Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Bonus: Det har du ret til, når du fratræder

Har du stadig ret til sin bonus, hvis du siger op eller bliver fyret? Og hvor meget har du krav på? Få svarene fra Finansforbundets chefjurist.

13. maj 2024
4 min
Dansk / English
Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe fortæller, hvilke regler der gælder for ens bonus, når man forlader sit job. Foto: Johanne Marie Danielsen Hansen

Det kan være dejligt at se ekstra penge tikke ind på lønkontoen, når man får udbetalt bonus. Og for nogle finansansatte er bonusordninger en væsentlig del af den samlede løn. 

Men har du egentlig stadig ret til din bonus, hvis du siger op eller bliver fyret? Og hvor meget kan man så forvente at få udbetalt? Det svarer Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe på her.

Hvis du er så uheldig at få en fyreseddel, eller du siger dit job op, kan du som udgangspunkt forvente, at du stadig skal have din bonus.

”Hvis du har en bonusaftale, og det har været en fast påregnelig del af din løn at få bonus, og hvis kriterierne i din bonusmodel er opfyldt, har du ret til bonus, uanset om du selv siger op, eller du bliver sagt op,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Det har du krav på

Størrelsen af din bonus afhænger selvfølgelig af, hvad du har aftalt med din arbejdsgiver i din bonusaftale. Men det spiller også ind, hvornår på året, du forlader din arbejdsplads.

Hvis du stopper ved årets udgang, har du nemlig ret til at komme i betragtning til bonus for hele optjeningsåret. Stopper du til gengæld midt på året har du ret til en andel af bonussen, som svarer til hvor meget af bonusperioden, du har være ansat.

”Det vil sige at hvis du siger din stilling op og fratræder ultimo august, vil du være berettiget til en forholdsmæssig bonus på 8/12 af et års bonus,” siger Finansforbundets chefjurist.

Er du blevet fritstillet, kan du desuden have ret til bonus for denne periode. Arbejdsgiveren er forpligtet til at stille dig, som om du ville have arbejdet, da det er arbejdsgiveren, der har givet afkald på din arbejdskraft.

”Hvis det har været et helt forfærdeligt år, og der ikke er givet bonus internt, eller der er givet en meget ringe bonus, så skal man selvfølgelig ikke stilles bedre, fordi man er fratrådt."
- Mette Hjøllund Schousboe, chefjurist i Finansforbundet

Utilfreds? Det kan du gøre

Hvis man er utilfreds med størrelsen på bonussen eller manglende bonus, kan man i første omgang forsøge at kontakte virksomheden og gøre opmærksom på, at der kan være et problem.

”Her vil man blandt andet skele til, hvad man tidligere har fået i bonus, og hvis det er noget, man har kendskab til, hvad andre sammenlignelige medarbejdere har fået,” siger Mette Hjøllund Schousboe.

Hun understreger, at det selvfølgelig også kommer an på, hvordan det er gået for virksomheden i det forgangne år.

”Hvis det har været et helt forfærdeligt år, og der ikke er givet bonus internt, eller der er givet en meget ringe bonus, så skal man selvfølgelig ikke stilles bedre, fordi man er fratrådt,” forklarer hun. 
Derudover kan ens præstation på jobbet også spille ind.

”Hvis man nu er blevet afskediget, fordi man har performet dårligt, så kan det være vanskeligt at komme igennem med et bonuskrav,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe, der samtidig opfordrer til, at man gemmer alt dokumentation, der kan tale for, at man skal have en bonus.

”Det kan eksempelvis være, at man har en mailkorrespondance, hvor man bliver rost i særlig høj grad, eller hvor arbejdsgiver stiller en bestemt størrelse bonus i udsigt,” siger hun.

Krav kan gå flere år tilbage

Det sker ikke så tit, at medlemmer rejser krav om en bonus, de føler sig snydt for, mens de stadig er ansat.

”Det er jo ikke noget, der gavner samarbejdet,” siger Mette Hjøllund Schousboe og forklarer, at man til gengæld har mulighed for at gå nogle år tilbage, hvis man vil have arbejdsgiveren til at hoste op med pengene, når man er fratrådt sin stilling.

”Det er ikke altid, man kan komme igennem med et krav, der ligger mere end et regnskabsår tilbage, da der kan være indtrådt passivitet, men en dommer vil være tilbøjelig til at have sympati for det synspunkt, at man ikke har rejst kravet om manglende bonus, mens man stadig er ansat, fordi man ikke vil skade samarbejdsforholdet, siger Mette Hjøllund Schousboe og forklarer, at det herved vil blive accepteret, at kravet kan rejses. 

”Et bonuskrav kan dog forælde efter 5 år. Herefter er det ikke muligt at rejsekravet. siger hun.

Risiko for ventetid

Du kan ikke kræve, at du får udbetalt din bonus samtidig med, at du stopper i virksomheden.

Du har alene krav på at modtage den til det ordinære udbetalingstidspunkt. I mange virksomheder er det omkring tidspunktet for virksomhedens årsregnskab. 

Din arbejdsgiver kan dog have en interesse i at få det praktiske omkring løn og bonus ud af verden, og det kan derfor være muligt – typisk i forbindelse med indgåelse af en fratrædelsesaftale – at aftale udbetaling af tilgodehavende bonus ved fratræden. 

Mette Schousboe opfordrer til, at man kontakter Finansforbundet, hvis man er i tvivl om, hvad man har ret til.


Emner

Seneste nyt