Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Det finansielle arbejdsmarked vil ændre sig radikalt – og det er lige nu vi skal gøre noget

Kunstig intelligens løber stærkt, og det er derfor i 11. time, hvis vi skal sikre, at medarbejderne kan følge med på fremtidens arbejdsmarked. Det mener Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der derfor danner fælles front og opfordrer regeringen til at handle.

26. jun. 2023
5 min
Dansk / English

Kunstig intelligens er kommet for at blive, og det kræver handling.

Det er både arbejdsgivere og arbejdstagere i finanssektoren enige om. Og de er også enige om, hvad der er vejen frem. Det handler nemlig om at sikre, at medarbejderne kan følge med og arbejde i en verden, hvor det er helt naturligt, at kunstig intelligens bliver en del af arbejdsdagen.

”Kunstig intelligens vil ændre indholdet i mange jobfunktioner. Og det kræver nye kompetencer hos medarbejderne, der skal anvende det. Der er ingen tvivl om, at vi i vores sektor har både en lang og stærk tradition for at sikre deres kompetenceudvikling, og det skal vi blive ved med,” slår den adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Nicole Offendal, fast.

Og formand for Finansforbundet Kent Petersen er enig.

”Det kan godt være, at nogle traditionelle job inden for den finansielle sektor forsvinder, men så dukker der nye job op. Og der er det vigtigt at erkende, at der skal være en kompetencetransformation over mod der, hvor de nye job opstår,” siger han.

”Det er ikke noget, man kan løse i finanssektoren alene. Det er et samfunds- og arbejdsmarkedsinitiativ, der skal tages."
- Kent Petersen, formand Finansforbundet

Opfordrer til trepartsforhandlinger

Nicole Offendal fremhæver, at FA har medlemsvirksomheder, som allerede har implementeret over 200 robotter eller AI i deres forretning. Det gælder alt fra chatbots i kundeservice til AI-algoritmer, der hjælper med risiko- og kreditvurderinger.

Hun peger samtidig på en undersøgelse, som arbejdsgiverorganisationen netop har gennemført, der viser, at finanssektoren er en af de brancher, der allerede er allermest eksponeret for AI.

Undersøgelsen viser også, at 64 pct. af de adspurgte finansvirksomheder svarer, at kunstig intelligens inden for tre år vil overtage jobfunktioner, som i dag udføres af mennesker.

Både Finansforbundet og FA er enige om, at de hver især har et medansvar for at sikre, at medarbejderne bliver udrustet med de rette kompetencer til at udnytte og arbejde med den kunstige intelligens.

Men problemet er større end det og kræver derfor, at regeringen hurtigst muligt indkalder til trepartsforhandlinger.

”Det er ikke noget, man kan løse i finanssektoren alene. Det er et samfunds- og arbejdsmarkedsinitiativ, der skal tages,” siger Kent Petersen.

Og samme toner lyder fra FA.

”Det er så stort, at man ikke kan lægge det på arbejdsmarkedets parter alene. Det er politikernes ansvar at sikre, at arbejdsmarkedet er klar til det samfund, vi alle sammen skal leve i lige om lidt. For det er også samfundet, der skal høste frugterne ved det her,” mener Nicole Offendal.

"Kunstig intelligens løber stærkt, og lige om lidt er vi blevet overhalet af virkeligheden."
- Nicole Offendal, adm. direktør Finanssektorens Arbejdsgiverforening

Hellere i går end i morgen

Og det er et arbejde, man skulle være begyndt på i går hellere end i morgen, forklarer Kent Petersen, der også mener, at arbejdet med treparten skal være markant anderledes, end at arbejdsgiver- og medarbejderrepræsentanter sætter sig til bordet sammen med politikerne og i sidste ende giver hånd på en aftale.

Finansforbundets formand ser nemlig gerne, at man går mere konkret til værks og opsætter scenarier for, hvordan kunstig intelligens vil påvirke forskellige brancher.

”Der er selvfølgelig kæmpestor forskel på, om du arbejder på en byggeplads, på et hospital eller i en finansiel virksomhed. Men det vi kan være fælles om at sige er, at kunstig intelligens kommer til at betyde endnu mere for den måde, vi arbejder på – uanset hvilken branche, man er ansat i.

”Man skal opsætte scenarier for, hvordan det vil udfolde sig i de forskellige brancher og så se på de efteruddannelsestiltag, der skal laves,” forklarer Kent Petersen.

FA-direktøren understreger, at hun er enig i, at vi er nødt til at blive klogere på, hvad det er, vi skal ændre os hen imod. Hun mener, at en effektfuld trepartsforhandling samtidig vil kræve, at man samler en masse parter, man ikke normalt plejer at samle – det gælder alt fra folkeskoler, ungdomsuddannelser, gymnasier, arbejdsmarkeds parter og folk med forstand på kompetenceudvikling.

Hun fremhæver ligesom Kent Petersen, at det er nødvendigt at påbegynde arbejdet med det samme.

”Det er i den grad er 11. time allerede nu. Og vi må ikke sætte os tilbage og sige, nu skal vi lave en digitaliseringsstrategi eller lange analyser, der vil tage to år. Fordi kunstig intelligens løber stærkt, og lige om lidt er vi blevet overhalet af virkeligheden. Så vi skal i gang, og så må vi bygge vejen efterhånden, som vi kører på den,” lyder det fra Nicole Offendal.

Både Finansforbundets formand Kent Petersen og FA-direktør Nicole Offendal opfordrer regeringen til snarest muligt at indkalde til trepartsforhandlinger.

Som lommeregneren i folkeskolen

Ifølge Kent Petersen vil de kompetencer, som medarbejderne skal lære at mestre, blandt andet handle om at forstå den bagvedliggende teknologi.

Han eksemplificerer det med dengang han selv gik i folkeskole, og lommeregnere var bandlyst var undervisningen i færdighedsregning.

”Vi fik lommeregnere som en af de første generationer, og der var diskussion om, hvorvidt man måtte have den med til eksamen. Nu er det helt naturligt, at man bruger lommeregneren, og langt de fleste kan ikke længere regne alt muligt ud i hovedet. Vi er vant til at bruge lommeregneren, men vi forstår også teorien bag, altså hvordan man ganger og dividerer,” siger Kent Petersen og forklarer:

”Det er et forsimplet eksempel, men ideen er, at vi skal kunne forstå teknikken bag kunstig intelligens. Og det er ikke det samme som, at vi ikke skal bruge den. Vi skal netop bruge den til at gøre vores eget beslutningsgrundlag nemmere.”

Finansforbundets formand peger derudover på, at det også tyder på, at sociale og relationelle kompetencer i langt højere grad vil komme i spil.

”Altså vores evner til at indgå i sammenhænge med andre mennesker og skabe forståelse for, hvordan det hænger sammen. At kunne formidle, forklare samt skabe tryghed og tillid,” siger Kent Petersen, der dog pointerer, at hovedbudskabet er, at vi faktisk ikke kan vide det med sikkerhed, og derfor bør opsætte de føromtalte scenarier.

Lige så grundlæggende som at skrive og regne

I FA ser Nicole Offendal gerne, at vi kommer derhen, hvor kunstig intelligens indarbejdes i fagene lige fra folkeskolen og hele vejen op igennem skolesystemet, så undervisningen bliver baseret på de teknologier, som de unge skal arbejde med fremadrettet.

”Jeg mener faktisk, at det er lige så grundlæggende som at skrive og regne, hvis ikke mere efterhånden, fordi ChatGPT efterhånden også kan skrive og regne for os. Jeg mener faktisk, at det bliver nøglekompetencen de næste mange år,” fastslår Nicole Offendal.

Seneste nyt