Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Kent Petersen takker af som formand: Jeg har elsket hvert minut

I næste uge stopper Kent Petersen efter 19 år i spidsen for Finansforbundet. Han er gået fra kampklar med skamstøtte og arbejdsnedlæggelse til at tro på dialog og balance som vejen til de bedste resultater.

18. sep. 2023
8 min
Kent Petersen har siddet i ledelsen af for Finansforbundet i 19 år. Foto: Christian Stæhr.

Han har elsket hvert minut af sin tid som formand. Det siger Kent Petersen flere gange under interviewet.

Forhandlingsbordet, taktikken, opbygningen af støtte fra baglandet og at tegne de lange linjer ind i fremtiden. At sidde en uge i en hytte på Færøerne og forhandle døgnet rundt om en ny overenskomst, at udfordrede vanetænkningen og at se sine visioner blive til virkelighed.

”Jeg har elsket mit job. I fagbevægelsen har jeg været med til at udvikle verden. Det, synes jeg, er fedt,” siger han.

Torsdag den 28. september går han af som formand på Landsmødet efter 14 år som formand og inden da fem år som næstformand. Efter drøftelser med hovedbestyrelsen i foråret blev aftalen, at Kent Petersen og næstformand Michael Budolfsen ikke genopstiller. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Kent Petersen bliver afløst på posten af Dorrit  Brandt, som er eneste kandidat til formandsposten.

Foran venter en pause til at tage formanden og fagbevægelsen af og træde ud som Kent Petersen, der holder alle døre åbne for et nyt arbejdsliv. Men ikke kan forestille sig at arbejde uden ’purporse’, det større formål, som har fået ham til at arbejde uden nogensinde at tælle timer.

”Det siger min familie nu, at jeg skal i højere grad,” tilføjer han med et skævt smil.

”Skulle du ikke?”

At Kent Petersen overhovedet sidder her efter 19 år i spidsen for de finansansatte skyldes to gange, han sagde ja til spørgsmålet: ”Skulle du ikke..?”

Første gang sommeren efter sin studentereksamen, hvor han havde fået et afløserjob i brevarkivet i Privatbanken på Christianshavn. Da sommerferien var ved at slutte, kom hans chef og spurgte, om ikke Kent skulle blive i banken som elev? De havde fået et afbud og havde en ledig plads i Holte, og Kent Petersen havde ikke lige andre planer, så det blev et ja.

Noget, der passede ham så godt, at han skrottede sin drøm om at blive karrieresoldat, og vendte tilbage til Privatbanken efter sin værnepligt.

"Jeg har altid stræbt efter at holde fast i det helt grundlæggende, der fik mig til at blive tillidsmand, men jeg også indset, at det altså kræver åbenhed for at tale fornuftigt sammen, hvis man skal skabe resultater."
- Kent Petersen, afgående formand Finansforbundet

Her ramte han lige ind i start-halvfemsernes store fyringsrunder. Efter en morgen i et stort angstramt kontor, hvor 60 medarbejdere sad på deres pladser og ventede på, at ledelsen skulle komme ud og hente de 5, der skulle fyres, sagde en ung Kent Petersen til chefen, at det her var uværdigt. Der måtte være en anden måde.

Han modtag en stort møgfald, men blev bagefter kontaktet af tillidsrepræsentanten. ”Sku' du ikke tage min plads i stedet?” spurgte hun, og han sagde ja. 14 dage senere blev han også områdetillidsmand.

Og sådan åbnede en motorvej sig ind i en faglig karriere via kredsbestyrelsen i Unibank.

”Det er en drivkraft og også en frustration for mig at se situationer og tænke: Nogen må gøre noget. Og så, hvorfor ikke mig eller os,” siger han.

Efter at være blevet valgt som næstformand i kredsen, fandt han et rum i kælderen under sin afdeling, indrettede det med et skrivebord og satte sig derned og begyndte at lave sit faglige arbejde. Uden at have aftalt med nogen, at han ikke skulle passe sit bankjob længere.

”Jeg har også være en slambert undervejs,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

6 nedslag: Det er Kent Petersen særlig stolt af

  1. Vi har en af Danmarks bedste overenskomster, der sikrer gode vilkår på de finansielle arbejdspladser, og som via de mange virksomhedsoverenskomster er blevet tilpasset den enkelte arbejdsplads.
  2. I dag er det helt normalt. Men helt tilbage i de store fyringsrunder var outplacementforløb for menige medarbejdere slet ikke en mulighed. Jeg forslog Unibank at sende de opsagte på kurser i EDB og fik oprettet kurserne rundt i hele landet. Det er vigtigt at komme godt videre, og det har vi været med til at skabe et helt andet blik på i dag.
  3. Det danske fintech-miljø er et skoleeksempel på, at vi kan få noget godt ud af forandringer. Det er nu en af de danske styrkepositioner, og der er skabt mere end 4.000 arbejdspladser og egen overenskomst. Jeg er stolt over, at Finansforbundet har været med at drive det helt fra starten, selv da få troede på det.
  4. Jeg er stolt af skabelsen af Velliv og det rendyrkede medlemseje i foreningen, som jo ad tre omgange blev helt udskilt fra TryghedsGruppen og Nordea Liv og Pension. I dag er Velliv ejet 100% af de 400.000 kunder i Velliv Foreningen. Det giver værdi for den enkelte opsparer og mulighed for at gøre en samfundsindsats for mental sundhed.
  5. Finansforbundet står rigtig stærkt som organisation. Vi har aldrig haft så mange medlemmer. Vi er til stede ude på uddannelsesinstitutionerne. Vi har en sund økonomi og et fantastisk uddannelsessetup, hvor over 10.000 deltog sidste år.
  6. Vi fremstår som en visionær og troværdig organisation, der hele tiden søger nye veje gennem projekter og tiltag, der støtter op om medlemmernes arbejdsliv i en konstant forandret verden.

Faste principper og åbenhed for dialog

Den Kent Petersen, der siger farvel nu, er kendt for sin tætte dialog med arbejdsgiverne. Noget helt særligt blandt de danske fagforeninger.

Men den Kent Petersen, der i 2004 blev valgt første gang som først næstformand og i 2009 som formand havde en anden tilgang. Han var vred og klar til at gå i kødet på arbejdsgiverne.

Som tillidsmand var han med, da medarbejderne i hans filial nedlagde arbejdet i 2-3 timer (noget uhørt i sektoren) og åbnede over middag.

Og i sine første år som næstformand stod han bag den såkaldte ’skamstøtte’ på Finansforbundet hjemmeside: Når virksomheder ikke levede op til Finansforbundets krav omkring fyringer eller fratrædelser blev deres navn sat op på skamstøtten. En gimmick, der i 2008 kostede Finansforbundet en bod 100.000 kroner, da Arbejdsretten afgjorde, at det var et ”utilbørligt kampskridt”.

Kent Petersen griner. Han har ingen fortrydelse, men i dag vil det være utænkeligt.

”Vi har landets bedste overenskomst i dag, og den er skabt af rigtig mange års arbejde. Og skal jeg pege på hvorfor, så er det fordi vi netop har dialogen og samarbejdet med arbejdsgiverne. Jeg har altid stræbt efter at holde fast i det helt grundlæggende, der fik mig til at blive tillidsmand, men jeg også indset, at det altså kræver åbenhed for at tale fornuftigt sammen, hvis man skal skabe resultater” siger han.

Kent Petersen og Michael Budolfsen, har kørt parløb siden 2009. ”Det har været et fantastisk makkerskab. Jeg har været megaheldig at have Michael, også da jeg var nede og ligge med stress,” siger han. Foto: Christian Stæhr

Han understreger, at det ikke handler om at lægge sig fladt ned og ikke stå fast på principper og rettigheder. Men om at lytte og at give og tage med forståelse for de behov arbejdsgiverne sidder med.

Tidligere var tilgangen, at Finansforbundet skulle kæmpe for, at medlemmerne kunne beholde de job, de havde. Imens buldrede udviklingen frem.

”Vi kæmpede for, at alle skulle beholde deres daværende job. Men vi skiftede til et fokus på at skabe gode arbejdsliv og arbejdspladser til medarbejderne, også selvom deres konkrete job forandrede sig, og lige meget hvor i den finansielle sektor, de kom hen. Gennem dialog med arbejdsgiverne og ved at have øje for nye arbejdsområder indenfor finans,” siger Kent Petersen.  

Stress blev til projekt

Personligt er det også en mere rolig og afbalanceret Kent Petersen, der forlader Finansforbundet. Ikke bare på grund af erfaringer og tiden, der er gået, men især efter det hul han ramte i 2018 med stress og efterfølgende angstanfald, når han skulle ud og tale for mange.

Han kom helt igennem det, men var væk i tre måneder, og arbejder stadig efter et princip om at have mødefri om mandagen. Hans oplevelser er blevet til projekt med grupper af stressramte, der hjælper hinanden på vej tilbage i arbejdslivet.   

Virtuel verden kræver udvikling

Kent Petersen er stolt af det Finansforbund, han giver videre, men også meget opmærksom på, at det ikke er en færdig pakke, der kører videre uden tilpasning. Både en mere virtuel verden og den hurtige udvikling af kunstig intelligens banker hårdt på døren.

”Jeg mener, det vil kræve, at vi ser på vores og andre fagforeningers måde at organisere os, hvis tilhørsforholdet til de fysiske arbejdspladser forsvinder eller bliver væsentligt mindre. Og der bliver et stort behov for kompetenceudvikling af medarbejdere i sektoren, ” siger han.

Selv er han lige nu meget optaget af regenerativ tænkning og ledelse. At skabe balance mellem de store krav om effektivitet i arbejdslivet og så tiden til refleksion og at være sig selv.

”Hvornår har man egentlig sådan for alvor tid til sig selv? Man taler meget om lavere arbejdstid og 4-dages uger, men jeg tror virkelig også, at der kan komme helt noget andet ud af at trække i stedet stikket i 3 måneder ind i mellem. På den måde at finde veje til at skabe bedre balance i livet, synes jeg er en meget interessant tanke,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Allan Bang, formand indtil 2009, sammen med de daværende næstformand Kent Petersen og Michael Budolfsen.
Fra landsmødet i 2008, da formandskabet bestod af Allan Bang og de to næstformænd Kent Petersen og Michael Budolfsen.
Allan Bang, formand indtil 2009, sammen med de daværende næstformand Kent Petersen og Michael Budolfsen.
I 2020 var landsmødet virtuelt på grund af Corona. Kent Petersen og næstformændene Michael Budolfsen og Steen Lund Olsen var på i studiet. I næste uge foregår landsmødet igen fysisk i Nyborg.

Seneste nyt