Menu luk
OBS! Du er på backoffice.finansforbundet.dk, kopier ikke links herfra med henblik på distribuering i nyhedsbreve eller andre steder.

"Alle – uanset køn – skal have adgang til de teknologier, der former fremtidens arbejdspladser"

Det første AI-kursus målrettet kvinder blev fyldt på rekordtid. Finansforbundet indgår samarbejde med Connected Women in AI, der skal styrke kvinders digitale kompetencer og gøre op med kønsskævheden i brugen af kunstig intelligens.

10. sep. 2025
4 min

Interessen var massiv, da Finansforbundet åbnede for tilmelding til et nyt AI-kursus for kvinder. 

Mere end 230 kvinder deltog på Kick-off af kurset 'AI Skills for women' den 2. september. Finansforbundet kunne sende 60 deltagere afsted, men modtog knap 150 ansøgninger fra interesserede medlemmer. 

Kursusforløbet er en del af det nationale initiativ AI-kompetencer til kvinder, som er udviklet af Connected Women in AI og Microsoft med støtte fra Finansforbundet og Københavns Lufthavne. Derudover deltager medarbejdere fra Visma, ATP og KEA.

Kvinder sakker bagud i AI – og det har konsekvenser 

Baggrunden for initiativet er en markant kønsskævhed i brugen af AI, som flere undersøgelser har påpeget.

Kvinder bruger eksempelvis helt generelt AI 20 procent mindre end mænd. 

Samme undersøgelse fra Microsoft Danmark viser, at kun 11 procent af kvinder i danske SMV’er for tilbudt AI-træning, mens tallet for mænd er næsten dobbelt så højt.  

En undersøgelse med Finansforbundets medlemmer i december 2024 viser yderligere, at 88 procent af kvinderne i sektoren mener, at de mangler viden om AI, samtidig med, at 69 procent ikke ved, hvordan de skal komme i gang.  

”Vi skal selvfølgelig have kompetenceudviklingsmulighederne så bredt ud som muligt. Det er vigtigt for medarbejderne og for det fremtidige arbejdsmarked,” siger Finansforbundets formand Dorrit Brandt og fortsætter:

"Får vi ikke rettet op på balancen, kan det få konsekvenser for både karriereudvikling og ligestilling i takt med, at AI øger produktivt og kvalitet.”  

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Dorrit Brandt
"Med AI findes der mange måder at bruge teknologien på – og styrken ligger netop i, at den kan tilpasses den enkeltes faglighed og opgaver." Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.

Bred repræsentation i udviklingen af AI

En anden udfordring er, at færre kvinder deltager i den teknologiske udvikling af AI. Det risikerer at føre til løsninger med indbygget bias, der forstærker uligheder yderligere.  

Man har allerede set, hvordan manglende diversitet kan give problemer – fra digitale billed- og ansigtsgenkendelsessystemer, der fungerer dårligere på kvinder og personer med anden hudfarve, til løsninger der overser kønsforskelle i brugerbehov.  

Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer bred repræsentation og inddragelse i udviklingen af de teknologier, som kommer til at forme arbejdsmarkedet og hverdagen.  

”Den overvældende interesse for netop det her kursus, AI Skills for Women, bekræfter os i, at kvinder i sektoren faktisk er interesserede i viden om og brugen af AI, hvis de rigtige, målrettede tilbud er tilgængelige,” følger Dorrit Brandt op. 

Finansforbundet: Vi skal sikre bred adgang til fremtidens teknologi 

Finansforbundet ser initiativet som en del af en bredere indsats for at sikre, at alle – uanset køn – får adgang til de teknologier, der former fremtidens arbejdspladser.  

Der venter ifølge Dorrit Brandt virksomhederne en stor opgave med at omfavne teknologien på en inkluderende og bæredygtig måde.

AI skal ikke kun være for tech-specialister, men for alle, der arbejder med mennesker, processer og idéer. 

Virksomhederne har ifølge Dorrit Brandt et kæmpe ansvar – ikke kun for at fjerne barrierer og åbne dørene, men også for at skabe tydelighed, ansvarlige strategier og reel adgang til uddannelse.

"AI kan ikke rulles ud som traditionelle it-projekter, hvor et værktøj vælges centralt og alle følger de samme guidelines. Med AI findes der mange måder at bruge teknologien på – og styrken ligger netop i, at den kan tilpasses den enkeltes faglighed og opgaver," siger hun og fortsætter: 

”Derfor skal medarbejderne være med helt forrest i udviklingen og have tid og rum til at afprøve og blive fortrolige med værktøjerne. På den måde kan vi både styrke konkurrenceevnen og skabe et mere holdbart arbejdsliv.” 

7 gode råd til at komme i gang med AI 

  1. Brug dit eget sprog
    Skriv som du ville tale til en kollega. Det behøver ikke være teknisk eller perfekt.
  2. Beskriv opgaven tydeligt
    Forklar hvad du vil have: “skriv et kort referat”, “lav en venlig e-mail”, “giv mig tre idéer”.
  3. Fortæl formålet
    AI bliver bedre, når den ved, hvad du skal bruge svaret til: “til en præsentation for mit team”.
  4. Tænk på etik og compliance
    Del aldrig personlige eller fortrolige oplysninger.
  5. Din faglighed kommer først
    AI kan tage fejl – dobbelttjek altid vigtige detaljer og overvej, om svaret kan skabe bias eller ulighed.
  6. Bed om alternativer
    Prøv: “giv mig to versioner” eller “skriv det både kort og langt”.
  7. Start småt – og øv dig
    Begynd med en e-mail, en to-do-liste eller en kort tekst. Små succeser giver mod til mere. 

Kursusindhold: Fra grundprincipper til prompt engineering 

Kursusforløbet strækker sig over to måneder og kombinerer online undervisning, fysisk undervisning og netværksaktiviteter.  

Deltagerne lærer bl.a. om: 

  • Grundlæggende AI-principper 
  • Praktisk anvendelse af AI i arbejdslivet 
  • Prompt engineering og etik 
  • AI i relation til cybersikkerhed og dataanalyse 

Derudover bliver deltagerne en del af et AI-community, hvor de kan sparre med andre og styrke deres karriere. 

Det første hold med 230 deltagere startede i september og slutter i oktober.  

Mulighed for at blive klogere

Kurset handler også om at blive klogere på, hvad der ligger til grund for den markante kønsskævhed, som præger anvendelsen og udviklingen af AI, pointerer Dorrit Brandt.

”Det er væsentligt at blive klogere på, hvad der ligger bag. Forhåbentlig kan initiativer som det her være med til at sikre, at AI kommer bredere ud."

"AI skal ikke kun være en driver for vækst, men også for et diverst og balanceret arbejdsmarked.”  

I lyset af den store interesse arbejder Finansforbundet på at sikre flere pladser til medlemmer. 

Seneste nyt