Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Fintech-gigant vil erstatte halvdelen af de ansatte med AI

Den svenske fintech-gigant Klarna planlægger at erstatte næsten halvdelen af sine medarbejdere med kunstig intelligens.

4. sep. 2024
2 min

Mens nogle er begyndt at tvivle på, hvor drastisk generative AI vil ændre på arbejdsmarkedet, er andre allerede gået i gang med at erstatte ansatte med ny teknologi.

En af dem er den svenske fintech-gigant Klarna, som nu forventer, at generativ AI vil kunne føre til yderligere tusindvis af færre ansatte. 

Til Financial Times siger Klarnas medstifter og administrerende direktør, Sebastian Siemiatkowski, at planen er at reducere den nuværende arbejdsstyrke på 3.800 med næsten halvdelen over de kommende år. 

"Ikke alene kan vi klare os med med færre, men vi kan gøre meget mere med færre. Internt taler vi vejledende om 2.000 [medarbejdere]. Vi ønsker ikke at sætte en specifik tidsfrist for det," siger han. 

Klarna, der står bag betalingsløsninger som ’køb nu, betal senere’, har allerede reduceret sin arbejdsstyrke fra 5.000 til 3.800 over det seneste år og har indført et ansættelsesstop, der dog ikke gælder for softwareingeniører.

Desuden er strategien at anvende naturlig afgang i stedet for afskedigelser.

Høj løn til de bedste

Klarna ser især AI som en fordel i opgaver inden for kundeservice og markedsføring, der nu kan udføres mere effektivt.

Som følge af reduktionen i antallet af ansatte har Klarna ifølge direktøren hævet sin gennemsnitlige årlige omsætning per medarbejder fra ca. 400.000 $ til nu 700.000 $ på et år. 

Direktøren slår samtidig på, at det giver selskabet økonomisk råderum til at betale en høj løn for de bedste talenter inden for AI.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Klarna's medstifter og administrerende direktør, Sebastian Siemiatkowski.
"Vi vil gerne understrege og opfordre samfundet og politikerne til at overveje dette omhyggeligt."
- Klarna's medstifter og administrerende direktør, Sebastian Siemiatkowski.

Opfordrer til politisk handling

Klarna-chefen er blevet en af de fremtrædende europæiske fortalere for AI, og mener, at konsekvenserne for bl.a. arbejdsmarkedet er et problem, som regeringerne bør bekymre sig om. 

Samme melding lød fra direktøren tidligere på året i forbindelse med, at Klarna havde lanceret en AI-assistent i samarbejde med OpenAI.

På en måned havde den udført det samme arbejde som 700 fuldtidsansatte og bl.a. håndteret 2,3 millioner chats. 

”Det understreger også den dybe indvirkning på samfundet, som AI vil have. Vi vil gerne understrege og opfordre samfundet og politikerne til at overveje dette omhyggeligt og tro på, at en velovervejet, informeret og stabil forvaltning vil være afgørende for at navigere gennem denne transformation af vores samfund,” lød det fra Sebastian Siemiatkowski.

Udmeldingen om en halvering af arbejdsstyrken sker i en periode, hvor Klarna ifølge Financial Times har planer om en børsnotering.

Seneste nyt