Hunden Oggy er med Carsten på arbejde i banken hver dag
Carsten Bahs' autisme-diagnose udfordrer ham i mødet med andre mennesker, men når han har sin hund med på job, får han den tryghed, han har brug for. Indtil sidste år var det ikke muligt, men det har en ny politik i banken nu ændret på.
![](https://finansforbundet-g7ckb8asbrc9ckba.a01.azurefd.net/fzag2fb2/16_9_carsten-bahs1.jpg?width=1024&height=576&quality=80&v=1d9ef8ed61d9e00)
Diagnose satte meget på plads
Det var først som 61-årig, at Carsten Bahs fik diagnosen på autismespektret. Han havde altid vidst, at der var noget anderledes ved ham og at få diagnosen var med til at sætte en masse ting på plads.
”Så var det ikke bare mig, der var mærkelig,” siger han og understreger, at det ikke hæmmer ham i hans arbejdsliv.
”Jeg tager tingene for pålydende. Og jeg er god til at løse opgaver, fordi jeg sætter tingene i kasser og siger, enten gør vi sådan, eller også gør vi det ikke. Og sådan er det jo meget med it-systemer,” forklarer han.
Til gengæld kan han ikke finde ud af at snakke om vejret eller børneopdragelse.
”Jeg kan ikke smalltalke eller læse mellem linjerne. Glem det,” siger han og fortæller, at han generelt kan have det lidt svært med andre mennesker.
Og det kan Oggy mærke. Når Carsten Bahs eksempelvis taler med folk, han ikke kender, så registrerer Oggy med det samme, at han bliver urolig og stiller sig tæt op ad ham.
”Han mærker det for mig. Det er ikke sikkert, jeg selv er opmærksom på det. Han reagerer bare på mine signaler,” siger Carsten Bahs, der har haft Oggy i syv år.
Det var dog først, da det blev muligt at tage ham med på arbejde, at Oggy blev trænet til at fungere som en servicehund.