Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Finans er den mest udsatte branche: ”Det kræver målrettet opkvalificering”

9 ud af 10 finansjob bliver påvirket af AI, viser en analyse. Det kalder på en bred opkvalificering i finanssektoren, siger Finansforbundets formand Dorrit Brandt. ”Vi står over for en af de mest transformative teknologier.”

4. nov. 2024
4 min

En ny virkelighed banker på døren i finanssektoren, hvor generativ AI ventes at blive en central aktør i arbejdslivet. 

9 ud af 10 jobs i den finansielle sektor står til at blive påvirket i et eller andet omfang i kraft af den nye teknologi. 

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Den peger på, at 89 % af stillingerne inden for finans og forsikring vil kunne suppleres af AI. Yderligere 9 % kan risikere at blive automatiseret. 

Efterhånden som teknologien gør sit indtog, bliver det afgørende for sektoren og medarbejderne at prioritere kompetenceudvikling – ikke blot som en del af tilpasningen, men som selve fundamentet for en ansvarlig og vellykket integration af AI.

Det pointerer Finansforbundets formand, Dorrit Brandt. 

”Vi står over for en af de mest transformative teknologier. Vi har et fælles ansvar for, at medarbejderne inddrages aktivt – ikke kun for at drive forretningen fremad men også for at navigere gennem de komplekse udfordringer, teknologien medfører," siger hun og understreger:

"Det kræver, at både virksomheder og sektoren som helhed investerer strategisk i kompetenceudvikling."

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Potentialet i AI-teknologien er enormt, men den reelle værdi skabes først, når sektorens kompetente medarbejdere kan forene ny teknologi med dyb finansiel indsigt og menneskelige ressourcer," siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.

Øget efterspørgsel på ansatte med AI-kompetencer

Analysen fra AE, der blev udgivet i september, giver et detaljeret indblik i, hvordan det danske arbejdsmarked kan blive påvirket af AI i løbet af de næste par år.

Også her fremhæves kompetenceudvikling af medarbejdere som helt centralt i forbindelse med udviklingen. Ifølge analysen forventes AI nemlig i højere grad at komplimentere job end at fuldautomatisere og erstatte dem.

”I det omfang at kunstig intelligens komplementerer arbejdskraften, vil det gøre lønmodtagere mere produktive og overtage rutineprægede arbejdsopgaver, hvilket umiddelbart vil øge efterspørgslen efter typer af arbejdskraft, der kan anvende kunstig intelligens i deres arbejde,” lyder det i rapporten. 

Som analysen er nu, er det særligt videns- og kontorarbejde, herunder personer med lange videregående uddannelser, der står til at blive påvirket mest. 

Og selvom analysen peger på, at det er i finansbranchen, at der pt. kan spores den største påvirkning af AI, er det ifølge AE vigtigt at notere sig, at det for langt den største del af de ansatte vil betyde øget produktivitet og færre rutineprægede arbejdsopgaver. 

”Derfor er det vigtigt for alle lønmodtagere uanset uddannelse, at de opkvalificeres og tilegner sig ny viden, så de er klar til at ny teknologi – og det gælder også kunstig intelligens,” skriver AE i rapporten. 

Kompetenceudvikling skal i gang nu

Selvom det stadig er usikkert, hvor hurtigt AI vil påvirke enkelte jobtyper, forventes ændringerne generelt at ske gradvist i takt med, at teknologierne modnes og bliver rentable at implementere.

Hverken virksomhederne eller medarbejderne kan dog tillade sig at afvente udviklingen. Derfor bør den finansielle sektor, som allerede i dag står med rekrutteringsudfordringer, hurtigst muligt iværksætte en bred indsats for kompetenceudvikling.

”Potentialet i AI-teknologien er enormt, men den reelle værdi skabes først, når sektorens kompetente medarbejdere kan forene ny teknologi med dyb finansiel indsigt og menneskelige ressourcer – og dermed integrere AI i kerneforretningen,” siger Dorrit Brandt og tilføjer:

”Det kræver målrettet opkvalificering, og det kræver en positiv og kritisk nysgerrighed hele vejen rundt. Fællesnævneren bør være et fælles ønske om at udnytte potentialerne og takle de faldgruber, som teknologien også bringer med sig.” 

Sådan kan AI-udviklingen bedst imødekommes

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger en række studier og rapporter på, hvordan teknologiske forandringer, herunder AI, bedst kan imødekommes. 

Særlige 4 elementer går igen:

•    Uddannelse og humankapital, herunder særligt efteruddannelse og omskoling

•    Effektivitet og fleksibilitet i arbejdsmarkedspolitikken

•    Sociale sikkerhedsnet

•    Digital infrastruktur og regulering af teknologi

Kilde: Kunstig intelligens på det danske arbejdsmarked | Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Medarbejderne er fundamentet for en succesfuld omstilling

Meget tyder på, at arbejdsmarkedet står over for skelsættende ændringer i de kommende år, og at finanssektoren er placeret i frontlinjen af denne udvikling. 

”AI kommer til at påvirke vores jobindhold og flytte grænserne mellem funktioner. Det kommer til at erstatte opgaver og skabe nye,” siger Dorrit Brandt. 

Analyser peger heldigvis på, at fundamentet for en succesfuld udrulning af AI-løsninger er en tidlig og aktiv inddragelse af medarbejderne – særligt i udviklingsfasen af de næste teknologiske skridt.

Senest har den internationale konsulentvirksomhed Boston Consulting Group i en rapport hæftet sig ved, at virksomheder bør rette hovedparten af deres ressourcer mod medarbejderrelateret AI-integration for at maksimere chancen for succes.

”Det er helt afgørende, at medarbejderne bliver en del af AI-integrationen i praksis,” følger Dorrit Brandt op og uddyber:

”Kunstig intelligens er en så kraftfuld teknologibølge, at vi har et fælles ansvar for at træde varsomt og med omtanke. De generative sprogmodeller er kun første skridt. Medarbejderne og tillidsrepræsentanterne skal inddrages aktivt for at drive forretningen frem og for at undgå de mange, komplekse – og ikke mindst etiske – udfordringer, som uundgåeligt følger med.”

Seneste nyt om emnet

Seneste nyt