Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

8-årig var vild med at komme i banken: Nu har hun fået et "job"

En håndskreven ansøgning med vægt på glæden ved matematik og gode bageevner har sikret en 8-årig pige et "job" i Jyske Bank i Viborg. Markedsdirektør ser hendes ønske om at arbejde i banken som et tegn på en god kultur.

2. apr. 2024
4 min
Dansk / English
Markedsdirektør Chris Stenskrog er glad for sin nye 8-årige medarbejder. Foto: Privat

Det er ikke hver dag, at markedsdirektør i Jyske Bank i Viborg Chris Stenskrog får en håndskrevet ansøgning, hvor ansøgeren blandt andet lægger vægt på sine bageevner. Og det er bestemt heller ikke hver dag, at ansøgeren ikke er mere end 8 år gammel.

Men ikke desto mindre er det netop, hvad han for nyligt oplevede.

”Jeg vil gerne ansøge om et job i Jyske Bank, fordi jeg synes det er hyggeligt at komme og besøge jer i banken. Alle dem i Jyske Bank er gode til at komme og snakke med en,” lyder det blandt andet i den håndskrevne ansøgning. 

Afsenderen er en 8-årig pige, der er vant til at komme i banken. Hun er nemlig datter af en de ansatte og kommer af og til og venter på sin mor, når hun har fri fra skole.

”Jeg er faktisk ret stolt over det her. For når en 8-årig føler sig tiltrukket af sin mors arbejdsplads, og synes, at det er et rart sted at være, så må der jo være noget kulturmæssigt, vi har gjort godt,” siger Chris Stenskrog.

Håndskrevet ansøgning med regnestykker

Når hun har været i banken, har den 8-årige siddet med en kop kakao i det lokale, hvor kunderne også sidder og venter. Af og til har hun også hjulpet til med at lukke boksen. 

”På et tidspunkt tror jeg, at jeg sagde til hende, du skal da være i banken en dag. Efterfølgende fik jeg en besked fra hendes mor, hvor hun skrev, at jeg slet ikke var klar over, hvad jeg havde sat i gang, for nu var hun i gang med at skrive ned, hvad hun var god til,” fortæller Chris Stenskrog.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Den 8-årige har i sin ansøgning skrevet, hvad hun er god til.

Den 8-årige pige cyklede selv ned til banken med den håndskrevne ansøgning og afleverede den personligt til Chris Stenskrog. Hun havde også tilføjet et par regnestykker, så han kunne se, at hun er god til matematik.

Markedsdirektøren besluttede at kalde hende ind til en samtale – også selvom en reel ansættelse ikke er en mulighed hendes unge alder taget i betragtning.

”Hun kom i rigtig god tid og havde taget et par bøtter fuld af kage med. Og så holdt vi en samtale, hvor hendes mor også var med. Jeg spurgte hende ind til, hvad hun mente, at hun kunne hjælpe os med, og så havde jeg selvfølgelig også selv forberedt en liste,” siger han.

”Hun skriver jo i sin ansøgning, at alle er rigtig søde. Det tænker jeg er en cadeau til den kultur, vi har i banken."
- Chris Stenskrog, markedsdirektør Jyske Bank

Bliver betalt med bolsjer og kakao

De endte med at blive enige om, at hun kan komme om fredagen, når det passer hende. Så kan hun hjælpe med at lukke boksen, bære glas op i kantinen på 2. sal og nogle af de andre afslutningsrutiner, der er, når banken lukker for dagen. 

Derudover kan hun også hjælpe til, når der skal skæres indsamlingsbøtter op, når der på søndag skal samles ind til Kræftens Bekæmpelse. 

Så længe hun kun er 8 år gammel, foregår betalingen med bolsjer, kakao og ind imellem også et gavekort til en biograftur. 

Og det er alle parter glade for. 

”Der er selvfølgelig ikke tale om en reel ansættelse, men hun har fået en følelse af at være kommet ind i flokken,” fortæller Chris Stenskrog.

Og allerede da de efter samtalen blev enige om, at hun var ”ansat”, fik kollegerne også en smagsprøve på hendes bageevner, da hun gik rundt og hilste på dem og delte sine hjemmebagte cookies ud.

Sover med uniformen på

HR-afdelingen har sørget for, at hun har fået en nøglesnor med sit navn på og et navneskilt påtrykt ”ekstern konsulent”. Aftalen er, at det ligger klar til hende i banken sammen med en t-shirt med bankens logo, så hun ikke skal have det med i skole og kan tage det på, når hun møder ind.

Chris Stenskrog kunne dog godt fornemme, at hun sværmede om det, da hun skulle hjem efter sin første arbejdsdag.

”Så jeg sagde, at hun godt måtte tage det med hjem og vise det til sin far, og så fik jeg en besked fra hendes mor senere på aftenen, hvor hun skrev, at hun lå og sov med det på,” siger Chris Stenskrog og fortsætter grinende:

”Så det er en særdeles god medarbejder, vi har fået her. Det må man bare sige.”

For ham er det vigtigste i denne historie dog, at andre kan mærke den gode stemning, som kollegerne har skabt.

”Hun skriver jo i sin ansøgning, at alle er rigtig søde. Det tænker jeg er en cadeau til den kultur, vi har i banken,” forklarer Chris Stenskrog.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Emner

Seneste nyt