Her er de tre nominerede til Dataetikprisen 2024
D. 1. november uddeler DI Digital og Finansforbundet Dataetikprisen 2024 for en særligt indsats for etikken omkring data. Tre virksomheder er med i slutspurten.
Det bliver enten PKA, Neurospace eller SupWiz, der vinder Dataetikprisen 2024. Prisen vil blive overrakt af digitaliseringsminister Caroline Stage i forlængelse af Digital Future Innovation Challenge 2024.
Dataetikprisen uddeles til en virksomhed, der gør en særlig indsats for at styrke åbenhed, transparens og etik omkring brugen af data, og bag prisen står DI Digital og Finansforbundet. Vinderen af prisen udvælges af en jury bestående af otte medlemmer, der alle er håndplukkede ud fra deres ekspertise inden for den dataetiske dagsorden.
“Dataetik og etisk brug af kunders og borgeres data i nye teknologier som AI bliver stadig vigtigere – ikke kun som et ansvarlighedsprincip, men også som et konkurrenceparameter. Derfor er det glædeligt at se, at de tre nominerede til årets Dataetikpris viser, hvordan man kan arbejde dataetisk på mange forskellige måder, og hvordan dataetiske overvejelser kan integreres som en central del af virksomhedens beslutningsprocesser. Disse eksempler fremhæver, at erhvervslivet kan udnytte potentialet i ny teknologi på en etisk måde, der fremmer samfundets fælles bedste,” siger Andreas Holbak Espersen, konst. branchedirektør i DI Digital.
Dataetik vigtigere end nogensinde
Udvikling i brugen af AI eksploderer lige nu og får større og større indflydelse på vores samfund og gør vores digitale fodspor bliver dybere. Alt sammen en udvikling, der får kravene til ansvarlighed og etik omkring data til stige markant.
’Prisen handler om at få de gode eksempler på dataetik frem i lyset og hylde de virksomheder, der på forskellige måder går de ekstra skridt for at sikre en etisk håndtering af data i deres processer, virksomhedskultur og forretningsmodeller. Vi har valgt at fremhæve tre nominerede, som på tværs af størrelse, produkter og brancher har taget dataetiske bevidste valg, der på mange måder kan inspirere og overføres til andre. Behovet for en åben og ansvarlig tilgang til data er akut og vil stige voldsomt de kommende år’, siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet
De tre nominerede:
PKA er en medlemsejet pensionskasse, der varetager pensionsordninger for over 360.000 medlemmer inden for social- og sundhedsområdet. PKA har taget initiativ til en skærpet dataetisk indsats, der supplerer eksisterende regler og lovgivning med henblik på at skabe øget tryghed og tillid. Det omfatter bl.a. fokus på medlemsinddragelse og på transparens.
Juryen peger bl.a. på, at PKA har formået at forankre dataetik på det strategiske niveau, og har implementeret konkrete procedurer, der sikrer dataetiske overvejelser i deres udviklingsarbejde
Neurospace specialiserer sig i at skabe løsninger indenfor tidsserieanalyse og anomalidetektion. Data kan proaktivt benyttes sammen med machine learning til at forbedre beslutningstagen, automatisering og skabe indsigt samt har potentialet til at forberede og genopfinde industrier.
Udover at skabe løsninger, specialiserer Neurospace sig i at hjælpe deres kunder med at navigere i brugen af data, maskinlæring og kunstig intelligens Juryen har lagt vægt på, at Neurospace kun udvikler deres løsninger i tæt samarbejde med domæneeksperter, og leverer model cards samt dokumentation, som tydeliggør eventuelle bias og modelbegrænsninger – samt at Neurospace aktivt tager stilling til og bidrager til optimering af energitunge processer i industrien for dermed at bidrage til at reducere Co2-udledning. Neurospace bidrager desuden aktivt i den offentlige debat om dataetik og AI-ansvarlighed.
SupWiz er en omni-channel AI-softwareplatform, der leverer AI-løsninger til virksomheders kundeservice og support. Dataetik er fundamentet for Supwiz, og de stiller store krav til dem selv, deres underleverandører og deres kunder, når det kommer til deres platform og ved implementering af deres løsninger.
Supwiz har truffet en principiel beslutning om, at det er mennesker, der skal have kontrollen over AI og data. Juryen har bl.a. lagt vægt på, at Supwiz arbejder aktivt med at sikre, at alle medarbejdere og kunder kender deres dataetiske praksis. Desuden er de aktive bidragsydere for udbredelsen af dataetik ved fx at være ekspertrådgiver for datatilsynet samt ved at holde oplæg om dataetik og ansvarlig AI i flere forskellige arenaer.
Vinderen kåres 1. november
Dataetikprisen overrækkes af Digitaliseringsministeren Caroline Stage, og prisoverrækkelsen ligger i forlængelse af Digital Future Innovation Challenge 2024, hvor en række virksomheder og studerende i fire dage har arbejdet og eksperimenteret med designløsninger på konkrete digitale udfordringer
Overrækkelsen finder sted fredag d. 1. november 2024, fra kl 14:30 hos KEA, Guldbergsgade 29N, 2200 Kbh N.
Juryen bag Dataetikprisen
- Mikael Jensen, direktør i D-mærket og medlem af Dataetisk Råd
- Rikke Frank Jørgensen, forskningschef for Institut for Menneskerettigheder og adjungeret professor ved KU, og medlem af Dataetisk Råd
- Birgitte Kofod, ejer af Human/Rights/Advice, medlem af Dataetisk Råd, og stifter af tænketanken Dataetics.eu
- Christian Visti Larsen, medstifter og bestyrelsesmedlem hos Meo
- Peter Svarre, ejer af PeterSvarre.dk og medlem af regeringens ekspertgruppe vedr. tech-giganter
- Mikkel Jespersen, medstifter og formand for designfirmaet 1508 , desuden CEO for Knowit Experience Danmark
- Andreas Holbak Espersen, fungerende branchedirektør i DI Digital
- Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet