Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

En virtuel samtale med chefen

Med VR-briller kunne de delegerede på landsmødet virtuelt prøve kræfter med den svære samtale med chefen.

28. sep. 2023
2 min
”Jeg har aldrig prøvet VR-briller før, så det var virkelig sjovt at se, hvor virkelighedsnært det var,” siger Dorthe Skov Nørmark fra Kreds Vest. Foto: Jannik Roos Jacobsen

Hvordan reagerer chefen, hvis man er konfrontatorisk og står stejlt på overenskomstens bestemmelser? Og hvad sker der, hvis man i stedet er pragmatisk? Eller måske underdanig?

Som et led i Finansforbundets TR-uddannelse kan de kommende tillidsrepræsentanter iført VR-briller prøve kræfter med, hvordan en virtuel chef reagerer, når de har den såkaldte paragraf 9 samtale – altså den afklarende samtale, som tillidsrepræsentant og leder skal have i forhold til tillidsrepræsentantens rolle. Eller en samtale med en ny leder.

Den mulighed fik de delegerede på Finansforbundets landsmøde i Nyborg også, når de imellem afstemninger og debatter i salen kunne iføre sig VR-briller og føre en virtuel samtale med en genstridig chef.

Landsmøde 2023

Meget virkelighedsnært

Og en af dem, der kastede sig ud i det, var privatrådgiver i Rise Sparekasse på Ærø og delegeret for Kreds Vest, Dorthe Skov Nørmark.

”Jeg har aldrig prøvet VR-briller før, så det var virkelig sjovt at se, hvor virkelighedsnært det var,” siger hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
"Det var tankevækkende at se, hvordan det rent faktisk virker at søge dialogen."
- Dorthe Skov Nørmark, privatrådgiver i Rise Sparekasse på Ærø og delegeret for Kreds Vest

Den virtuelle chefs udgangspunkt er, at hun ikke kan se, hvad hun skal bruge en tillidsrepræsentant til.

”Chefen var meget afvisende. Og det var tankevækkende at se, hvordan det rent faktisk virker at søge dialogen,” siger Dorthe Skov Nørmark.

Hun fortæller, at den virtuelle chef droppede sin afvisende attitude og vendte sig imod hende og blev meget mere imødekommende, fordi hun søgte den mere pragmatiske vej.

”Det er måske knap så tydeligt, når man sidder over for en person i det virkelige liv, selvom jeg gør meget af det ubevist. Det er da noget, jeg vil tage med mig og bruge endnu mere i hverdagen - ved dialog får jeg faktisk vundet chefens tillid, ” slutter Dorthe Skov Nørmark.

Seneste nyt