Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

Ny dom om hjemmearbejde: Kaffebrygning er en del af arbejdsdagen

Fald på hjemmekontoret er en arbejdsskade, slår ny landsretsdom fast. Dommen er vigtig, fordi den udvider grænserne for, hvornår man kan få dækket en skade, der er sket, mens man arbejder hjemme.

2. sep. 2024
3 min
Dansk / English

Er det en del af dit arbejde, når du tænder for kaffemaskinen, når du arbejder på hjemmekontoret?

Ja, slår en dom fra Østre Landsret nu fast. 

Dommen fastslår nemlig, at der var tale om en arbejdsskade, da en kvinde faldt på vej fra kaffemaskinen til skrivebordet og brækkede sin skulder, mens hun var hjemsendt under corona-pandemien.

”Dommen udvider området, for hvornår man kan få dækket noget som en arbejdsskade, der sker, mens man arbejder hjemme,” siger Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe til Nyhedsbrevet Finans.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”I bund og grund handler det om, hvorvidt man er kommet til skade, mens man var i gang med at udføre sit arbejde," siger Finansforbundets chefjurist Mette Hjøllund Schousboe.

Arbejde eller ej?

Som udgangspunkt gælder den samme lovgivning for arbejdsskader – uanset hvor man arbejder. Men det kan være sværere at få anerkendt et uheld i hjemmet som en arbejdsskade, fordi grænserne for, hvornår man arbejder på hjemmekontoret, er mere uklare, end når man møder ind på sin arbejdsplads.

”I bund og grund handler det om, hvorvidt man er kommet til skade, mens man var i gang med at udføre sit arbejde,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe.

Men problemerne kan opstå, hvis medarbejderen kommer til skade, mens vedkommende hænger vasketøj op eller går ud med skraldet. I de tilfælde vil det blive afvist, at der er tale om en arbejdsskade.

Men med dommen fra Østre Landsret slås det fast, at kvinden stadig arbejdede, selvom hun gik en tur ud til kaffemaskinen.

”Det havde naturlig forbindelse med arbejdet, at A ville lave kaffe som anført, og at denne kaffebrygning isoleret set kan henføres til de forhold, arbejdet er foregået under,” lyder det blandt andet i dommen.

"Det centrale er, at hun stadig udfører sit arbejde, selvom hun går til og fra kaffemaskinen."
- Mette Hjøllund Schousboe, chefjurist i Finansforbundet

En sjælden afgørelse

Finansforbundets chefjurist pointerer, at sagen er vigtig, fordi det er en af de få afgørelser, der er faldet om hjemmearbejde. 

I tidligere sager har der især været fokus på, at arbejdsgiveren ikke er ansvarlig for hjemmets indretning, men de har fået ansvaret, hvis ulykken har kunnet knyttes op på noget, der kan relatere sig til arbejdets udførelse. 

Eksempelvis slog en principafgørelse fra Ankestyrelsen sidste år fast, at det var en arbejdsskade, da en medarbejder kom til skade med armen, da vedkommende ville flytte en parasol for at kunne se skærmen på sin computer. Medarbejderen havde sat sig udenfor for at arbejde, fordi ægtefællen også arbejdede hjemme og havde Zoom-møde i stuen.

Omvendt slog Højesteret tidligere i år fast, at det ikke var en arbejdsskade, da en medarbejder slog sit hoved på en trappe under flytning af sit skrivebord. I denne sag lagde Højesteret til grund for sin afgørelse, at kvindens arbejdsgiver ikke havde bedt hende om at flytte arbejdsbordet, og at arbejdsgiveren ikke havde indflydelse på, hvor i hjemmet arbejdsbordet var placeret.

Også relevant i den finansielle sektor

Den nye sag fra Østre Landsret blev da også i første omgang afvist i Ankestyrelsen og byretten, fordi kvinden faldt over en kasse med private ejendele på sin vej fra kaffemaskinen til sin hjemmearbejdsplads. Kassen havde imidlertid været en del af hjemmets indretning gennem lang tid og var ikke placeret et forsvarligt sted.

”I dommen fra Østre Landsret vælger man derfor ikke at lægge vægt på dette. Her skriver man direkte, at det er uden betydning, om medarbejderen snublede over sine egne ben, eller faldt over en kasse på gulvet,” siger Mette Hjøllund Schousboe med henvisning til, at medarbejderen undervejs i sagens forløb er kommet i tvivl om, hvordan hun faldt og har ændret sin forklaring.

”De mener simpelthen ikke det, at det er vigtigt, hvad hun falder over. Det centrale er, at hun stadig udfører sit arbejde, selvom hun går til og fra kaffemaskinen,” slår Mette Hjøllund Schousboe fast.

Det er HK, der har ført sagen for et medlem, men sagen er lige så relevant for ansatte i den finansielle sektor, understreger Mette Hjøllund Schousboe. 

”Det vil være det samme for finansansatte, når de arbejder hjemme,” siger hun.

Seneste nyt