Nyt værktøj skal skabe mere psykologisk tryghed på jobbet
Det nye digitale værktøj ’skab psykologisk tryghed’ skal hjælpe medarbejdere og virksomheder med at styrke trivslen.
Psykologisk tryghed er højt på dagsordenen i virksomhederne
Baggrunden for det nye værktøj er en kortlægning blandt ledere, HR og tillidsvalgte i den finansielle sektor af, hvilke udfordringer med arbejdsmiljøet det er vigtigst at gøre noget ved, og hvad de savner værktøjer til.
”Vi er glade for, at der stilles et værktøj til rådighed for vores medlemmer, der kan bidrage til at skabe en åben dialog om udvikling af ideer og give et grundlag for at drøfte spørgsmål og meninger ikke mindst, når der arbejdes i teams. Psykologisk tryghed er win-win for virksomheder og medarbejdere”, siger Sanne Claudius Stadil, direktør i Forsikring og Pension Arbejdsgiver.
’Skab psykologisk tryghed’ følger BFA-værktøjet ’Få styr på arbejdspresset’, der blev lanceret i efteråret 2023.
”Vi ser finanssektorens medarbejdere som vores vigtigste råstof. Deres kompetencer og engagement er afgørende for de finansielle virksomheders produktivitet, konkurrenceevne og bidrag til samfundet. Finanssektoren er kendetegnet ved udviklende og spændende arbejdspladser - og psykologisk tryghed er en af forudsætninger for, at vi alle kan yde vores bedste. Derfor er det en vigtig dagsorden i vores daglige arbejde”, siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.
Fire trin til psykologisk tryghed
Opgaven, som det nye værktøj skal løse, er at skabe en atmosfære, hvor alle føler sig trygge ved at udtrykke tanker og følelser, også selv om man ikke nødvendigvis er enige med hinanden. Gevinsten er en mere produktiv, engageret og dynamisk arbejdskultur, der skaber bedre resultater og trivsel.
På www.skab-psykologisk-tryghed.dk kan man følge fire trin, der både sammen og enkeltvis kan bruges som en vej til at øge den psykologiske tryghed. Værktøjet er opbygget fleksibelt, så den enkelte virksomhed eller det enkelte team frit kan vælge at bruge de trin, som passer bedst.