdsfællesskab, som hun elsker at være en del af. Og så mener hun, at man sagtens kan have en karriere på den anden side af de 60.

Det var tilbage i 1972, at Anny Dyring for første gang trådte ind ad døren som elev, i hvad der dengang hed Skive Sparekasse. Hun var blot 17 år gammel dengang. Om mindre end et halvt år skriver vi 1. juli. Til den tid træder hun ifølge planerne stadig ind ad døren, i det der i dag hedder Spar Nord i Skive, nu blot 67 år gammel og med et 50-års jubilæum på CV’et. Og der er ingen aktuelle planer om hverken at gå ned i tid eller om at gå på pension.

”Det kunne være sjovt stadig at gå på arbejde, når Spar Nord har 200-års jubilæum om to år, og jeg trives og har det godt med tingene, som de er. Derfor er jeg heller ikke gået ned i tid, for så ville jeg være nødt til at give afkald på nogle af mine kunder, og det har jeg ikke lyst til. Man får jo et særligt forhold til hinanden i et lille lokalsamfund, og kundekontakten betyder meget.”

Og der er noget særligt ved kundekontakten i banken. Flere af de kunder, Anny Dyring har i dag, kom som børn i banken sammen med deres forældre, og de ved udmærket, hvem Anny er og omvendt. For man kender hinanden og kender til hinanden i den lille by nær Limfjorden.

Men fællesskabet i Anny Dyrings arbejdsliv drives i høj grad også af kollegerne. I hendes team er de otte medarbejdere, og her har halvdelen passeret de 60, og det er positivt, synes hun.

”Alder har ikke nogen betydning i vores filial, og det er ikke noget, jeg tænker over i forhold til arbejdet. Vi har et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og sparrer med hinanden på tværs af alder og opgaver. Men jeg er glad for, at vi er flere, der er jævnaldrende, fordi vi er det samme sted i livet og kan relatere til hinanden. Det giver et godt arbejdsmiljø.”

Fra ledelsesansvar til mere kundefokus

Flere af kollegerne har faktisk også haft Anny Dyring som chef, for hun har i løbet af sine små 50 år i Spar Nord bevæget sig lidt rundt i bankens filialer og har blandt andet været filialbestyrer i Stoholm i 21 år. Da filialen lukkede i 2016, røg alle medarbejderne til Skive, og her fortsatte hun som kunderådgiver uden ledelsesansvar.

”Jeg valgte ikke selv at give ledelsesansvaret fra mig, for det skete som en helt naturlig følge af, at min filial blev lukket. Men jeg må sige, at det har været meget positivt at få mere kundekontakt igen, fordi kunden jo er kernen, i det vi laver.”

At Anny Dyring i det hele taget er meget tilfreds og glad i sit arbejde, er man ikke i tvivl om, når man taler med hende. Hun har en nærmest holistisk tilgang til tingene og ser ikke på karriere som noget, der kun kan bevæge sig opad i form af øget prestige, stigning i graderne og højere løn.

”Jeg har stadig en karriere, selv om jeg i dag ikke har et ledelsesansvar, for det vigtigste i en karriere er at trives og være glad for det, man laver. At man udvikler sig og har et godt helbred og et liv, der hænger sammen med arbejdet. Der har vi ældre medarbejdere faktisk den fordel, at vi har bedre tid og mere frihed, end da vi var yngre og havde hjemmeboende børn og hang i en klokkestreng for at få det hele til at gå op.”

Derfor var det, da børnene var små, hun med en enkelt fridag var på nedsat tid i banken og ikke i dag, for i dag har hun tid, herunder tid til at holde sin karriere i gang. På det punkt har Anny Dyring dog konsekvent taget imod al den efteruddannelse, hun har haft mulighed for at få gennem tiden.

”Hvis ikke man tager imod og holder sig til, så bliver man hægtet af. Så hvis man vil være med, har man også selv et ansvar for at udvikle sig og tage imod de ting, der kommer. Og der er det jo helt fantastisk med de muligheder, vi har, og at banken stadig investerer i mig og sender mig på uddannelse, selv om jeg er 67 år og trods alt ikke bliver ved de næste 25 år.”

Spørgsmålet om, hvor længe Anny Dyring endnu bliver på pinden i Spar Nord i Skive, fik det helt store smil frem, for den afgørelse har hun for lang tid siden lagt i sin seks år yngre direktørs hænder:

”Han spurgte til mine tanker om det en dag, og så sagde jeg med et glimt i øjet – jamen ved du hvad, Mogens Sørensen, du har altid været en god chef for mig, så derfor vil jeg blive i banken så længe, at jeg kan være med til at tage afsked med dig, når du selv går på pension.”

Hvornår den ene af de to konkret takker af, er der endnu ikke sat dato på.

Om Anny Dyring

67 år og kunderådgiver i Spar Nord i Skive

Startede som elev i Skive Sparekasse i 1972 og var i perioden 1979-1995 filialbestyrer i bankens mindre filialer i landsbyerne Hem og Hald.

Fra 1995 var hun filialbestyrer i Spar Nord i Stoholm, til filialen lukkede i 2016, hvor medarbejderne blev flyttet til filialen i Skive.

Seneste nyt