Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

22-årig fik landsmødets største bifald

Kim Laursen, der læser på CPH Business og er med i Finansforbundets Student Advisory Board, høstede landsmødets stående bifald, efter sit oplæg om unges krav til en fagforening.

27. sep. 2023
3 min
Af Birgitte Aabo
  • Signe Bisbjerg
  • Mette Lauth
Kim Laursen havde taget turen fra Amsterdam, hvor han er på studieophold. Foto: May-Britt Mygh

En hverdag med stærkt pres og præstationsræs allerede i studietiden. Det var den virkelighed Kim Laursen skitserede, da han var gæstetaler på landsmødet, som han tog med storm.

Tidligere på dagen havde Bente Bang, kredsnæstformand Finansforbundet i Danske Bank, fra talerstolen bedt alle under 35 år rejse sig. Det blev ikke til så mange, for blandt de 188 delegerede er kun otte personer i den alderskategori.

Måske kan det være en del af forklaringen på, at unge er svære at fastholde i fagforeninger. Ifølge FH har 80 procent været medlem af en, inden de fylder 30 år - men derefter falder det dramatisk.

Interessen for Kim Laursens indspark var derfor stor. Han er med i Finansforbundets Student Advisory Board og fortalte, hvordan præstationspres og jagten på det bedste studiejob og de bedste karakterer er definerende for mange unge.

Også på jobmarkedet mødes unge også af store forventninger og krav.

”Vi knækker snart sammen. Lige nu er det de unges problem, men snart er det hele samfundets. Det er urimeligt at forvente 30 års erfaring fra en 20-årig,” pointerede han blandt andet.

Han understregede, at forventningerne til Finansforbundet ændrer sig. Unge vil ikke bare have et fagligt fællesskab.

Unge forventer, at Finansforbundet også er et socialt sammenhold, et værdifællesskab med fokus med klima, ligebehandling og LGBT+.

Og ikke med et særligt fokus på ”de unge”.

”Drop dem og os. Lad os passe på både unge og ældre. Vi har og kan stole på hinanden,” sagde Kim Laursen.

Landsmøde 2023 (finansforbundet.dk)

Otte unge delegerede under 35 år deltager i landsmødet. Mød to af dem: 

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Foto: Claus Bech

Marie Louise Sløk, 34 år, tillidsrepræsentant og delegeret fra Finansforbundet i Sydbank Kreds:

”Jeg havde ikke tænkt over, at der var så få under 35 år, før vi blev bedt om at rejse os. Hjemme på arbejde er det jo også blandet.

Men jeg kan godt se det. Der er få unge. Jeg synes, mange af de ting, der bliver foreslået for at tiltrække, unge er ok – jeg håber, det kommer ud over rampen.  

Selv kan jeg særligt godt lide tanken om en plukkultur, hvor man plukker de ting, der giver mening for en i stedet for en hel pakke med ”Fagforening”. Mine børn gider ikke se hele Disney Sjov. De zapper videre til lige det, der interesserer dem YouTube og unge i fremtiden bliver bare mere sådan. MEN der skal være en form for bund – sådan, at der stadig er et fællesskab.

Men jeg har ind i mellem tænkt over, om det skulle hedde noget andet end fagforening.”

Foto: Birgitte Aabo

Lars Roesgaard, 30 år, tillidsrepræsentant og delegeret fra Finansforbundet i Danske Bank:

”At der er få unge blandt de delegerede, betyder ikke som sådan noget for mig. Det er jo mange af de samme ting, der optager os, uanset alder. Jeg synes også, at Finansforbundet er meget opmærksomt på at tilpasse sig, så unge også kan se sig selv i det.

Jeg føler også, at vores stemme ville være hørt, selv om vi ikke var repræsenteret, men omvendt er det klart, at jeg har fokus på noget andet på dette tidspunkt i mit liv.

Det er meget i tråd med det, Kim sagde fra talerstolen. Måden man møder arbejdspladsen på, vigtigheden af klima og bæredygtighed.

Jeg synes, det er virkelig interessant at være her til landsmødet, ingen tvivl om det. At være med til at sætte retningen og påvirke er spændende.

Når jeg fortæller, at jeg er tillidsrepræsentant, synes mine jævnaldrende, det er interessant. Vi er mange unge i min afdeling, jeg arbejder med hvidvask, og de forstår i hvert fald et godt stykke af vejen, hvad fagforeninger gør, og ellers prøver jeg at fortælle om det – at de så ikke alle er medlem, er en anden sag.”

Seneste nyt