Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Nye formandskabskandidater er klar til kommende landsmøde

Dorrit Brandt, Steen Lund Olsen og Jakob Thorgaard kandiderer til hhv. formand og næstformænd uden modkandidater ved forbundets landsmøde i slutningen af september. Dermed er der lagt op til fredsvalg.

12. sep. 2023
3 min
Dorrit Brandt, nuværende formand i Finansforbundet i Nordea, er kandidat til formandsposten i Finansforbundet. Foto: Claus Bech

Der bliver fredsvalg ved Finansforbundets landsmøde i Nyborg i slutningen af denne måned.

Det er en realitet, fordi fristen for at opstille til valget til formandskabet er udløbet. 

Det nuværende kandidatfelt blev annonceret i maj måned, og selve valget finder sted d. 28. september, hvor Finansforbundets ca. 200 delegerede på landsmødet er stemmeberettigede.

Dorrit Brandt, nuværende formand i Finansforbundet i Nordea, er kandidat til formandsposten, mens Steen Lund Olsen genopstiller til den ene af de to næstformandsposter. Jakob Thorgaard, nuværende formand i Finansforbundet Kreds Vest, er kandidat til den anden.

Landsmødet skal udstikke retningen for Finansforbundet de kommende år

"Jeg glæder mig rigtig meget til at møde de delegerede på landsmødet og diskutere de mange opgaver, muligheder og udfordringer, der ligger foran os for at varetage vores medlemmers interesser bedst muligt. Landsmødet er ikke kun vores øverste, politiske organ, men også en meget engageret og kompetent forsamling af gode kolleger, og det er på landsmødet, at vi i fællesskab lægger linjen for indsatserne i den kommende landsmødeperiode," siger Dorrit Brandt, der ser ind i en fremtid, som kræver fornyelse ud fra et solidt fundament i organisationen:

"Finansforbundet er en stærk organisation. Vi er kommet langt af dialogens vej og gennem stærke relationer, men der er forsat brug for at stå vagt om vores aftaler og forhandlede rettigheder. Og så skal vi fortsat være en moderne og visionær fagforening. Det kræver, at vi er teknologisk nysgerrige og hele tiden har for øje, at vores styrke og relevans afhænger af forsat medlemsfremgang."

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Først og fremmest ser Dorrit Brandt nu frem til debatten med de delegerede:

"Det er selvfølgelig landsmødet, der skal tage endelig stilling til mit kandidatur, og jeg glæder mig meget til at fortælle mere om de fælles visioner, vi som kandidater har for arbejdet i formandskabets. Men allermest glæder jeg mig faktisk til den demokratiske proces og til få de fælles debatter om, hvordan vi sammen i Finansforbundet kan gøre den størst mulige positive forskel for vores medlemmer, for det er jo det, der er hovedopgaven for os alle."

Nye perspektiver på et stærkt fundament

Steen Lund Olsen, som har været næstformand i Finansforbundet siden 2017 og inden da formand for Finansforbundet i Danske Bank, genopstiller ved landsmødet og for den kommende landsmødeperiode på tre år.

"Finansforbundets og medlemmernes virkelighed er præget af konstant forandring og udsigten til en fremtid, som jo kun tegner til at blive endnu mere kompleks. Det er en udvikling, vi har været vant til at forholde os konstruktivt til, og som vi derfor også har oparbejdet et solidt fundament for at kunne agere i. Derfor står vi godt rustet til de udfordringer, vi kan se i horisonten, og det arbejde vil jeg gerne være en del af i det formandskab, der kommer til at stå i spidsen for Finansforbundet i den kommende landsmødeperiode," siger Steen Lund Olsen, der har været næstformand i forbundet siden 2017.

Steen Lund Olsen genopstiller ved landsmødet. Han har været næstformand i Finansforbundet siden 2017. Foto: Claus Bech

De tre kandidater har også en solid og enstemmig anbefaling fra hovedbestyrelsen inden landsmødet, som byder på udskiftning i formandskabet, hvor Kent Petersen og Michael Budolfsen som bekendt ikke genopstiller.

"Vi er enormt glade for den opbakning, vi har mærket, og jeg er meget stolt over at være en del af det kandidatfelt, der er til posterne i det kommende formandskab. Vi kommer som samlet hold med solid erfaring fra det politiske system, men tager også nye perspektiver fra hverdagen i sektoren og vores medlemmers hverdag med ind til bordet. Den kombination skal vi bruge til at være til stede der, hvor vi skal være noget for vores medlemmer i dagligdagen som finansansat. Det glæder jeg mig til at debattere på landsmødet," siger Jakob Thorgaard.

Jakob Thorgaard er formand i Finansforbundet Kreds Vest og kandidat til den ene næstformandspost. Foto: Claus Bech

Du kan følge med i landsmødet på Finansforbundets platforme fra d. 26.-29. september.

Seneste nyt