Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Ny overenskomst: Stor forbedring på barsel

Barsel med løn for fædre og medmødre stiger fra 16 til 26 uger i den nye overenskomstaftale.

7. mar. 2023
3 min
Dansk / English

Den er absolut blandt de mest attraktive barselsordninger, siger formand Kent Petersen om den nye overenskomstaftale.

Orlovsrettighederne for fædre og medmødre stiger fra 16 til 26 uger med fuld løn. Forbedringerne gælder også for medadoptanter.

Bliver overenskomsten vedtaget ved den kommende urafstemning, gælder de nye regler for forældre til børn født efter den 1. april 2023.

”Det er fantastisk at være i en branche, hvor man er enige om hele tiden at arbejde for at sikre de bedste muligheder for både fødende og ikke-fødende forældre,” siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Finansforbundet og FA (Finanssektorens Arbejdsgiverforening) har sammen lagt vægt på at stille forældrene ens, så begge forældre nu har samme ret til løn med fuld barsel.

”Signalet i aftalen er, at begge parter skal tage ansvar, men at man fastholder, at den enkelte familie selv kan arrangere det, som de ønsker,” siger Kent Petersen.

Den nye mulighed for 26 ugers fuld løn under barsel, ændrer ikke ved, at forældre ifølge loven frit kan overføre op til 13 ugers orlov med dagpenge til den anden forælder.

Fakta om den nye overenskomst

Orlovsrettighederne for fædre og medmødre forbedres ved, at deres orlov med fuld løn stiger fra 16 til 26 uger. Forbedringerne gælder også for medadoptanter.

De nye regler gælder for forældre til børn født efter den 1. april 2023.

Fra 1. januar 2024 gælder disse regler også for forældre, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet – først og fremmest LBGT+ familier, der efter gældende lov opnår barselsrettigheder.

Langsom udvikling

Kent Petersen lægger vægt på, at muligheden for at dele barslen mere lige har betydning for ligestillingen.

”Der sker noget i forhold til at gøre karriere, når man er væk fra arbejdspladsen i længere tid,” siger han.

Han er godt klar over, at det at give muligheden for 26 ugers barsel ikke er det samme som, at alle bruger den.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at nybagte fædre ansat i pengeinstitutter med børn født i 2020 holdt 9,8 ugers barsel. Langt fra de 16 ugers orlov med fuld løn, som overenskomsten gav ret til i 2020. 

Til sammenligning holdt nybagte fædre på det øvrige arbejdsmarked bare 6,4 ugers barsel samme år.  

”Vi ved, at fædre tager længere barsel, når de får bedre muligheder, men der går noget tid, før det ændrer sig. Det tager lang tid at ændre fastlåste kulturmønstre. Med de 26 uger giver vi muligheden for at bevæge sig i den rigtige retning,” siger Kent Petersen.

Fleksibel barsel

  • Ifølge lovgivningen har begge forældre ret til 24 ugers orlov med dagpenge efter fødslen.
  • Det vil sige, at hvis en mor eller far/medmor omfattet af STOKen vil afholde alle 26 uger med løn, som de har ret til, så kræver det, at den anden forælder overfører 2 ugers orlov med dagpenge.
  • Overførsel af dagpenge er imidlertid ikke et problem, fordi hver forælder kan overføre op til 13 af de 24 ugers orlov med dagpenge til den anden forælder.
  • Muligheden for overførsel betyder samtidig, at forældre fortsat har meget fleksible muligheder for planlægningen af orloven.    

Seneste nyt